Undercover mandag

Det er faktisk mandag i dag, omend hellighederne ingen ende vil tage så vi har stadig fri. Så meget fri, at ikke engang Fitness World gider oprette nok hold til os hungrende folkemasser der gerne vil smide påskefrokost fedtet – eller nogle som mig der virkelig bare burde holde mig i form hvis jeg skal kunne danse 3 timer på torsdag..

Påsken er ikke en særlig tid for mig. Udover at jeg har besøgt mine “plejeforældre” så har der heller ikke været meget familie i den. I sidste ende har det været en ufattelig utraditionel påske, fordi den mest af alt har været den tredje uge hvor jeg har haft fri. Hvilket ikke har været godt.

“Your body is a temple” og hvis du fucker for meget med den fælder den dig indenom med sygdom og dårligdom. Så kan du ligge der og tænke over hvad du har gjort. Så vågner man kl 4 om natten efter endnu en dum brandert og bander over, at man lader livet knalde en i røven uden glidecreme og bagefter pive over det ikke skriver tilbage.. Nogle ting er selvforskyldt, og sådan er det bare.

Selvfølgelig vælger ingen at have dysfori, depression, angst osv., men vi vælger selv hvordan vi vil håndtere det. Jeg selv har en Phd i Fuck-ups og Dårlige beslutninger, med sidefag i Selvdestruktivitet. Færdiguddannet Idiot kan man kalde mig til tider. Og medmindre jeg ændrer mit liv i nogle gevaldige vendinger, så har jeg kun en lys fremtid i Ulykkehedens Land i sigte.

Det er altid nemmere at lege hule i sengen og sige resten af verden er grim, og til tider er det nemmere at tage alle de forkerte valg end at se i øjnene, at man ikke kan komme udenom ubehagelighederne. De er der. Dysforien. Angsten. De mørke tanker. Sorgen. De gør ondt. Møghamrende ondt. Rulle-rundt-på-gulvet-uden-du-kan-trække-vejret-ikke-af-latter-men-af-smerte ondt.
Det er noget pis, mildest talt.

Faktisk havde jeg aldrig troet, at ubehagelighederne kunne hjælpes væk ved at ignorere dem. Jeg har altid følt dem meget stærkt, hvilket har resulteret i mange dumheder der stadig kan ses på min krop. Men på det seneste har jeg lært det at have et aktivt liv med gode oplevelser heler langt bedre sorg end at deale med den indeni. Nogle gange skal man ikke græde over muggen i plankeværket, men male det over med glade farver. Nogle gange bliver man nødt til at grine falskt for i sidste ende kan det blive ægte.

ANYWAY. Jeg er sikker på mine dage bliver regnbuefarvet fabulous igen når det værste i livet bliver svære erhvervsøkonomi opgaver igen. Håber I har haft en fortryllende påske! 

Skærmbillede 2015-04-06 kl. 15.10.42

Advertisements

F*ck falske mennesker!

Jeg beklager den bombastiske titel, men føler, det er den egentlige pointe med den historie, jeg vil fortælle. For er der noget, man ikke burde bruge tid på, så er det mennesker, der i bund og grund er falske.

For en fem år siden eller deromkring crushede jeg lidt på en anden fyr, og det var i en periode gengældt. I hvert fald aftalte vi at tage på en date, og jeg var dengang overekstatisk ved tanken. Det blev dog ikke til noget, hvilket jeg dengang var ked af.

Fast forward til en aften i byen for ikke så lang tid siden. Mit selskab var på vej hjem, men jeg var ikke i humør til at gå. Så var det, jeg fik øje på ham, for han var også i byen. Vi udvekslede et par høfligheder, og idet jeg sagde farvel til mine venner, joinede jeg ham og de venner, der sad sammen med ham.

Jeg skal indrømme, at jeg stadig var lidt glad ved at se ham, så jeg var ikke så ærgerlig over, at mine venner var gået. Så var det, at jeg blev præsenteret for hans venner – det forklarede han ved, at han kendte mig gennem LGBT Danmark.

En af vennerne spurgte, hvad det der ”LGBT” betød, og han svarede: ”Det betyder lesbiske og bøsser – og mærkelige mennesker.”

Dét havde jeg ikke lige ventet at høre… End videre forklarede han, hvordan han syntes, at så mange mennesker (alt andet end homoseksuelle) var mærkelige og ikke nogen, han brød sig om. Pludselig var jeg ikke så vild med selskabet længere…

Bedre blev det ikke af, at han senere havde en ”ærlig” snak med mig, da han følte, han havde behov for at fortælle mig nogle sandheder om livet – og startede ud med at sige, at jeg nu skulle sørge for at få sex tit og ofte, for det var det bedste i livet. Og det sagde han til en aseksuel fyr, der overhovedet ikke har nogen drifter mod andre mennesker, som ikke har haft sex i en håndfuld år og som ikke savner det og klarer sig fint uden… Så at skulle lytte til ham udbrede sig om, at sex var det mest fantastiske i verden – ja, jeg fik vist drukket min øl lidt hurtigt, for nu var jeg da blevet forfærdelig træt og skulle se at komme hjemad. Flere sandheder orkede jeg ikke at høre om.

