Antologi

For en gangs skyld skal indlægget her ikke handle om mit kærlighedsliv eller mangel på samme. For jeg vil nævne noget, som gjorde mig utroligt glad den anden dag 🙂

For en del måneder siden efterhånden så jeg et opslag i et forum for aseksuelle, hvor en person havde den tanke, at udgive en antologi om det at være aseksuel. Bidrag dertil blev derfor efterlyst. Jeg havde i noget tid gået med tanken om at skrive den historie ned, men havde ikke fået gjort det – før nu, i hvert fald 🙂 Jeg greb chancen og gik i gang med at skrive.

Én ting var at få styr på historien, en anden var, at det skulle være på engelsk, så det satte mine sprogkundskaber på prøve. Jeg havde godt nok formuleret mig på engelsk før, men kun i kortere opdateringer – aldrig en længere historie som den, jeg gik i gang med at skrive.

Det tog mig noget tid (og en masse redigeringsrunder) at få den færdig, og jeg var pænt glad for resultatet 🙂 Jeg følte, jeg havde fået skrevet det væsentligste ned, fået skrevet historien interessant og ikke mindst kommet med nogle gode refleksioner over hændelser og reaktioner med videre. Samtidig havde det at skrive historien givet mig et par aha-oplevelser, i og med det gik op for mig, hvorfor jeg tidligere fejlagtigt havde troet, jeg var bøsse. Tingene passede lige pludseligt sammen og gav mening. Det var en fed fornemmelse 🙂

Jeg indsendte bidraget, og så var det bare at vente. Vente på, at personen bag projektet fik samlet alle bidrag sammen, vente på, at vedkommende kom så langt gennem bunken, at mit bidrag var det næste til at blive vurderet, vente på at høre, om mit bidrag kom med eller ej, og i så fald det gjorde, vente på, at det blev redigeret og sendt retur til godkendelse.

Der gik to måneder, men det var ventetiden værd 🙂 Jeg fik ros for mit indlæg, og da jeg så, hvilke rettelser, der var foretaget, så blev jeg faktisk ret glad, for der var ikke ændret på ånden i min historie, og passager var ikke blevet klippet ud. Det var virkelig et godt indlæg – og nu havde jeg en andens ord for det, en professionels endda 🙂

Så det går jeg og er lidt varm indvendig af for tiden. Jeg overvejer, om jeg skal dele indlægget på bloggen her, men i så fald skal jeg først lige have det oversat. Vi får se 🙂

Advertisements

Bryster

I mine teenageår var jeg ikke så begejstret for min krop. Okay, det er de færreste nok, men for mig førte det til, at jeg viste mine bryster ret meget frem.

Jeg havde fået en eller anden trist idé om at de var mit eneste fortrin. Med årene er det heldigvis lykkedes mig at gøre dem lidt mere til en del af mig og min bløde krop og lidt mindre til en eller anden fremmed pyntegenstand på min overkrop. Oven i det så er hele min krop nok blevet lidt mere min og lidt mindre alle de skøre forventninger folk har til den. Jeg tror endda, den er blevet lidt mindre det jeg ser i spejlet og lidt mere det jeg bor i.

Okay det blev lidt mere højtragende end jeg havde forestillet mig for mit første blogindlæg.. Jeg tror, det jeg prøver at sige er, at det ikke som sådan er ud af kropsdysfori, at jeg har bestilt en binder. Altså sådan en overdel til at spænde dine bryster ind med.

Jeg har luftet ideen i lidt forskellige kredse og selvfølgelig fået forskellige reaktioner i form af alt fra “fedt! Lad os bestille det sammen” til meget undrende “hvad er det?” og mest af alt “hvorfor?”. Mine studieveninder var dem, hvis reaktion jeg var mest nervøs for, fordi jeg ser dem hver dag og holder ualmindeligt meget af dem, men de var som altid søde og mest af alt bare undrende. De forstod vist ikke helt, hvad jeg ville med sådan en. Jeg kan godt forstå deres undren. De fleste kvinder sætter vist pris på at have bryster og det er nu heller ikke fordi jeg ikke holder af dem fra tid til anden.

