What’s in a name.

Jeg lægger hårdt ud, I know, men det her er noget, der er poppet op i min hverdag gentagne gange i den sidste måned, og jeg føler et behov for at artikulere mine følelser omkring det.

Jeg sad for nylig til et møde med en flok andre transkønnede, deriblandt en som tilhører en ældre generation. En person, der stadig benytter ordet ‘Transseksuel’ i flæng (men den diskussion tager vi en anden dag), og som er meget ublufærdig. Hun proklamerede over for den lille flok, vi var, at hun havde googlet mig, men at hun i stedet for at finde mit nuværende navn, fandt frem til mit gamle. Hun valgte så at dele dette navn med alle de tilstedeværende. Bare sådan uden videre.

Og det generede mig voldsomt! De fleste af dem kendte allerede mit gamle navn, fordi vi har udvekslet forfærdelige kørekorts- og pasbilleder, men det er et navn, jeg ikke selv har brugt i over et år, som jeg ønsker aldrig vil blive brugt om mig igen, og som endda gør mig utilpas når jeg hører det brugt på andre. Ikke fordi det er et grimt navn, men det er svært ikke at have et dårligt forhold til det navn, man har associeret med indre og ydre lidelse gennem det meste af sit liv. De fleste transpersoner forstår dette, og jeg ville aldrig benytte en anden transpersons navn i nogen sammenhæng uden tilladelse.

Dette er selvfølge for mig,  og derfor bliver jeg også altid lidt paf, når personer, der vil interviewe mig, eller som møder mig tilfældigt i byen vil vide, hvad mit gamle navn var. Nogle gange beder jeg dem fortælle mig hvorfor denne viden er vigtigt for dem, og jeg har endnu ikke hørt et tilfredsstillende svar. Andre gange fortæller jeg dem blot, at mit gamle navn for mig er som det forfærdelige øgenavn, de blev drillet med i børnehaven. Det er ubehageligt. Det vækker dårlige minder om en tid hvor jeg hadede mig selv uden helt at vide hvorfor.

Men der er også en anden grund: Når folk kender dit gamle navn, hænder det at de ser dig anderledes for det. Helt ubevidst har vi forestillinger om, hvordan en, der hedder Kasper, Judith eller Pippi-Lilja, er som person. Navne har magt, og jeg er i den privilegerede situation at kunne have valgt mit eget navn, og dermed valgt, hvordan folk forestiller sig mig, ud fra det. Mit navn er mig. Så sent som i sidste uge snakkede jeg med en person, der gerne vil interviewe mig, og hun nævnte en anden transkvinde…men om denne transkvinde brugte hun hankønsord, og fortalte mig endog kvindens gamle navn. Jeg rettede hende. Hun undskyldte, og fortalte at hun havde svært ved at se denne person som en kvinde, fordi hun kendte hendes gamle navn, og hørte en mandestemme i telefonen, når de snakkede sammen. Hun associerede de to elementer, og derved kom også hankønsordene frem.

Og det er det, jeg frygter. Hvis jeg fortæller folk mit gamle, maskuline navn, frygter jeg at de vil tillægge mig maskuline egenskaber, og derfor lægge mere mærke til mine maskuline træk (af hvilke jeg stadig har en del). Jeg forstår godt at folk er nysgerrige, men for mig er dette spørgsmål om det gamle navn mere invaderende end spørgsmålet om mine kønsorganer.

Det er heller ikke kun transpersoner, der gør det her med at vælge deres eget navn. Jeg har flere ciskønnede venner og veninder, som jeg kun omtaler ved deres eget valgte navn, hvad enten det er et kælenavn, de godt kan lide, en variation af deres “gamle” navn, eller et helt andet navn, de af en eller anden grund foretrækker – muligvis fordi de har dårlige associationer med det gamle, eller fordi de simpelthen ikke identificerer sig med det.

