Switch’n’queer

Et spørgsmål der nok vender tilbage til de fleste mennesker gennem tiden: Hvad er jeg? Hvad betyder det at være menneske? Har vi noget formål overhovedet andet end at være mennesker? “Hvem” er ikke så relevant, det sørger vi selv for. Men den fysiske skal, homo homo sapiens… Hvad er vi?

Mange prøver at fylde det tomrum hvor svarene står uskrevet med religion, arbejde og karrierer eller en eller anden højere form for kunstnerisk udfoldelse. Nogen udvandrer af samfundet og finder måder at være selvforsynende i en tid hvor teknologisk afhængighed er allestedsnærvende. Andre vælger at leve i en rutinemæssig trummerum med troen om at det er deres handlinger, der gør dem til mennesker, og at det måske i virkeligheden er formålet med det hele.

For andre, er det ikke nær så eksistentielle overvejelser der ligger bag spørgsmålene. Det kan for nogen være en daglig kamp at stå nøgen foran et spejl og se på sig selv og spørge ”Hvad er jeg?” og spejlet lyver som bekendt aldrig. Det viser det fulde, blottede og sårbare billede af et sind i oprør mod sig selv og dets skal, dets fysiske struktur. Overvejelserne går ikke så meget på hvad meningen med livet som menneske er, men mere hvad man selv føler man er. Hvad gør én til det man er og ikke det man føler, eller måske omvendt? Måske i højere grad omvendt for en del.

For har man først accepteret at man er en højde, en bredde, en længde, en vægt, en hårfarve eller øjenfarve, en ansigtsform og en brystskål, så er det nok ret nemt for de fleste at komme videre. Der er ikke mange flere spekulationer, andet end om man kan passe garderoben hvis man ligger lidt for meget på langs på sofaen foran Netflix’ dragende dybder, eller om skoene nu også går til læbestiften, halstørklædet eller hipster-fuldskægget.

Det er derimod sværere hvis vægt og mål ikke nødvendigvis passer sammen med det køn kroppen foran én, i spejlets refleksion, viser.

Jeg fandt en metode. Jeg ved at det ikke er hvem som helst der ville kunne anvende den, men den virker for mig, og måske den også virker for et par andre. I have no idea. Og jeg har mit lokale BDSM-miljø at takke for det (generelt har jeg det en del at takke for, men det er underordnet i den her diskussion).

Indenfor BDSM-miljøet findes der en betegnelse der hedder ”switch” (som en kontakt der kan stå på en indstilling eller en anden). Det betyder basically at du kan både være dom/top, dvs. den der langer slag ud, styrer showet og har ansvaret for legens gang, mens du i en anden session kan være det totalt modsatte, sub/bottom, den underdanige, underkastede og tjenende. Der er mange der betegner sig mest som det ene eller det andet, men der findes også en gråzone af folk der kan begge dele. Faktisk er rigtig mange af de folk jeg kender switches. Nogen folk mener ikke at fænomenet eksisterer, at en switch altid vil vælge at hælde mere til én side end en anden, og at det derfor bare er en undskyldning for måske at være lidt anderledes.

Da jeg fandt min switch-rolle frem, for jeg har altid vidst den var der, bare ikke turdet gå så meget i dybden med mig, var det også dér jeg indså at jeg måske var mere queer, end jeg egentlig havde troet jeg var til at starte med. Mine egne forsøg på at passe alle de ting ind, som jeg var, under et tag, eller rettere i en sammenhængende sætning, gjorde folk forvirrede. Måske var det den indsigt i mig selv, at jeg var switch der gjorde at jeg accepterede min queer-side? Den ekstra facet, det ekstra aspekt af mig? Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men efter i går at have stået foran spejlet på badeværelset og kontempleret lidt omkring betegnelsen ”queer” og ”switch” på én gang, indså jeg, at der da i hvert fald var en tydelig sammenhæng. En side af mig er maskulin, dominerende, har nemt ved jalousi men er stadig romantisk anlagt, holder fast når det gælder og tager initiativ og ansvar i min tilværelse. En anden side af mig er feminin, henslængt i dens eget søle af selvtilfredshed og egoisme, betragter verden gennem et glas rødvin og spejler sig så lidt som muligt i andre fordi den er unik som ingen andre kan være det.

Begge sider er lige stærke, begge sider er lige destruktive. Måske er det det min tilværelse skal gå med, nu hvor min uddannelse ser mere og mere ud til at gå hen og dø ud, at betragte kampen mellem disse sider af mig selv mens jeg flyver afsted i et tomrum hvor mennesker omkring mig er grå eller røde?

Måske har jeg bare virkelig fundet ud af meningen med hvad kineserne så i Yin og Yang, og jeg blot har fundet de to sider af mig selv i perfekt silhuet mod hinanden, sort og hvid, lys og mørke og alle andre dualismer i nyere filosofi?

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s