Når jeg ser mig i spejlet er det bare meget sjældent det jeg forventer, der kigger tilbage. Der er bare altid en eller andet udefinerbar i mit udseende, til at det sådan rigtigt ligner mig. Lyder det skørt? Måske, men det bringer nogle sjove frisure med sig i min stadige søgen efter nye ting jeg kan gøre med mit hår. Jeg prøver i det små at ændre lidt hist og lidt her og se hvad der sker. Nogen dage virker mine bryster fx bare i vejen. Så nu har jeg bestilt en binder. Jeg tænker, det bliver sådan en “fra tid til anden ting”, som at style mit hår på en anderledes måde eller i mit tilfælde at have make-up på. 

Så nu gør jeg det! Så må vi se, hvordan det så går og så vil jeg ud og have mig nogle seje hipster-skjorter med små dyremotiver på!

Skjorte

Bivirkning

Jeg har været i hormonbehandling i 14 måneder, og den øgede østrogen i min krop har, sammen med et lavere niveau af testosteron, medført betydelige ændringer.

De fleste ændringer er helt forventelige. Jeg har fået fedt-depoter andre steder på kroppen. Jeg har fået små bryster, og en ganske pæn røv. Mit ansigt er blevet rundere og fuldere og blødere. Mit hår er blevet stærkere og mere glansfuldt og gror nu meget længere end nogensinde før. Åh, og så er jeg generelt gladere 😀

Alt dette stod også på diverse sider omkring, hvad man kan forvente sig af hormonbehandling.

Men det har også haft nogle uforudsete virkninger. Jeg vil nu give jer min top-10 over bivirkninger, fordi…derfor!

1: Jeg er ikke længere fan af chokolade. Jeg plejede at kunne spise chokolade hele dagen, men nu holder en plade i flere uger. Mine veninder forstår det ikke.

2: Jeg er til gengæld kæmpe fan af vanilje! Det passer så godt med at Coca Cola nu også fås med vanilje-smag 🙂 Det er kommet dertil hvor jeg næsten ville vælge en vanilje-muffin frem for en med chokolade.

3: Jeg blev dårligere til at køre bil i en periode. Jaja, stereotyper, I know. Åbenbart ændrer hormonbehandling noget ved ens øjne, så det bliver svært at fokusere indtil man har vænnet sig til det…og jeg kan tydeligt mærke forskel.

4: Jeg holdt op med at spille så meget computer. Jeg plejede at spille hele tiden, men jeg må indrømme, jeg har lidt mistet interessen. Jeg ved ikke om det er fordi jeg nu er mere ude i den virkelige verden, eller om det er fordi min hjerne ikke længere stimuleres på samme måde.

5: Min kat elsker mig højere end nogensinde. Hun plejede at være en meget nervøs og asocial kat, men i skrivende stund ligger hun mellem mine ben, under dynen, og det gør hun ofte. Det var rart i vinters, men om sommeren tror jeg hurtigt det kan blive meget varmt 😛

6: Jeg er meget mere sensitiv over for dufte. Jeg plejede altid at holde af den helt særlige duft, der er i luften, efter en forårsbyge, men nu er det som at vandre gennem et maleri lavet af blomster. Det er meget mere intenst og fyldigt. Og det gælder også mennesker.

7: Ost! 😀 Ost, ost, ost, ost, jeg må ha’ ost! Åh-åh-åh-åh! Ooooooost! (jeg kan godt lide ost).

8: Jeg er blevet bedre til at snakke med folk. Jeg forstår dem bedre, og kan nemmere aflæse deres følelser mens jeg snakker med dem. Generelt er jeg bedre til detaljer, og lægger også mere mærke til folks små udtryk i ansigt og tale.

9: Jeg nyser ikke længere så meget, når solen skinner. Jeg plejede at gå rundt og nyse hele sommeren, fordi solen fik mig til at knibe øjnene sammen på en måde, der fik min næse til at kilde. Det sker stadig, men ikke så ofte.

10: Orgasmer. Oh my goodness. Der var ingen, der havde forberedt mig på det. Hele kroppen er aktiveret, og det føles helt utroligt. Min krop er generelt utroligt følsom, men det er på et helt andet niveau nu. Min kæreste behøver ikke gøre andet end at røre ved mit lår, og så taber jeg fuldstændig pusten.

Jeg ved ikke hvor mange af disse kan tilskrives hormonbehandlingen, og hvor mange, der er resultat af den ændring i min livsstil, transitionen har medført. Jeg er blevet mere social, og jeg prøver at leve sundere, og det påvirker selvfølgelig også min hjerne og min krop.

Men helt sikkert er det at mine smagsløg har ændret sig. Min krop reagerer anderledes på dufte, smage, berøringer. Min krop har andre behov nu, og det har været interessant at opleve ændringerne. Jeg tror at folk, når de tænker på hormonbehandling, mest tænker på de fysiske aspekter, men det er så meget mere end det.