Jeg har set skuffelsen i folks øjne, når de bliver bedt om at oplyse et navn, de hader, fx i juridiske sammenhænge. Jeg har oplevet hvor ydmygende det kan være for folk, når de bliver kaldt deres gamle navn foran venner, der kun kender dem som det navn, de selv har givet. Og jeg føler det stadig, hver gang min egen far glemmer at jeg ikke længere har det navn, han har været vant til i 26 år. Det er ærligt talt en af årsagerne til at min kæreste endnu ikke har mødt mine forældre – jeg er usandsynligt bange for at han vil komme til at se mig i et andet lys, for selv om han kender mit gamle navn, har han aldrig hørt det brugt om mig direkte.

Så lad være med at stille spørgsmål til mit gamle navn – det kommer hverken dig eller mig til gode at du har den information, og det er trods alt nemmere kun at skulle holde styr på et enkelt navn, ikke? 😉

Advertisements

Jeg turde ikke

Det var næsten for godt til at være sandt. Jeg måtte se syner, læse forkert; et eller andet fortalte mig ihvertfald, at jeg ikke kunne være så heldig. Det ville være helt og aldeles umuligt.

Hendes introduktion ind i mit miljø og mit liv, sådan det helt hårde crash-course fandt sted for cirka 13 måneder siden, og hvor tilbageholdende hun end måske var i starten om tanken, så tog hun imod mit tilbud om at følge med mig ned i klubben og se, høre og være vidne til, og måske endda selv prøve, hvad det var der fyldte mit liv, der hvor de fleste ville have lagengymnastik/sex.

For mig er BDSM en måde at udfolde mig fysisk der hvor min krop ikke er tilstrækkelig. Det er ikke blot et sted hvor jeg kan få lov til at stavre rundt i plateausko, korset og hofteholdere, men også et sted hvor dybden i mig kan udforskes. Jeg kan finde grænser hver gang og jeg kan rykke dem igen og igen, små skridt, “baby steps” som jeg sagde til hende i starten, men jeg rykker mig konstant. Det er en blid spiral man drages igennem, om man ser på sin personlige udvikling eller om man blot ser på en enkelt play-session. Det er som en prop der bliver hevet ud af bunden af badekarret og man suser gennem følelserne, mærker hvordan verden forstummer omkring én mens kroppen giver det den kan, svinger læderfloggeren hårdere, langer længere ud med ridepisken og knækker spanskrøret for 117. gang mens man lytter til befriende grådkvalte tårer. Jeg giver mig mere når jeg leger med min partner end når jeg er i fitness. Jeg har flere gange oplevet min krop være mere øm efter en 3-timers session end efter 60 minutters high-impact cardio.

Derfor turde jeg heller ikke helt tro på det, da hun sagde ja til at være min partner, og da hun for ikke så længe siden, sagde ja til tanken om at flytte sammen. Vi er af samme støbning på mange punkter, men hun kan lide begge mine sider, min mørke, dystre, dominante side og min lyse, feminine, shoe-obsessed, cross-dressing side.

Jeg turde ikke håbe på, at finde en partner der ville kunne acceptere hele den pakkeløsning som jeg betegner mig selv som, fyldt med skeletfyldte skabe, mørke, snørklede afkroge der dukker op fra tid til anden; lyse og mørke dage der tilsammen udgør den jeg er. Men når hun dirrer for enden af det læderomsvøbte spanskrør eller når jeg er ved at kløjs i hendes strap-on, så ved jeg det er rigtigt.

Squat squat squat

Jeg vil anse mig selv som aktiv medlem i Fitness World. Mine favorit hold er BodyFit, Stram op og Funk. Alle 3 hold er meget populære – især blandt piger. Mine behårede ben og flade brystkasse vækker derfor ofte lidt opsyn blandt de andre, hvilket var nervepirrende i starten, men noget jeg er vandt til efterhånden. Langt de fleste piger tager mere vægt på deres bar en mig, og det er specielt når det kommer til yndlings øvlelsen over dem alle: Squat.

