Nye øjne

For 1 år siden fik jeg briller efter at have knebet øjnene sammen i flere år når jeg skulle læse noget på afstand. Det var helt vildt pludselig at kunne læse busserne numre før de stoppede ved busstoppestedet, og kunne se skuespillernes ansigtsudtryk i teatret bare pga et stel med glasstykker hvilende på min næse.

Men nu hvor jeg danser hver uge og laver en masse teater, er brillerne kommet i vejen. For jeg formår ofte at dugge dem til i min ansigtssved, og det er ikke kun super klamt, men også super irriterende. I lørdags havde jeg så endelig tid til at gøre noget ved det, så jeg tog i Synoptik (lille reklame til dem fordi de er nice) og bad om kontaktlinser. Den søde ekspedient skulle først teste mig en masse hvorefter han guidede mig i gang med hvordan man tager kontaktlinser i – og det er ikke nemt.

For det første har jeg en neanderthaler værdig pande-øjne struktur der gør min øjne virkelig godt dækket og for det andet så er kontaktlinser små plastic ting der langt hellere vil klistre til din finger end dit øjenæble. Det er som at aflevere et barn i børnehaven der for alt i verden vil holde fast i sin forældre og ikke efterlades dette ukendte sted..  Men der sad jeg med den lille plastikskive og prøvede ihærdigt at få dem sat på plads. Min søde ekspedient guidede mig virkelig godt, og han sagde at vi fyre havde ofte sværere ved at få kontaktlinser i fordi vi ikke er vandt til at prikke os i øjet, kontra piger der jo er vandt til make-up. Jeg var lige ved at fortælle ham at jeg går med make-up en gang i mellem, men jeg besluttede at det nok var bedre at jeg koncentrede mig om min finger på vej mod mit øje, end at udrydde de heteronormative vaner han havde..

I kom de og det er første gang i mange år at verden ikke er sløret eller set igennem briller for mig. Det er jo vildt snyd at alle andre end os synshandicappede kan se verden så klart – for wauw! Ingen små fedtede briller eller utydelige former – alt er jo klart!

De fleste synes at jeg er langt pænere med briller og det er nok fordi de er en del af mit kendtegn. Jeg omtales ofte som “Oliver, ham med briller og ring i næsen” og selvom ringen stadig er der så ‘mangler’ der noget synes folk. Jeg har jo kun haft briller 1 år så jeg synes det er vildt hvor meget folk knytter de briller til mig! Her på det seneste har jeg dog bidt mærke i hvor hurtigt folk er til at huske mit navn, og selvom jeg ikke rigtigt kender dem. Jeg ved ikke om det er ringen, brillerne eller min personlighed der gør at folk husker mig, men jeg tager det som et kæmpe kompliment! På en eller anden måde tror/håber jeg, at det er fordi folk synes jeg ligner en Oliver. Jeg har jo selv skulle vælge mit navn, og det at folk hurtigt lærer det tager jeg som at de synes navnet passer til mig.

Anyway. I skrivende stund er jeg faktisk virkelig træt og det virker som om min højre linse gerne vil flygte, så jeg vil se noget serie og få ryddet op. Jezuz hvor kan jeg rode meget på kort tid! thug-life-meme-glasses 2

Advertisements

Dovenskæg

Jeg er en doven person. Hvis jeg kan slippe afsted med ikke at gøre noget, så gør jeg det ikke. Det er tydeligvis en character flaw, men man kan jo heller ikke være perfekt på alle områder, og det bevirker jo også at jeg har mere tid til at ligge og se serier, så helt skidt er det ikke 😀

Min dovenskab gælder dog også mit udseende. Jeg er flere gange blevet kritiseret for mine uregerlige øjenbryn, min mangel på make-up, mine grimme negle og jeg ved ikke hvad. Sandheden er, at jeg er ret ligeglad. Jeg ORKER simpelthen ikke at skulle plukke øjenbryn hver aften, specielt ikke fordi de fleste af dem er så hvide at de knap kan ses i spejlet. Altså, hvis det er noget andre folk har lyst til, så fred være med det, men I får ikke mig med på den.

Når jeg skal være social er der forskellige stadier af make-up, jeg benytter mig af:

1: Hjemme hos mig, gode venner/kæreste – ingen make-up. Hvis man er heldig har jeg mascara på, men det er det.
2: Afslapning hjemme hos venner/kæreste – mascara, og hvis jeg gider, kohl liner.
3: Fest hos venner/større forsamling/interview – BB cream, pudder, mascara og liner.
4: Fest i byen/fint selskab/familiefest – All of the above + øjenskygge og måske blush.