Det er underligt…men rart.

Og hey, jeg sparer penge ved ikke at spise så meget chokolade 😀
chocolate
Jeg kan altså ikke forklare det! Jeg spiser det også gerne, hvis det sættes foran mig, men sådan har jeg det med alt spiseligt 😛

Savn

Hvis du har fulgt med i mine tidligere indlæg, så ved du, jeg så meget frem til i fredags, da jeg havde en aftale. Om det så var en date eller bare en aftale mellem to venner om at mødes – det var jeg i tvivl om. Og lad mig starte med at sige, at jeg overhovedet ikke er blevet klogere.

Det gik dog fint 🙂 Det var overhovedet ikke det. Vi mødtes kort før den aftalte tid, fik os en kop kaffe og fik en god lang snak. Efter en 2½ times tid fulgte jeg hende til bussen, og vi fik hastigt sagt farvel, da hun skulle skynde sig for at nå den.

Jeg var for stor en kylling til at bringe emnet på bane, og samtalen drejede aldrig ind på det, så om det var en date eller ej, fandt jeg som sagt ikke ud af. Ikke at det gjorde så meget, for det gik godt, og vi fandt ud af, vi sagtens kunne få tiden til at gå på en god måde i hinandens selskab uden at blande alkohol ind i det (vi har tidligere kun mødtes til fester). Så alt i alt var det meget positivt.

Jeg var ikke så nervøs inden eller under. Undtaget de 5 minutter fra jeg stod af på Nørreport og gik op for at vente på hende – enhver, der så mig på gaden der, var nok i stand til at se nervøsiteten stråle ud af mine øjne. Det gik dog væk det øjeblik, hun kom, og vi fik hilst på hinanden – og dukkede ikke op igen resten af tiden. Men det var ikke fordi, jeg oplevede samme form for tiltrækning, da jeg sad med hende nu, som jeg følte under brylluppet for et par uger siden. Så mens vi sad og talte og drak kaffe, blev jeg i tvivl om, hvorvidt min tiltrækning til hende overhovedet var reel eller noget, der var indbildt?

Senere på aftenen var jeg ude med en ven og få et par øl, hvilket fik tankerne hen på noget andet, men hun slap ikke mine tanker helt, for på et tidspunkt kom jeg – af en eller anden grund – til at tænke på hende, og lige der følte jeg et form for savn. Lige der ønskede jeg, at hun var i rummet sammen med mig, at hun sad der ved siden af mig, i stedet for min ven. Da var det, jeg blev sikker på mig selv om, at mine tanker tidligere, omkring hvorvidt det var indbildning, i sig selv var indbildning. Jeg ønskede at være sammen med hende igen. Og det ret kraftigt.

Hvorfor jeg ikke rigtig følte noget, da vi var sammen – jeg ved ikke, hvorfor det var sådan. Men det er ikke første gang, jeg oplever mine følelser fucke med mig på den måde, så jeg tillægger det ikke megen værdi. Det, der føltes rigtigt, var det savn efter hende, jeg følte senere på dagen (og dagen efter igen).

Dagen efter tænkte jeg, at jeg skulle skrive til hende og takke for i går og alt det der. Følge lidt op på nogle af de ting, vi havde talt om. Jeg nåede ikke at tænke særlig meget over det, for før jeg havde skrevet noget, skrev hun til mig om det samme – takkede mig og skrev, det havde været hyggeligt 🙂 Og så smilede jeg for mig selv. Og var glad.

Vi skrev en smule med hinanden, men havde begge aftaler, så sluttede det ret hurtigt. Og siden har jeg tænkt på at invitere hende ud igen. For jeg vil virkeligt gerne se hende igen. Men så er det, jeg bliver nervøs ved tanken – og det med god grund: Jeg har aldrig inviteret nogen, jeg har syntes godt om, ud to gange før. I mit hoved lyder det ærligt talt lidt ynkeligt – jeg er snart 35, og jeg har aldrig prøvet at invitere nogen ud mere end én gang. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre.