Squats er vejen til CULT røven, og basicly hvor du næsten laver skovskidder stilling et par dusin gange. Det er den eneste ulempe ved føromtalte hold, for da målgruppen er piger, og målet for mange piger er en god røv, så skal den fanme straffes i de 55 minutter vi er i gang.

Nu har jeg været aktiv i nogle måneder og selvom mit mål var større arme og skuldre, så blev jeg mødt af et overraskende syn i spejlet forleden. Jeg havde været i bad og var ved at tage tøj på da jeg så på min blege og behårede røv – Og nu veltrænede!

En veltrænet mande røv ligner lidt at nogle har knebet ballerne sammen på ham. Fedtet/fylden som biologiske kvinder har på røven og som gør den fyldig er væk, og er erstattet af to muskuløse ballemuskler. Min røv er godt på vej til at blive knebet sammen til føromtalte billede, hvilket jeg ikke vil protestere imod, men må være fordelen af at være på ”kvindehold” i Fitness World.

Jeg kan dog ikke være den eneste på holdene der er ved at køre død i squats, og som måske hellere ville have lidt større overarme end en spændstig røv. Men så kunne jeg selvfølgelig begynde til CrossFit sammen med alle de andre mænd, hvor jeg endnu ikke har oplevet så intens en strafning af ballemusklerne.

I sidste ende har jeg nu ikke kun en bleg og behåret røv, men også en veltrænet en. Så har man set det med.a8ac9-toilet

Blackout

Jeg ved ikke, om du lagde mærke til det, men i fredags var der dømt ”Blackout” på flere sociale medier.

En bruger på tumblr havde sat gang i initiativet, der var skabt med flg. formål:“#BlackOutDay aims to be a show of community and solidarity.” Det gik ganske simpelt ud på, at man over en enkelt dag gik efter, at alle selfies postet på tumblr (til at starte med) kun var af sorte personer.

Både på tumblr og twitter, hvor hashtagget #BlackOutDay blev meget populært, blev der i løbet af dagen postet utroligt mange selfies. Flere valgte endda at genaktivere døde konti udelukkende for at deltage.

For det gav utrolig god mening for folk at deltage. Som en twitterbruger kommenterede: ”Born out of necessity. We’re marginalized daily and create affirming spaces for ourselves.”

QT_0201 QT_0202

Flere subkulturer og dobbeltmarginaliserede grupper lod sig også hurtigt rive med, og snart var der bølger af selfies, der portrætterede f.eks. punkere og/eller queers (som billedeksemplerne her i indlægget).

Eventen blev en stor succes. Den formåede at skabe en fantastisk fællesskabsfølelse. Flere postede selfies af dem selv, synligt rørte over den massive respons på eventen. Mange andre jublede over den fantastiske repræsentation, det medførte. Det skabte en voldsom synlighed, som blev bemærket. Ikke alene af brugerne på de forskellige medier, men så sandelig også af medier og nyhedsudsendelser.

Mange ikke-sorte kommenterede på eventen på selve dagen og i dagene efter, at det for dem havde været fantastisk at overvære det hele. Flere gav udtryk for, at det havde været befriende at se den store diversitet, der var blandt alle billederne, og flere blev også rørte af de historier, der mange gange fulgte med billederne.

I kølvandet er der annonceret lignende events for andre marginaliserede grupper. F.eks. er den 31. marts datoen for en trans selfie dag på tumblr. Meget passende falder den på ” transgender day of visibility”. Og man kan kun håbe og krydse fingre for, den bliver lige så stor en succes som ”Blackout”.

Andre marginaliserede grupper, heriblandt queers, kan tage ved lære af ”Blackout”: Med utroligt simple midler blev eventen en succes, ikke kun over for omverdenen, men i høj grad også for de mennesker, der deltog i den. Den form for fællesskabsfølelse er guld værd, og det er noget, vi som queers nogle gange godt kunne mangle. Så hvis der skulle dukke en lignende event op for queers, så er min opfordring klar: Deltag! Ikke kun for at skabe synlighed, men for at få del i et værdifuldt fællesskab 🙂

Life in numbers

Jeg ville oprindeligt skrive dette indlæg på engelsk. Engelsk er lige ved og næsten mit andet modersmål, så bær over med mig hvis anglisismerne får overtaget fra tid til anden.