Jeg kunne aldrig finde på at tage make-up på når jeg bare er for mig selv – hell, jeg kan knap nok tage mig sammen til at tage tøj på, hvis jeg ikke skal ud af lejligheden den dag! Og hvis jeg ikke skal være social, well, så barberer jeg mig heller ikke. Og det er ikke fordi, jeg ikke trænger til det. Jeg kan gro et anseeligt skæg på en uge, hvis jeg vil. Det er sket før – så sent som i februar i år lå jeg syg, og var overhovedet ikke social. Med min forkølede stemme og mit fine fem-dages skæg, var det næsten som at se mig selv som jeg så ud for 2 år siden!

Jeg nyder faktisk at lade skægget gro lidt, af flere grunde.
For det første er det nogle gange hårdt for psyken at skulle barbere sig. Det er det ikke så meget mere, men for blot et år siden var det helt forfærdeligt at blive mindet om at man ikke var helt lige så meget kvinde som andre kvinder.
For det andet er det hårdt for huden. Jeg har meget sensitiv hud, og jeg får knopper på halsen hvis jeg barberer mig flere dage i træk.
For det tredje er barberblade super dyre! Like, damn!
Og for det fjerde er jeg doven.

Men nogle gange hænder det at jeg skal købe ind, og her står mange folk af. Jeg barberer mig ikke bare fordi jeg skal i Føtex. Jeg smider blot en helt anonym vindjakke på, og tumler ned i centret. Man skulle tro, det ville genere mig, for de fleste folk vil helt naturligt aflæse dig som mand, når du har så fint et skæg…men jeg er ret ligeglad. Jeg er bare mig, og jeg behøver ikke at overbevise tilfældige folk i Føtex om at jeg er kvinde. Screw that.

Men…jeg har lidt et problem, nu, for efter at have været i hormonbehandling i et års tid, og have levet som kvinde lidt længere end det, har jeg tillagt mig diverse feminine træk…mit hår er langt og flot, min røv er ganske pæn, og den vrikker så fint. Min stemme er lys med feminint tonefald, og, ja…jeg tænker nogle gange, om folk bliver forvirrede, når de ser mig 😀

Men jeg er ligeglad. Folk må tænke hvad de vil, og jeg ser sgu stadig godt ud med skæg Bearded-Lady

Hell. Yes. 😀

Mænd

I fredags var jeg inviteret til min venindes roomies indflytterfest. Lad os kalde roomien Daniel. Jeg har tidligere mødt ham et par gange når jeg har besøgt min veninde, men derudover er vi fremmede for hinanden. Hele sidste uge havde jeg lyst til at tage make-up på, så da fredag oprandt tænkte jeg at jeg ville gøre det – jeg kunne fjerne det inden festen.
Make-uppen blev siddende og jeg begyndte at bestige deres 3-etagers trappeopgang. Daniel har aldrig set mig i make-up, men endu mere pressende så ante jeg ikke hvordan vi skulle hej til hinanden.

Skulle vi give hånd? Kramme? Vifte lidt med hånden med en halv meters afstand og sige hej? Støde brystkasserne mod hinanden og brøle? De 3 etagers trapper blev pludselig meget korte og jeg stod nu i at skulle tage valget om hilsnen.

Der er følgende måder at hilse på imellem mænd:

1. Give hånd. Klassisk, men kan kun bruges én gang, medmindre det er en offentlig instans, svigerfar eller en sælger.
2. Håndtryk. Super cool og gøres gerne med total sikkerhed. Minder lidt om at lægge arm, bare i luften og uden nogen vinder (hvis du vrider hans arm om så bliver det pludselig en helt anden form for hilsen).
3. Håndtryk med kram. Håndtrykket bliver elastikken der hiver brystkasserne sammen. Hænderne kan i nogle tilfælde ende med at bliver klemt imellem skridtene, hvilket ingen kommentere på.
4. Kram med slag. Det er ligesom et rart kram, men istedet for at holde om personen slår man personen i ryggen. Styrken af slaget afhænger af hvor nære man er. Jo hårdere jo mere holder man af hinanden.