Før jeg for alvor går i selvsving, så skal jeg nævne, at jeg godt er klar over, jeg sikkert gør det langt mere kompliceret, end det egentlig er. Og det var da heller ikke kompliceret første gang: ”Vil du mødes?” ”Ja, hvad med den dag?” ”Fint, klokken det og det og vi mødes på det sted?” ”Lyder godt. Vi ses :)” Så det er jo ikke ligefrem raketvidenskab (men jeg kan nu så godt li’ at komplicere tingene for mig selv…)

Jeg tror, jeg ender med at spørge en af mine mere erfarne venner til råds – har heldigvis en god ven, der er supergod til alt det der med at date og hvad man kan lave og invitere til og sådan. Hellere lade sig inspirere ad den vej end at blive nervøs for, hvad jeg ellers kan gøre. Og så må jeg få skrevet til hende igen og høre, om hun har tid og lyst til at ses endnu en gang. Og måske kunne jeg så prøve at få taget mig sammen til at tale om andet end absurde oplevelser i lufthavne eller ar efter lavtflyvende ølglas på diskoteker? Det kunne være rart 🙂

Og ja – jeg har skrevet det de sidste to gange, så hvorfor ikke alle gode gange tre? Gider du, kære  læser, krydse fingre for mig en tredje gang? For at jeg kan finde ud af at håndtere det her på en ordentlig måde og for endnu et ”ja” fra hende til at skulle møde 🙂 Det er super!

Rygter

Omend jeg prøver at holde humøret oppe og let her på bloggen, så må man også erkende hvornår verden er mørk og trist. Without the dark there can’t be light, eller hvordan man nu siger det.. Anyway, forhåbentlig bliver min verden lysere med tiden, også skal jeg selvfølgelig nok holde jer opdateret på det også.

Jeg ville ønske jeg kunne sige, at mit mørke ikke har noget med min queeridentitet at gøre, men det er faktisk en del af dén som gør mit liv trykket for tiden. Heldigivs er det ikke kun min queeridentitet der er “problemet”, så det er da ét “lyspunkt” eller hvad man nu kan sige.

De sidste par uger er jeg blevet outet bag min ryg og rygter florerer om mig de steder jeg ellers bedst kan lide at være. Ét blik, ét smil og nogle få ord bliver grobund for min paranoia og tanker som “ved de det?” Og jeg finder mig selv krybe ud og udenom samtaler med folk som jeg har mistanke om, at de vil stille mig DE spørgsmål. Det bliver en katten efter musen leg, men uden at de ved at de er katten med skarpe klør af ord, og mig som musen der kryber udenom. Ikke synderligt modigt, selvom det er det folk beskriver mig som når de endelig fanger mig og spørger om jeg “er født som pige”.

Mit eneste holdepunkt for tiden er min psykolog (wow det lyder virkelig trist faktisk..) siger jeg bør stille mig op foran dem alle sammen og tage tyren ved hornene. Jeg skal stoppe med at krybe udenom, og få aflivet rygterne – eller bekræftet dem som jeg egentlig vil gøre. Jeg skal have lov til at være vred over hvordan folk out’er mig uden at tænke over hvordan det føles for mig, og jeg skal have lov til at stå med løftet pegefinger og belære dem om god takt og tone når man taler om transpersoner.
Men gud hvor har jeg ikke lyst. Jeg har meget mere lyst til at danse og synge med de her folk, og ikke fortælle dem at jeg er transkønnet, for det har jo ingen betydning for det vi laver sammen. Før i tiden var teater mit frirum for køn og min kønsidentitet, men det forfølger mig som en skygge. Og pludselig bliver det at jeg er transkønnet som er noget jeg har accepteret og har det fint med, mit kendetegn, min skygge, et samtaleemne, og alt det jeg ikke gider det skal være.

Hvis jeg skal fortælle dem det skal det være torsdag i næste uge, og lige nu ved jeg virkelig ikke om det er det mest rigtige at gøre. Jeg synes det er uprofessionelt at tage noget så privat up front til mine medskuespillere, men i sidste ende kan jeg bliver nødt til det. Og her til min sidste drama time (et andet hold) blev jeg inspireret af min veninde som stod frem og fortalte, at hun havde været med i en ulykke for nogle år siden og gjorde, at hun gik tidligt den dag fordi hun stadig ikke var helt på toppen. Hendes krop gjorde hun var forhindret i at deltage, og de rygter der er om min krop forhindrer mig i at nyde folks selskab uden det skaber en masse paranoia i mit hoved.

Jeg vender tilbage med hvad jeg beslutter at gøre, for lige nu er jeg slet ikke sikker.