Vi kan måle og veje alt. Vi kan bruge statistikker til at læse samfundsadfærd, struktur og alt muligt andet gejl. Men vi undervurderer hvor meget magt tal har i vores liv, specielt når det kommer til vores personnummer. CPR. Det centrale personregister. Det er her vi alle sammen står, rad på række, som de elektroniske kuvøser stablet ovenpå hinanden som maskinernes høstmarker i Matrix.

Jeg er en af dem, der har fået foretaget juridisk kønsskifte. Det er faktisk lige sket igår. Eller rettere i forgårs. Proceduren indbefatter en 6 måneders betænkningsperiode, der udløb, for mit vedkommende, den 2/3. Derefter tog det en enkelt mail til cpr-administrationen, der ligger under økonomi- og indenrigsministeriet, og 24 timers behandling og så kom det nye nummer. Og så slog lynet ned og afskar mig fra min NemID og dermed også min eboks, netbank, skat – alt.

Det var en sær følelse at svæve dér, udstrakt i et rum hvor man ikke rigtig tilhørte noget. Man var afskåret, indespærret og på forunderlig vis sat til side. Jeg følte, jeg betragtede mine omgivelser gennem et slør der for første gang i sandhed afskar mig fra dem. Jeg var personlighedsløs, registreret i systemet, ja, men et nyt sted, et nyt nummer, og med oplysninger om mig som jeg ingen chance havde for at komme ind og tjekke. Jeg sidder og vil egentlig gerne kunne holde mig up-to-date med hvad der sker i min kommunes sagsbehandling af min revalideringsansøgning. Jeg ville også gerne se om der sker ændringer i mine tider på Riget, Sexologisk klinik og min kommunale alkoholbehandlingsklinik, som jeg besøger en gang om ugen som følge af årelangt misbrug (might be a topic for a later blog post).

Jeg fik søgt økonomisk støtte fra venner og familie til at kunne få bestilt nyt pas så jeg kan få mit NemID så jeg ENDELIG kan komme tilbage ind i systemet. Indtil da er jeg magtesløs i mørket og virkelig forvirret. Mange har sagt jeg bare skal ringe rundt og få ordnet tingene, men én ting er at ringe når man har svær angst når man skal snakke i telefon, en anden ting er at ringe rundt og få at vide at de ikke kan stille så meget op uden jeg tropper op med billede-ID, min ene lunge i pant og en underskrift fra Satan himself.

Derudover er systemet sådan indrettet at jeg skal skifte navn med NemID men jeg havde håbet at kunne gøre det før så jeg kunne få det nye, rigtige navn i mit pas INDEN jeg bestiller det. Det er ikke sådan verden vil have mig til at nå mit mål. Men så går jeg den lange, tunge vej udenom.

Modgang styrker karakteren – men det gør fandme også én harm fra tid til anden.

Praktikplads

Jeg skal til en samtale med H&M om en eventuel 2 ugers praktik hos dem i forbindelse med min uddannelse. De fleste kender til H&M, og de fleste har nok ikke set mange mandlige ansatte i butikken. Så allerede dér ved jeg, at det at jeg søger en stilling hos dem som fyr er et kæmpe forspring overfor mine kvindelige konkurrenter.

Hvorfor man skulle have bedre styr på mode bare fordi man er kvinde har jeg aldrig forstået. De fleste, uanset køn, går jo op i hvad de har på i en eller anden grad – om det så er fordi det skal være praktisk eller udtrykke noget bestemt. Jeg har altid gerne ville stå i en tøjbutik, men nu hvor jeg skulle ud og søge en plads har jeg skulle tænke mere over hvilken slags tøjbutik det skulle være.