Døren gik op og midt i alle hej’erne krammede jeg Daniel. Han var tydeligvis overrasket over min make-up, så på den måde faldt krammet godt i snor med den følelse. Det eneste jeg kan huske er hans hårde brystkasse og hans hoved der ubevidst prøvede at trække sig ud af situationen.
Der gik nogle timer før hans andre gæster ankom, og de 3 første var mænd. Dem havde jeg mødt før også, men jeg valgte at gå med nr.1 kombineret med et vi-har-hilst-på-hinanden-før-smil. Så sad jeg der i sofaen omgivet af 4 mænd, med min veninde ved min side, iført krigsmaling imens jeg suttede på min Somersby Hyldeblomst og skålede med dem og deres øl.

Det her er sådan det plejer at gå; At jeg sidder og føler mig som en akavet sæk kartofler blandt andre mænd. Jeg bliver pludselig ekstremt opmærksom på mit ikke skæggede ansigt, mine smalle håndled og min non-existing viden omkring sport og biler. Jeg ender i en små kedelig small-talk med en fyr hvor jeg prøver at fortæller om teater og han nikker uvidende til. Ikke engang med andre teatermænd plejer det at gå bedre, for jeg føler mig altid udenfor og anderledes, og den ellers hyggelige sociale situation bliver en målskive for min egen usikkerhed der nailer hver gang jeg gør noget “forkert”.

Og det er bestemt ikke fordi andre mænd ikke gider snakke med mig, tværtimod. Mangen mænd har prøvet at få mig med i socale mande settings, men hver gang har jeg måtte forlade skuden før jeg druknede i min egen usikkerhed eller kedsomhed.

Fordi for mig er det sjovere at snakke med piger. Hvilket nok især bunder i, at jeg synes det er sjovt at flirte. Med piger er jeg maskulin uanset om jeg komplimentere deres tøj, udseende eller snakker hverdagsliv. Der føler jeg ikke at jeg er i en konkurrence om at være den bedste. Den mest mandede. Jeg er tryg i deres selskab og jeg morer mig.

I sidste ende skal man jo være sammen med dem man har det bedst med, i mit tilfælde er det bare oftest kvinder.
tumblr_my11yuOmAh1qgwqw9o1_500

Toilet-træning

Jeg har altid haft et godt forhold til toiletter.

Nej, altså, ikke på -den- måde…geez…

Et toilet har for mig altid været et sted, hvor jeg kunne være helt alene. Beskyttet. Bare det at kunne lukke og låse en dør, så jeg er adskilt fra resten af verden er befriende for mig, og jeg vil være ærlig og sige at når jeg er stresset i offentlighed, eller føler angsten komme snigende, så lokker et toilet i en stille, offentlig bygning helt utroligt meget. Ingen dømmer dig, når du sidder i en bås med bukserne nede, for du er allerede i gang med at gøre den ting, de fleste folk skammer sig meget over at skulle gøre. Vi snakker ikke om vores toiletbesøg, medmindre det er med vores læge – og selv da er det ubehageligt!

Så et toilet er, for mig, et frirum. Lukket og låst.

Men jeg er indenfor det seneste halvandet år blevet klar over, at mit valg af frirum har negative konsekvenser for andre. Tidligere, da jeg primært brugte herretoilettet, var der ingen fare, hverken for mig selv eller andre tilstedeværende. Flere rækker af mænd stod gladeligt med deres pikke i hånden og ingen var nogensinde i fare for at blive voldtaget. På herretoilettet var pikken blot det rør, igennem hvilket urinen strømmede. Intet mere.

Men så snart en person med pik vover sig ind på dametoilettet, forvandles dette slappe rør til et enøjet monster, der kun er ude på at voldtage kvinder, eller i hvert fald krænke deres blufærdighed ved at snige sig ud af bukserne eller rejse et tydeligt telt i indehaverens kjole. Jeg ved det, jeg har prøvet det selv. Selvom jeg er panseksuel, er det kun i kvinders tilstedeværelse at min pik bliver ustyrlig. Og det selvom jeg sidder i min egen bås og ikke kan se dem. Det gør det utroligt svært at tisse siddende, når pikken stritter lige op af bar liderlighed, og nej for helvede hvor er det da en absurd tanke.

Jeg vil ikke sige at -ingen- transkvinde ville voldtage en anden kvinde på toilettet. Jeg vil bare sige at jeg har aldrig hørt om at det er sket. Jeg har aldrig snakket med nogen, der har udtrykt det ønske. Og jeg har aldrig selv så meget som mærket lysten til at gøre det.