Tvivl

Ikke så længe efter, jeg havde skrevet mit forrige indlæg (sidste søndag), fik jeg sendt beskeden til hende. Og så skyndte jeg mig at logge af og lukke computeren. Ikke at jeg troede, hun ville se beskeden det øjeblik, jeg sendte den, men jeg var alligevel for nervøs til at forblive online. Så offline og på hovedet i seng (det havde også været en ret omtumlet weekend).

Jeg sov overraskende godt. Måske var det visheden om, at jeg rent faktisk havde gjort noget, der påvirkede mig? Jeg aner det ikke, men som sagt – jeg sov virkeligt godt den nat, og vågnede frisk og fyldt med energi – og med en spændthed over, hvad der ville komme af svar på min besked.

Da jeg kom på arbejde, tjekkede jeg lige facebook for at se, om der var sket noget, og jeg kunne se, hun havde åbnet beskeden og læst den – men der lå intet svar. Ikke overraskende, for jeg havde forestillet mig, hun nok først ville svare om aftenen, efter hun selv havde fri og sådan. Så jeg tog det ikke så tungt. Jeg var trods alt sikker på, at jeg nok skulle få et svar.

Timerne gik, og jeg brugte min tid og energi på arbejdet, tog derfra ind til byen og løb nogle små ærinder, fik sat mig ved computeren og tjekket mails og tumblr og sådan – og så var klokken pludselig blevet sent om aftenen. Og jeg havde stadig ikke hørt noget. Jeg blev lidt nervøs over, om jeg mon havde formuleret mig lidt dumt, og tanken kunne heller ikke slippe mig, at hun nok tog sig så lang tid at svare, fordi hun lige skulle finde ud af, hvordan hun skulle formulere afslaget. For ja, på det tidspunkt var det det, der hele tiden trængte sig på – at hun nok ikke var interesseret, og var i gang med at skrive et afslag.

Jeg gik på facebook for at gennemlæse det, jeg havde skrevet til hende, og ikke så snart, jeg klikkede på den fane i min browser, svarede hun. Et øjeblik sad jeg og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre. Jeg forventede jo et eller andet sted en afvisning, men var på ingen måde parat til det, så jeg måtte lige trække vejret dybt og ånde ud, inden jeg tog mod til mig og klikkede på beskeden for at se, hvad hun svarede.

Og så svarede hun sat’me ja.

Eller rettere – hun ville gerne mødes og syntes, det lød super hyggeligt, så hun skrev som sådan ikke ordet ”ja”, men det skulle forstås i den betydning. Lige der var jeg blæst bagover. Jeg havde håbet, men ikke forventet det, så jeg blev superglad for at læse det 🙂

Vi fik hurtigt aftalt hvornår og hvor og sådan, så på kort tid var jeg pludselig blevet en aftale rigere. Vi skal mødes på fredag. Og jeg ser vældig meget frem til det 🙂

Sekundet efter, vi havde afsluttet vores samtale, så var det (selvfølgelig) at tvivlen sparkede ind. For jeg havde jo ikke brugt ordet ”date” i min besked, og vi havde ikke nævnt det i samtalen. Så var det i det hele taget en date, eller hvad? Jeg blev forvirret. Jeg tænkte på, at det nok fremgik af de ord, jeg brugte i min besked, men tvivlen nagede. Jeg gennemlæste vores korrespondance en og to og tre gange, men blev stadig ikke klogere. Det kunne sagtens læses som en date – det kunne også sagtens læses som en venneaftale. Så min glæde aftog lidt, idet jeg begyndte at betvivle det hele.

Og så er det, jeg fandt mig selv i en dum situation – jeg inviterer en anden ud, ender med at blive i tvivl om, præcis hvad det er, der er meningen med at ses – og hvad skal jeg så gøre? Det ville virke dumt at skrive til hende igen og spørge, hvilken måde hun forstår det på, for hvis hun ikke har samme indstilling til aftalen som mig – hvad så? Og jeg burde jo have været klar i min kommunikation, eftersom det var mig, der inviterede hende…

Jeg sidder nu en uge efter og er stadig i tvivl, og har ikke fået hørt hende ad. Jeg fik dog vendt situationen med en ven i fredags, og han var rimelig sikker på, at hele forløbet og det der var gået forud, bar i retning af, at det var en date, vi havde aftalt. Så jeg skulle ikke være så bekymret. Dog burde jeg nok lige sikre mig som noget af det første – når vi nu ses på fredag – at vi er sikre på, hvad vi vil have ud af den aftale. Så det skal jeg lige have tænkt over, hvordan jeg gør.