Er jeg smart nok til Quint? Det mener min lærer. Men jeg føler ikke lige de Sniff trøjer og army mønstrer er mig (først når det er umoderne igen, ægte hipster her). Hvad med !Solid? Jeg elsker skjorter, meeeeeen gider jeg virkelig guide 16-årige drenge med slik frisure i hvad der får deres pinde-arme til at se bedst ud? Og alle Mr.’s butikkerne er udelukket da jeg ikke er hverken flødedreng, 35 eller hetero nok.

Derfor tænkte jeg H&M var et oplagt sted, med både ”herre” tøj og ”kvinde” tøj, og mest af alt en masse tøj man langt hen ad vejen kan kalde unisex. Så kan jeg bare håbe på at nogle små 12-13 årige unge lusker derinde for at købe deres første ”herreskjorte” og at jeg kan guide dem uden at de føler jeg dømmer dem på deres køn.

I sidste ende er det unfair hvis jeg har nemmere ved at få en praktikplads eller en eventuel elevplads i en butik bare fordi jeg er en ”dreng”, men hele uddannelsesystemet kan jeg tale meget længe og grimt om når det kommer til sin heteronormativitet.

tumblr_n96oaz13GC1riae2mo1_1280

Søndagstanker om køn

Min oprindelige tanke med mit første indlæg på bloggen her var oprindeligt noget helt andet, men dels har jeg lige skrevet et fire siders langt indlæg til en engelsksproget antologi om aseksualitet (jeps, jeg er aseksuel, men den historie kan I få ved en anden lejlighed), så min hjerne føles lidt ligesom kartoffelmos lige nu. Dels faldt jeg tidligere i dag over dette billede (herunder) på en blog, jeg følger, og indtrykket af det blev siddende, og jeg kunne ikke få det ud af hovedet igen. Så det her indlæg kommer altså til at handle om det, og så må min oprindelige tanke vente til et andet tidspunkt.

tumblr_nkikkhTOun1qfji1zo1_1280

 

På billedet skifter personens udtryk fra at være typisk maskulint til typisk feminint alt efter hvilket øjeblik, vi ser personen i. Tøjet og håret ændrer sig, og farverne er hhv. blå, lyserød og lilla – de to stereotype fremstillinger af ”drenge”- og ”pige”-farver samt blandingen af dem.

Tegnerens hensigt med tegningen har været at skabe en visuel præsentation af det at være genderfluid, dvs. at ens opfattelse af sit køn skifter indimellem. Nogle gange eller i nogle situationer ligger det i det maskuline spektrum, andre gange i det feminine, og det kan være, det af og til bryder fuldstændigt med opfattelsen af femininitet og maskulinitet.

Der ligger også noget personligt i det, for tegneren identificerer sig selv om ”genderless” eller ”agender” – på dansk ville det kunne hedde intetkønnet og akønnet. Og da disse sjældent (hvis overhovedet) skildres, har der nok også ligget en tanke om repræsentation bag. Det er udelukkende mit gæt, men jeg har fulgt denne persons blog en del år efterhånden, og vil mene, jeg rammer rigtigt.

Hvad er det så, der har gjort, at dette billede har ramt et eller andet i mig, kunne I nok spørge?

For det første er det den visuelle stil. Jeg er vild med den streg, tegneren har, og er også vild med mange andre tegninger, personen har lavet. For det andet er jeg vild med farverne i sig selv såvel som samspillet mellem dem.

For det tredje, så elsker jeg budskabet i det – at køn ikke nødvendigvis behøver at være fastlåst, men kan ændre sig. Om det er fra den ene dag til den anden eller over en længere periode, måske år – det gør ikke så meget. Bare det, at det er en visuel fremstilling af noget, der bryder med det syn på køn, de fleste har – at køn er enten mand eller kvinde, og de to i øvrigt er hinanden modsætninger.

Det ser jeg så sjældent illustreret, så da jeg fik øje på dette – ja, så blev jeg noget så glad indeni.

Nogle gange skal der ikke mere end et billede til for at bringe et lille smil på ens læber 🙂

(© Chekhov – http://chekhovandowl.tumblr.com/)