Når jeg går på toilettet, er det for at bruge toilettet til dets intenderede formål, eller tjekke mig selv ud i spejlet. Nogle gange går jeg derud for at være alene. Nogle gange af nød. Men jeg har indtil videre været heldig nok til at folk ikke har stillet spørgsmålstegn ved min tilstedeværelse på dametoilettet. Hvilket jeg tolker som: “Jeg ligner en kvinde”. Hvilket er godt, for jeg -er- også en kvinde. Yay!

Jeg kan ikke forestille mig at gå ind på herretoilettet, medmindre der er kø til damernes. Ikke nok med at jeg selv ville føle mig ekstremt utilpas – jeg ville også gøre alle andre utilpasse. Og det er det sidste, jeg ønsker. Honestly. Uanset hvad nogle tror, så er det ikke ens kønsorganer, der afgør om man hører til på det ene eller det andet toilet. Det er ens køn. Tillad mig at demonstrere:

toilet1
Her ser vi det klassiske toiletskilt. Disse to figurer repræsenterer vores klassiske opfattelse af det binære kønssystem, vi er så glad for. Til venstre: en person i kjole. Til højre: en person i hvad jeg antager er bukser. Der ses ingen kønsorganer.

Men hov, siger du, vi ved jo godt at personen i kjolen er en kvinde, og den anden person er en mand. Det er sandt, vi er blevet enige om at den ene er en kvinde, og den anden en mand. Ellers fik vi problemer…

For hvis vi skal opfatte det bogstaveligt, vil skiltet vel egentlig betyde at personer iført kjole skal benytte det ene, mens personer iført bukser skal benytte det andet. For mit eget vedkommende ville jeg så benytte dem ca. 50/50 – halvdelen af gangene omgivet af mænd og andre kvinder, der holder af bukser. Bukse-toiletterne ville være overfyldte. Nej. Selvfølgelig er det ikke bogstaveligt. Hvilket toilet vi bruger afhænger ikke af vores kønsudtryk.

Det er kvinde og mand. Det er køn/kønsidentitet. Ingen reference til kønsorganer, og det er sådan, det burde være, for der er -utroligt- få mennesker, der rent faktisk kigger på andres kønsorganer ude på toilettet, eller i hverdagen generelt (igen, bortset fra læger…de har det sgu ikke nemt!). Vi bruger ord, der denoterer køn: Herre/dame, drenge/pige, men’s/ladies’. Kun meget sjældent Penis/Vagina.

Nogle folk ville måske argumentere for at vi lavede Hunkøns-, og Hankønstoiletter i stedet…og der ville jeg jo så nok være nødt til at smække pikken på bordet og joine mine penis-fæller, for man ville jo nok være nødt til at oprette kontrol, så ingen pikke sneg sig det forkerte sted hen…hvilket ville kræve at alle viste deres kønsorganer før de kunne komme ind. Så tror jeg bare, jeg pisser i en port i stedet.

Nej, seriøst. Er du mand, går du herretoilettet uanset om du har pik eller ej, og uanset hvordan din påklædning ser ud. Er du kvinde følger samme logik. Nogle gange må man vælge mellem selv at være utilpas, eller gøre andre utilpasse. Det er lidt en Lose-Lose situation, men sådan er det nu engang. Er du non-binær må du helt selv vælge toilet. Er du voldtægtsmand med intention om at overfalde folk på toilettet, må du meget gerne gå direkte i fængsel. Tak.

Toiletter er stadig frirum for mig. Jeg lader andre være i fred, hvis de lader mig være i fred, og sådan burde det være. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt personen i båsen ved siden af dig hører til på dit toilet, er det bedste råd, jeg kan give: Pas dig selv.

Btw, hvad sker der lige her?
toilet2
…jeg går hverken med bowlerhat eller læbestift til hverdag…what do I doooooo…

