Det store hjerte

Det har taget sin tid at komme hertil, her, hvor jeg står nu. Det er ikke altid lige let at se tilbage. Midt i flytterod og kaos finder man glemte ting og sager. Efterladt af en fortid, der ikke synes reel længere, men som har haft en stor betydning i éns liv, ens tilværelse. Uddannelsespapirer med et sjovt navn på, kontoudtog til et andet cpr-nummer, eks-kæresters kvitteringer for Wii’en man købte sammen, en gammel telefon fra før knapperne blev integreret under skærmen, dankort-papirer der annoncerer at de nu har en chip. WAUW! De fleste ting ryger ud, men nogle bliver.

Såsom det fotoalbum jeg fandt her til aften da jeg sad og skulle sortere i gamle papirer. Det ene havde hovedsageligt gamle børnebilleder i op til 14-års alderen, den anden endte ved 15-års alderen. Jeg bladrede igennem dem, så på dagplejebilleder, så på skolefotos, så på mine tossede photoshoots med min roomie på efterskolen. Og så pakkede jeg dem tilbage ind i reolen.

De står der lige nu, men jeg regner med inden for ikke så længe, at integrere dem i det jeg kalder “mit hjerte”. Det er en stor kasse, ca 40x60cm, og den står under min seng. Den har stået der længe, samler støv i revnen hvor kassens øverste flapper lige akkurat ikke mødes, men den er der. Tung og heftig i sin fremtoning dernede. Den har ikke altid stået der. Det var faktisk først min anden kæreste, der introducerede mig til fænomenet, for hun havde en selv. Relativt meget mindre, da hun også var en del yngre end mig.

Kassen behøver ikke være pæn eller ny. Den kan være fra IKEA, den kan være fra en genbrug og have ingen som helst værdi for dig. Det der er vigtigt, er indeni. Ligesom med mennesker. På bunden af min ligger operationsrapporter fra mine mange besøg på Rigshospitalet som spæd, der er en gipsafstøbning af min hånd som 4-årig, der er en sort nonfirmationskjole (I was that rebellious, yes), min studenterhue, breve, tegninger, småting. Alt sammen har det til fælles, at de tilhører min fortid. Den er manifesteret ganske reelt i dens omfang, og den vokser for hver gang jeg flytter et nyt sted hen, hvor jeg inden da skal vurdere indholdet af min nuværende lejlighed og bestemme hvad der skal med og hvad der ikke skal.

Mine gamle fotos ryger nok ned i hjertet. Ikke glemt, ikke afvist fra min historiske tid. Men de kommer derned og mænger sig med det, der engang var. Nogen vil måske kalde det eskapisme eller projicering. Jeg losser min fortid ud i en kasse som bare står og står og gør ikke så meget andet. Men jeg kan betro jer, det er det bedste jeg har gjort, for at få styr på min tilværelse. At have noget håndgribeligt, noget samlet, som jeg af og til trækker frem og viser mig selv eller bekendte, som jeg er fortrolige nok med til at vise hvem jeg engang var. Jeg har nok ar på krop og sjæl til at jeg ikke behøver at have min fortids tyngde til at trække mig mere ned i min hverdag.

Derfor er det rart at have det store hjerte, stadig med en navlestreng til mig, for den er ved det helligste i mit hjem, min seng, hvor jeg drømmer og ser ud i mørket når alle omkring mig er gået til ro.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s