Og dette var kun den ene side – den anden side af ham selv, som han ivrigt lufter på f.eks. facebook, er den rummelige type, der prædiker forståelse for andre mennesker og det at rumme folk for deres forskelligheder. At læse det nu efter hans tirader i byen gjorde ikke andet ved mig end trigge mine brækreflekser. Jeg blev meget glad for, at der ikke var kommet noget ud af det dengang, for vi var (i hvert fald i dag) hinandens modsætninger.

Jeg blokerede ham på facebook, så jeg slap for yderligere brækfornemmelser, og blev enig med mig selv om, aldrig at bruge tid på ham igen. Aftenen husker jeg bedst som et wake up-call: Så lærte jeg hans sande jeg at kende, og kunne forholde mig til det frem for glansbilledet, han fremviste andre steder.

Go’ påskesøndag!

Intet er forandret

Jeg tilbringer disse dage hos mine forældre, i anledning af påsken. Selvom jeg er voksen (diskutabelt!), nyder jeg at holde fast i traditioner fra min barndom – især nu hvor jeg har andre barnlige sjæle at dele dem med. Min søster har tre børn, og den største på 4 går helt amok over at løbe haven rundt efter farvede æg af forskellige størrelser. Hun får selvfølgelig lov til at finde de fleste, og så går vi andre rundt som pakæsler med armene fulde af førnævnte æg. Det er total idyl (bortset fra at hun er ret højlydt) og det gør mig glad at være med til.

Min niece er min største fan, og det falder altid til mig at underholde hende, når de er på besøg. Vi leger med dukker og biler og tegner og løber rundt i haven – alt det som børn i den alder på magisk vis har energi til på trods af deres størrelse. Sådan har det altid været, og det at jeg nu er en pige har ikke ændret på vores forhold.

Min niece har nogle gode observationer omkring min transition. Hun forstår godt at jeg før var en dreng, men at jeg nu er en pige. Det er ikke underligt for hende. Faktisk glæder hun sig lidt til min lillebror også bliver en pige (hun tror at alle med langt hår skal være piger – okay, måske har hun ikke helt styr på verden endnu…), og hun forstår såmænd også godt at jeg ikke er en pige på samme måde som hun og hendes mor er piger. Hun kan ikke udtrykke det helt klart endnu, men hun forstår godt, hvad det betyder, at jeg var en dreng, men nu er en pige.

Det er dejligt at det bare er så naturligt.

Og det har sådan set været tilfældet for hele min familie. Jeg har en stor familie, og jeg tænkte at der måtte være et par stykker, der ville have det svært med at omgås mig efter jeg påbegyndte transition – men nej! Folk har gratuleret mig med at jeg nu endelig kunne være mig selv, og det har været det. Vi snakker stadig om de samme ting til julefrokoster og fødselsdage, når jeg ser mine fætre og kusiner. Man kan på ingen måde mærke at de har ændret holdning til mig – og det er fedt! Vi snakker slet ikke om min transition, og det er præcis sådan, jeg vil have det. Som jeg skrev i sidste blogindlæg har jeg ikke lyst til at det at jeg er trans skal fylde alt for meget i mine sociale interaktioner.

Vi taler om det når det bare er mine forældre og jeg, dog. De vil gerne holde sig opdaterede omkring hvad jeg går og skal til at gøre i forbindelse med transition – fx har jeg netop fået en indkaldelse til Sexologisk Klinik, og den slags er rart lige at vende med dem. Men ellers har det ikke påvirket vores forhold i nogen særlig grad.

I onsdags var der en fotograf med herhjemme, som skulle filme noget til en lille video. Hun havde været meget glad for at høre at jeg stadig havde et godt forhold til mine forældre, selv efter jeg sprang ud, for det er åbenbart ikke normen. Hun ville gerne dokumentere vores helt normale interaktion – og det er vitterligt helt normalt! Vi laver mad, vi spiser mad, vi ser en film i fjernsynet, og på et tidspunkt går vi i seng. Intet sensationelt. Intet drama. Bare…normalt.

Fotografen spurgte mine forældre, hvordan de havde håndteret mit udspring. De trak lidt på skuldrene og sagde at det jo bare havde været noget, de måtte forholde sig til og finde en løsning på, og den bedste løsning, syntes de, var at støtte deres barn og sørge for at jeg havde det godt.

Det er først efter jeg har mødt og snakket med så mange andre transpersoner at jeg forstår, hvor stort det egentlig er, at de reagerede på den måde. Der var ingen panik. Ingen gråd. Intet drama. Bare et “Nå, men det er jo bare sådan, det er”, og så videre med hverdagen. Selvom min far stadig roder rundt i pronouns og navne (han forveksler ofte min lillebror med katten, så jeg tager det ikke så tungt) har de været så hurtige til at justere, at det næsten er gået ubemærket hen. Hvor ville jeg dog ønske at alle forældre var som mine i den henseende.

Herhjemme er alt som før. Intet er forandret.
Og hvor er det dog dejligt 😀