Spørge-Jørgen møder Kloge-Åge

Er du på det rigtige toilet?
Jeg har fået spørgsmålet et par gange. Jeg ved ikke hvad folk forventer at få af svar på det spørgsmål. Måske havde de regnet med at jeg pludselig vågnede op som fra en trance, og sagde “Guuuuuud nej. Jeg skulle da have været på bibliotekets toilet! Min teleportationsmaskine er stadig i beta-test fasen, haha, undskyld!” Flere gange har jeg været fristet til at sige noget i den retning.
Det er hvad det er, og somme tider sker det jo også, at man lidt fraværende kommer til at vandre ind på det forkerte toilet. Problemet for mig opstår når jeg, efter at have vurderet urinaler samt stereotypiske kønsudtryk på mine fellow toiletbesøgende, bekræfter overfor den spørgende, at ja, jeg er på det rigtige toilet. Og så spørger de om jeg er sikker.
Er jeg sikker?
Undskyld. Nej. Jeg er jo selvfølgelig helt klar over, at DU som vildtfremmed person ved langt mere om mit køn og hvilket toilet jeg skal bruge end jeg. Faktisk kan dette spørgsmål bringe mig ud i en full-blown eksistentiel krise. For hvad er køn overhovedet? Kan man nogensinde være sikker på noget som helst? Hvad nu hvis hele verden er en hallucination som min hjerne opfinder, og jeg i virkeligheden er en masseløs bevidsthed der svæver gennem rummet mens jeg drømmer?
For min egen mentale sundhed siger jeg bare at ja, jeg er sikker. 99% sikker. I hvert fald.
Det er så her man somme tider ser folk begynde at argumentere for, hvorfor jeg tager fejl. “Nå men, det er bare fordi din stemme er så lys” “Jamen, du ligner altså en pige” “Okay, men hvis du er en dreng, hvorfor har du så neglelak på?” Den sidste har jeg fundet svaret på, og for at illustrere har jeg frembragt en lille tegneserie:

næseknips
PS jeg har neglelak på hovedsageligt fordi det er pænt og jeg godt kan lide det. Næseknipseri er sekundært.

Freaking toilets

Du skal vaske dine hænder hver gang du børster tænder… eller noget.

Toiletter. Bad. Hygiejne.

To be honest, så har jeg ikke så meget på hjertet omkring toiletter, når det kommer til om hvorvidt det skal være kønsopdelt eller ej. Det er vel op til det pågældende sted (i de fleste tilfælde uddannelsesinstitutioner og beværtninger o.lign) hvad de vælger af skilte til deres døre, bag hvilke de hvide cisterner, krom vandhaner og flisegulve gemmer sig. Hvis man vil ændre på kønsopfattelsen i samfundet, og dermed muligvis også hvordan toiletskiltene ser ud, skal man gå ned i grundstenen for kønsopfattelse og hvad det vil sige og hvad det indebærer at være menneske. Og det er lidt en lang vej bare for at kunne gå på det samme toilet som det modsatte køn. Hvorfor er det egentlig vigtigt? Er det det evindelige “lighed for alle”-mantra der skal presses ned omkring folks hoveder, om de har lyst eller ej? Og skal de fordømmes hvis de egentlig gerne helst vil gå på WC med dem de identificerer sig med kønsmæssigt, fremfor at blive en del af en skøn, blandet landhandel? Jeg kan tænke på adskillige sager jeg hellere vil gå op i før det kommer til toiletkulturen.

Jeg får ofte et kort, lidt undrende blik af fyrene når jeg går ud på herretoilettet i en eller anden offentlig sammenhæng, men jeg har langt om længe lært at kaste det af mig. Det er ikke mere anderledes end at en punker måske får et ekstra blik på sin hanekam eller næsepiercing. Dermed sagt har jeg selv sidecut, har en del ar i ansigtet fra diverse operationer og skiller mig generelt lidt mere ud i mængden end de fleste. Så om de skeler til min frisure eller min tøjstil, big deal. Det er måske i virkeligheden deres sko der er for små hvis de går op i hvordan deres toiletkammerater ser ud.

Det er store tanker og ønsker, at få indført et generelt ikke-kønsopdelt toiletsamfund. Jeg tror bare vi er for mange tusind/millioner år fremme til at kunne nå at gribe ind og ændre det. Og hvis man ser på Tysklands opdeling efter 2. verdenskrig og hvor meget man ønskede at få samling igen, blev Muren alligevel revet ned mens økonomien på den ene side var bedre end den anden, og det satte landet adskillige år tilbage at slå de to dele sammen fremfor at holde det adskilt lidt endnu til de begge ville kunne fungere godt sammen under samme paraply der idag er Tyskland.

Did that make sense? I’m not sure it did. Men min pointe er, at man ikke skal presse noget ned over nogen. Det er stadig et mindretal man hører til som transperson/queer/whatevs, og på trods af at jeg stadig tror, at der er mange der vil være med på vognen hvis man indførte unisex-dit og unisex-dat, så har jeg på fornemmelsen af at folk ikke helt er klar til det. Endnu.