I sidste uge bad jeg dig, der læser med, om at krydse fingre for mig – og det hjalp tydeligvis 🙂 Så kan du ikke lige gøre mig en ekstra tjeneste, og krydse fingre for mig igen på fredag? For jeg vil virkelig godt have dette her til at gå godt. Jeg vil nok være rædsomt nervøs selv, så al opbakning er guld værd 🙂

Og så kommer du jo nok til at høre, hvordan det er gået, når jeg skriver igen på søndag!

Chokoladekrop

Jeg er inde i en forfærdelig periode hvor jeg er sulten hele tiden. Jeg er umættelig og spiser flere gange om dagen og i store portioner. Og selvom jeg viiiiiirkelig prøver at spise sundt, så er jeg næsten blevet afhængig af Marabous nyeste skud på chokoladeplanten; Små søde eller salte kiks i chokolade.

“Omg, stop, it’s chocolate time!” Siger min krop mindst én gang om dagen. Derudover er der også energidrik. Og lidt slik der jo alligevel skal spises. Og sodavand. Og chips til sodavanden. Og frokost. Og lidt mere frokost. Og mad. Mer’ mad! Nu!

You see the pattern.

Det er som om jeg prøver at få bedre samvittighed ved så at se diverse slankeprogrammer og extreme vægttab shows imens jeg spiser føromtalte retter. Fordi hvis folkene på skærmen sveder og træner så træner de helt automatisk fedtet væk jeg selv indtager. Hvilket er samme logik som at det gør ikke noget jeg drikker sodavand med sukker, så længe jeg spiser brocolli samtidig..

Og alt det her foregår samtidig med at jeg hver dag studerer min mave i håb om at der i løbet af natten er dukket en six-pack op. Jeg vil jo vildt gerne have en super trænet og muskuløs krop, men det hjælper marabou chokoladen ikke ligefrem på.. Og selvom jeg træner et par gange om ugen, så er det ikke nok til at jeg ligner Herkules.

Her er så dilemmaet: Bør jeg omlægge min kost og liv og få den drømmekrop, eller nyde livets små gaver af marabou og faxe kondi booster. For den lille bid chokolade eller faxe kondi’en er nogle gange det der kan gøre min dag god igen, eller bare bedre. Det er ting jeg nyder og til tider er en nødvendighed hvis jeg skal kunne øve “Korsbæk” sangen én gang til. Det med at tage de rigtige valg når udbyttet er langt ude i fremtiden er ikke ligefrem noget jeg er god til.

Hvad vil I helst? Chokolade eller drømmekroppen?

Sommerfugle i maven

”All by myself” af Céline Dion er på repeat, mens jeg sidder og vrider hænderne og prøver at finde ud af, hvordan jeg skal formulere mig – og om jeg i det hele taget skal fuldføre det, jeg er i gang med. Hvilket er at skulle invitere en anden person på date.

Jeg er nervøs, og jeg mener, virkeligt nervøs. Hvilket jeg altid plejer at være i en sådan her situation. Jeg bliver nervøs ved tanken om, at der måske er noget mellem mig og en anden person, bliver nervøs ved tanken om at skulle gøre noget ved det, bliver nervøs for, om jeg kan få mig selv til rent faktisk at gøre det, bliver nervøs over, om jeg nu får formuleret mig ordentligt, bliver nervøs over, om det i det hele taget nytter, bliver nervøs over, hvad der vil ske, hvis jeg rent faktisk får et ”ja”, og er i det hele taget skidenervøs for, hvordan der vil blive taget imod min endelige besked.

Jeg er ikke god til det der med kærlighed – eller flirten for den sags skyld. Eller at fange signalerne. Der er i det hele taget utroligt meget, der kan gå galt, når jeg roder mig ind i noget, der har med kærlighed at gøre. Det sker – heldigvis, om man vil – sjældent. Det er snart 2½ år siden, jeg sidst flirtede med nogen eller var på date. Så jeg er også godt rusten på området.

Tanken strejfede mig, da jeg var på vej hjem i nat efter en lang dag med bryllup og fest. Og da den først havde strejfet mig, gav den ikke slip igen. Den lå i baghovedet, da jeg kom hjem, da jeg prøvede at falde i søvn, den fik fornyet kraft, da jeg vågnede efter 3 timers søvn og havde svært ved at falde i søvn igen, og der nægtede den at give min hjerne en pause, så der gik en time inden jeg faldt i søvn igen. Jeg var ikke sikker på, præcis hvad der var sket til festen, men jeg var ret sikker på, jeg måtte gøre noget ved det. Hvis ikke jeg gjorde, så ville der ikke ske noget.