Indtil da vil jeg tage mit toiletbesøg med ophøjet sindsro og glæde når trykket endelig er lettet.

Kønsopdelte toiletter?

Her i weekenden diskuterede jeg med en veninde det kønsopdelte toilet og hvorfor mon man opdelte dem. Hun sagde, at det skyldtes “rape culturen” og deri, at kvinder (og mænd) er bange for at udsættes for overgreb på toilettet hvis det modsatte køn er der.

Det kunne være interessant at se om der er flere voldtægter på unisex toiletter fremfor de kønsopdelte. Jeg mener, hvis man virkelig vil voldtage nogen stopper en lille tændstiksperson med en trekant over skridtet så virkelig en? Og for mig at se er det at gå på toilettet ikke ligefrem det mest sexede i verden. Jeg kender ingen der nyder at opleve offentlige toiletter mere end højst nødvendigt. For uanset hvilket toilet du går ind på så lugter ingen af dem godt, og ingen af dem lover dig privat diskretion og nok toiletpapir. Det bliver simpelthen aldrig højdepunktet i ens liv, at placere sin popo hvor x antal ukendte mennesker også har (specielt ikke når du kan mærke varmen de efterladte).

Efter jeg selv forskrækkede 2 ældre damer skiftede jeg over til “herre” toilettet, af simpel hensyn til folks ve og vel. Det ville være trist at have på sig, at folk fik et hjerteanfald fordi jeg kom ud af det “forkerte” toilet.
Det sjove er at selvom biologiske-fødte-mænd og talentfulde kvinder kan urinere fra længere afstand af, så er resultatet det samme. For der er mange forkerte måder at bruge et toilet på, men på både “dame” og “herre” toilettet håber personalet og senere brugere, at folk bruger toilettet rigtigt. At resultatet er noget der kan skylles væk og glemmes.

Toilettet må derfor være andet end at få dækket et fysisk behov, men hvad er det så? En underlig café der servere halvlunken vand fra hanen? Et venteværelse uden magasiner? En skønhedssalon hvor du selv medbringer dine remedier? Jeg har endnu ikke oplevet to fremmede mennesker føre en samtale på toilettet der var andet end kommentarer til eventuelle defekte ydelser i rummet, og selv da er det efterfulgt af nervøs latter og en hurtigt afgang fra lokalet. Jeg har heller aldrig hørt nogen aftale at mødes på toilettet og gøre sig klar til en begivenhed, det har mere tydeligt været et nødstilfælde akkompagneret med “hvor pinligt det er” og latter.

Jeg tror ikke at der vil være en stigning i voldtægt og overgreb hvis vi droppede de kønsopdelte toiletter. Jeg tror heller ikke det vil øge sandsynligheden for at du møder den eneste ene. Det jeg tror der vil ske er, at ingen vil lægge mærke til forskellen.

For i bund og grund er det at gå på toilettet en meget privat sag (medmindre du er en af de peroner der tager dine venner med IND i båsen), og noget de fleste vil holde i små aflukkede rum alene. Det vigtige, i det mindste i Danmark, er den her sociale angst vores samfund er fanget af. Vi er verdens mest indelukkede samfund og tanken om at vi skal dele toilet med ENDNU flere mennesker end allerede, og dermed ignorere ENDNU flere, og undgå ENDNU flere blikke og akavede samtaler er vores stop-klods tror jeg.

Som så meget andet med kønsopdelinger synes jeg det er fjollet, men jeg må ærlig indrømme at jeg i hverdagen retter ind og undgår trekants-tændstikpersonen når naturen kalder. I sidste ende vil jeg jo bare gerne have det overstået. unisex

Sjov med fordomme

Ja, tro det eller lad være – det var min søndag eftermiddag 🙂

Jeg arbejder pt. sammen med en anden på et mindre projekt om aseksualitet: Vi indsamler fordomme omkring aseksuelle og formulerer så comebacks til hver enkelt af dem. Det findes allerede på engelsk i mange former, men det er ikke lykkes os at finde noget på dansk, så det laver vi så nu. Med udgangspunkt i meget af det engelske, selvfølgelig – det vil være dumt ikke at benytte sig af eksisterende materiale 🙂

Selvom det ikke er sjovt at blive konfronteret med fordomme, så var det faktisk en meget sjov og givende diskussion, vi havde om hele materialet – på samme tid enormt styrkende, i og med det hjalp os med at imødekomme og dekonstruere fordomme; lærerigt, da det gennem vores snak om hvert enkelt punkt gav os mulighed for at formulere os – sætte ord på de enkelte udsagn: samt sjovt, fordi vi ikke kunne lade være med at gøre grin med de åbenlyst idiotiske statements, vi en gang i mellem skal høre på.

Oven i det, så gik vi kødet på alt det, der lå bag fordommene – for de kommer jo ikke af sig selv. Der er noget i samfundet, nogle normer, der gør, at de forskellige fordomme får en legitimitet. Og det var det sjoveste af det hele – at gå i flæsket på alle de normer, der er om forhold og sex i samfundet, der er med til at opretholde de fordomme, der eksisterer. Ikke kun fordomme over for aseksuelle, men alle queer mennesker i det hele taget. Nu var vores fokus her dog snævret ind til aseksuelle, men vi kom da alligevel ind på seksualitet og køn på et mere generelt plan.

Nu har vi indtil videre skrevet 6½ side – og jeg er godt tilfreds med det indtil nu 🙂 Jeg ser frem til det endelige produkt – for ikke alene bliver det fedt, men vi kommer til at bruge det på så mange måder i forhold til fremme af forståelsen for aseksuelle mennesker 🙂

Go’ søndag!

10501966_522796874487606_3843992528544962896_n

Hakuna Matata

Udover at være mit motto, er dette en signifikant frase for mig, idet den symboliserer noget meget personligt…

Begyndelsen på min seksuelle opvågnen.

Forvirret? Fair nok. Men prøv så at forestille dig, hvor forvirret jeg selv var da jeg som ganske ung så Løvernes Konge, og fik mit første crush på en af karaktererne i den. Gæt hvem?

Simba. Selvfølgelig var det da Simba! Vi snakker ikke lille, trælse, forkælede Simba, nej nej, men den voksne, selvsikre, egenrådige Simba, med en manke flottere end selv Mufasas. Hans stemme, hans karakter, hans måde at bevæge sig på…jeg var forgabt. Og meget, meget forvirret.

Jeg har snakket med nogle få folk om dette, og de fleste synes, det er sært – de fleste teenagere forelsker sig i menneskelige karakterer fra Tv-shows, film eller musikgrupper (eller deres klasselærer…been there too), og jeg skal da også indrømme at Angel og Spike fra Buffy absolut heller ikke undslap mit blik. Det er tilmed okay at være forelskede i menneskelige karakterer som Prins Erik eller Jasmin…men for mig var det altså Simba der startede det hele.

Lad mig få noget på det rene – jeg er ikke seksuelt tiltrukket af løver eller dyr i det hele taget. Det er slet ikke det, det handler om. Jo, altså, jeg har haft mine seksuelle fantasier om Simba, men det har være meget uskyldigt, og har sådan set bare været den scene til sidst i ‘Can you feel the love tonight’, hvor de endelig “kysser”.

Følelserne er der stadig, og ligesom så meget andet ved min person, som jeg og andre vil anse som “sært”, har jeg valgt at give dem lov til at være der. Simba var mit første crush, og dukker stadig op i mine tanker fra tid til anden. Det vil jeg ikke undskylde for 😀

Og jeg er ikke alene i at have disse følelser. Forleden så jeg en video fra Buzzfeed, der omhandlede samme emne – og her blev Simba også nævnt. Det var faktisk det, der inspirerede mig til at lave denne post 🙂

Jeg har altid gerne ville have en kæreste som Simba…og jeg ville være dennes Nala.

Og det sjove er…nu hvor jeg tænker over det…har begge mine seriøse forhold haft en Simba/Nala agtig kvalitet…

Og de har begge været rødhårede!

Måske har Simba sat dybere spor end først antaget…oh well. Hakuna Matata 😉

hakunamytatas

Switch’n’queer

Et spørgsmål der nok vender tilbage til de fleste mennesker gennem tiden: Hvad er jeg? Hvad betyder det at være menneske? Har vi noget formål overhovedet andet end at være mennesker? “Hvem” er ikke så relevant, det sørger vi selv for. Men den fysiske skal, homo homo sapiens… Hvad er vi?