Vi havde mødtes til fester hos dem, der blev gift flere gange før, havde talt en masse med hinanden og ved sidste fest havde vi endda kysset hinanden. En enkel gang, men det skete. Da vi talte sammen igen til festen i går, kom hun med flere hints, der fik mig til at tænke på, at der måske var basis for – bogstaveligt talt – at fortsætte, hvor vi slap sidst. Vi talte da også fint sammen i løbet af aftenen, der faldt flere hints, og jeg vil påstå, der var en form for tiltrækning mellem os (igen – jeg er så dårlig til at genkende signalerne, så jeg kan tage fejl…) Der skete dog ikke noget – men det hele kørte rundt i hovedet på mig, da jeg var på vej hjem. Skulle jeg tage chancen? Skulle jeg prøve at gøre noget ved det?

Det hændte også, at jeg fik et godt råd med på vejen af en af mine venner til festen – hun havde selv oplevet, at hendes kæreste døde inden for det sidste halve års tid, og det prægede hende tydeligt. Hun sagde klart og tydeligt til mig, at livet er for kort til ikke at tage chancer. Spring ud i det, for helvede. Og ja, hun har fuldstændig ret – for hvad kan der ske? Enten får jeg et nej (hvilket lukker sagen) eller også siger hun ja (og så bliver jeg først for alvor nervøs). Hvis jeg ikke spørger, så sker der præcis det, der er sket på det område i mit liv det sidste 2½ års tid – ingenting. Og det gider jeg ikke længere!

Så nu gør jeg det s’gu! Jeg skriver den besked færdig, og jeg sender den – og så krydser jeg fingre for, hvad jeg får retur.

Og ved du hvad – du, der sidder og læser med – du må s’gu også gerne lige krydse fingre for mig. For jeg synes, hun er virkeligt sød, og vil gerne have chancen for at tilbringe noget mere tid med hende. Så hjælp mig lidt på vej, okay? 🙂 Så kan du på næste søndag høre, hvad der så skete.

butterflies-in-the-stomach

Ikke skægt

Tredje og sidste del i min skæg-trilogi. Jeg overvejer at skrive et par reelle romaner, i stedet for lange blog-indlæg…men det er for meget arbejde.

Først handlede det om, hvor ligeglad jeg er med mit skæg overfor fremmede.
Så handlede det om, hvor selvbevidst jeg er omkring det, når jeg interagerer med andre.

I dag skal det handle om, hvordan min ansigtsbehåring fører til decideret ubehag.

Jeg barberer mig næsten altid lige før jeg skal ud af døren, eller i hvert fald så sent som muligt. Når min kæreste kommer på besøg, har jeg ofte først barberet mig to minutter før han ankommer.

Jeg bruger den bedste kommercielle skraber (Gillette Fusion, hvis man var interesseret), barbergele specielt designet til følsom hud, og en skånsom aftershave uden alkohol eller parfume. Jeg barberer først med hårene, så imod hårene, og så på kryds og tværs indtil jeg ikke selv kan føle hårene, når jeg lader mine fingre røre mit ansigt. Lige efter barberingen er min hud glat og blød, og jeg er tilfreds.

Resten af dagen går jeg rundt og rører mit ansigt i smug. Nogle gange opdager jeg en plet, jeg overså under barberingen, og jeg håber bare at ingen har tænkt sig at røre ved den del af mit ansigt.

For netop berøring generer mig voldsomt. Mit skæg er lyst nok til at man ikke ser det før man kommer helt tæt på, og jeg døjer ikke med den dumme 5 o’clock shadow, som mange andre personer med skægvækst har. Men det kan stadig føles, og jeg kan ikke udstå at nogen rører ved mit ansigt. Ikke mine venner, ikke min familie…men min kæreste må godt. Selvfølgelig må han det. Men det er ikke uden forbehold. Jeg inviterer aldrig til berøring af mit ansigt, og jeg kan godt finde på at lede hans hænder væk, hvis han forsøger. Han ved godt, det er i ansigtet mine største usikkerhed ligger, og han respekterer det, men det er lidt en barriere…

Også om morgenen, når han har overnattet, er skægget et problem. Ofte smutter han på arbejde tidligt om morgenen, men jeg er stadig utroligt selvbevidst omkring mit skæg, der har fået lov at vokse natten over. Det er som regel mindst 14 timer siden barbering, og det er tydelidt at mærke og se på nært hold.