Mange prøver at fylde det tomrum hvor svarene står uskrevet med religion, arbejde og karrierer eller en eller anden højere form for kunstnerisk udfoldelse. Nogen udvandrer af samfundet og finder måder at være selvforsynende i en tid hvor teknologisk afhængighed er allestedsnærvende. Andre vælger at leve i en rutinemæssig trummerum med troen om at det er deres handlinger, der gør dem til mennesker, og at det måske i virkeligheden er formålet med det hele.

For andre, er det ikke nær så eksistentielle overvejelser der ligger bag spørgsmålene. Det kan for nogen være en daglig kamp at stå nøgen foran et spejl og se på sig selv og spørge ”Hvad er jeg?” og spejlet lyver som bekendt aldrig. Det viser det fulde, blottede og sårbare billede af et sind i oprør mod sig selv og dets skal, dets fysiske struktur. Overvejelserne går ikke så meget på hvad meningen med livet som menneske er, men mere hvad man selv føler man er. Hvad gør én til det man er og ikke det man føler, eller måske omvendt? Måske i højere grad omvendt for en del.

For har man først accepteret at man er en højde, en bredde, en længde, en vægt, en hårfarve eller øjenfarve, en ansigtsform og en brystskål, så er det nok ret nemt for de fleste at komme videre. Der er ikke mange flere spekulationer, andet end om man kan passe garderoben hvis man ligger lidt for meget på langs på sofaen foran Netflix’ dragende dybder, eller om skoene nu også går til læbestiften, halstørklædet eller hipster-fuldskægget.

Det er derimod sværere hvis vægt og mål ikke nødvendigvis passer sammen med det køn kroppen foran én, i spejlets refleksion, viser.

Jeg fandt en metode. Jeg ved at det ikke er hvem som helst der ville kunne anvende den, men den virker for mig, og måske den også virker for et par andre. I have no idea. Og jeg har mit lokale BDSM-miljø at takke for det (generelt har jeg det en del at takke for, men det er underordnet i den her diskussion).

Indenfor BDSM-miljøet findes der en betegnelse der hedder ”switch” (som en kontakt der kan stå på en indstilling eller en anden). Det betyder basically at du kan både være dom/top, dvs. den der langer slag ud, styrer showet og har ansvaret for legens gang, mens du i en anden session kan være det totalt modsatte, sub/bottom, den underdanige, underkastede og tjenende. Der er mange der betegner sig mest som det ene eller det andet, men der findes også en gråzone af folk der kan begge dele. Faktisk er rigtig mange af de folk jeg kender switches. Nogen folk mener ikke at fænomenet eksisterer, at en switch altid vil vælge at hælde mere til én side end en anden, og at det derfor bare er en undskyldning for måske at være lidt anderledes.

Da jeg fandt min switch-rolle frem, for jeg har altid vidst den var der, bare ikke turdet gå så meget i dybden med mig, var det også dér jeg indså at jeg måske var mere queer, end jeg egentlig havde troet jeg var til at starte med. Mine egne forsøg på at passe alle de ting ind, som jeg var, under et tag, eller rettere i en sammenhængende sætning, gjorde folk forvirrede. Måske var det den indsigt i mig selv, at jeg var switch der gjorde at jeg accepterede min queer-side? Den ekstra facet, det ekstra aspekt af mig? Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men efter i går at have stået foran spejlet på badeværelset og kontempleret lidt omkring betegnelsen ”queer” og ”switch” på én gang, indså jeg, at der da i hvert fald var en tydelig sammenhæng. En side af mig er maskulin, dominerende, har nemt ved jalousi men er stadig romantisk anlagt, holder fast når det gælder og tager initiativ og ansvar i min tilværelse. En anden side af mig er feminin, henslængt i dens eget søle af selvtilfredshed og egoisme, betragter verden gennem et glas rødvin og spejler sig så lidt som muligt i andre fordi den er unik som ingen andre kan være det.

Begge sider er lige stærke, begge sider er lige destruktive. Måske er det det min tilværelse skal gå med, nu hvor min uddannelse ser mere og mere ud til at gå hen og dø ud, at betragte kampen mellem disse sider af mig selv mens jeg flyver afsted i et tomrum hvor mennesker omkring mig er grå eller røde?

Måske har jeg bare virkelig fundet ud af meningen med hvad kineserne så i Yin og Yang, og jeg blot har fundet de to sider af mig selv i perfekt silhuet mod hinanden, sort og hvid, lys og mørke og alle andre dualismer i nyere filosofi?