Jeg hader det. Det gør mig ked a det at tænke på det, og jeg ville ønske, det ikke var der, så jeg kunne have et lidt mere normalt forhold, hvor kæresten kan få lov at røre, lige der hvor han vil, og hvor jeg ikke vågner op og føler mig usikker med det samme.

Problemet er…så velsignet som jeg er med lyst skæg, der ikke ses på afstand, er jeg også forbandet med et skæg, der er utroligt svært at slippe af med permanent. Hvor de fleste personer med skæg kan få det fjernet med laser, som brænder hårsækkene væk, er det ikke en mulighed for mig, eftersom mine hår er så lyse, at en laser ikke ville kunne påvirke hårsækkene. Laser er ikke billigt, men det er hurtigt og man kan få tilskud.

For mit vedkommende står den på epilering med nål. Det går ud på at en nål stikkes ind under hver enkelt lille skægstub, og hårsækken brændes væk. Jeg har hørt det beskrevet som gentagne bistik i ansigtet. En session kan vare en halv time, koste 500 kr, og der skal en del sessioner til, for hvert hår (og der er mange!) skal brændes omkring 3 gange, og på det rigtige tidspunkt i dets vækstcyklus. Og man skal gro sit skæg ud til nogle milimeter, så behandleren har noget at sigte efter.

Jeg kan forvente at det kommer til at koste omkring 25.000 kroner. Det kommer til at tage et år (en behandling om ugen), og jeg skal tilbringe et par dage forinden med at gro mit skæg ud, hvilket vil sige at jeg ikke kan være social.
Dertil kommer transport…og det faktum at det er en dum idé at gøre i sommermånederne.

Man skal lide for skønheden. Men det vil være det hele værd.

Vred.

Klokken var lidt i 7 lørdag morgen og jeg var på vej hjem efter en skøn vagt på G-bar. Jeg går altid ned på Klostertorv og tager bussen hjem, og i lørdags var ingen undtagelse. På store torv er der altid super klamt fra fulde folks besøg på McD og ofte hænger de sidste rester fra nattens fester ud her. Jeg genkender pludselig 3 fyre fra musical og stopper op og snakker med dem. De sejler rundt, men virker til at have haft en god aften. Jeg snakker lidt med den ene fyr, lad os kalde ham P, imens jeg morer mig lidt over at han ikke kan stå stille. Super hyggeligt og super tilfældigt møde.
Vi snakker om musicals og højskoler, men på et eller andet tidspunkt ændrer han emne.
“Du er født som pige, ik?”

Jeg rynker brynene, holder vejret og ser nok rimelig fornærmet ud imens min hjerne finder på reaktionsmuligheder. Den første er umiddelbart at lyve og smække ham en, men jeg er hverken løgner eller voldelig, så det er ligesom ikke muligheder jeg kan gøre brug af..
Jeg er virkelig fornærmet og vred. Her står vi på Store Torv, klokken lidt i 7 lørdag morgen og snakker om skønne musicals og fælles interesser. Det er sjovt, det er rart, jeg lærer ham at kende, det er nice. Også smider han en bombe af personlige beretninger, oplevelser og informationer i hovedet på mig. Og hvorfor?!

Jeg svarede ham med et spørgsmål; “Hvordan ved du det?” hvor han bekendte, at han havde søgt om mig på nettet. Og her har jeg et spørgsmål: Hvis du ved det, hvorfor spørger du så?! Og hvorfor google folk hinanden?!

Jeg elsker at møde nye mennesker og selvom jeg har svært ved at lære folk at kende, så kan jeg godt lide det. Det er rart og hyggeligt, og ofte sjovt. Men jeg ville aldrig nogensinde google folk for det de fortæller mig er vel det relevant? Eller er jeg helt galt på den? Hvorfor skal folk lege kriminalpoliti mod hinanden? Jeg vil da gerne bekende, at jeg kigger folks profilbilleder igennem på facebook, men jeg ville aldrig google folk. Det gider jeg simpelthen ikke.

Puh. Jeg bliver så arrig over sådan nogle oplevelser. Medmindre jeg selv begynder at snakke om mit køn/min fortid, så skal andre ikke blande sig i den. Og det er uanset hvor åben jeg er andre steder.

Beklager mit sure oplæg, men selvom jeg gerne vil vise queer livet er andet end ubehagelige oplevelser, så er man altså også berettiget til at være vred til tider.