Roden til alt ondt er glitternegle

Der ligger en form for tåget “uuuhha!” om det at gå til psykolog, som om det er entreen til den lukkede afdeling, med dets hvide spændetrøjer og bedøvende medicin. Folk tror vel at man ligger på en sort læderbriks imens man taler om sin barndom, og psykologen er en ældre herre med runde briller der siger “hmm, javel, hvordan får det dig til at føle?” imens han langsomt krydser sindssyghederne af.
For mange ligger der sikkert også en masse “svaghed” i det at gå til psykolog, hvilket jeg slet ikke forstår. Det kræver jo netop meget styrke at forholde sig til sit indre – om det så er på en læderbriks eller i en dyb fuldemandssamtale med sine venner.

Jeg fortalte min veninde forleden at jeg har gået til psykolog i mange år og er rigtig glad for det. Hendes første reaktion var; “Ja du har næppe haft det nemt med alt det du har været igennem”
“Hvad mener du?”
“Ja alt det med dit køn? Det må da have været hårdt!”

Jeg gav nok et meget frustreret og underholdt suk fra mig fordi hun straks troede, at min kønsidentitet var roden til alt min ulykke. Selvfølgelig har hun ret i, at finde mit køn ud ikke ligefrem har været en fest altid, men det er bestemt ikke derfor jeg har gået til psykolog. Faktisk har jeg nok kun snakket om mit køn 10 % af tiden, fordi det aldrig har været dét der var “problemet”.
Da jeg fandt ud af at jeg ikke var en pige og begyndte at leve som dreng, så forsvandt de fleste tidligere problemer som natmad til en fest. Og i dag udlever jeg min non-binæritet som det passer mig, og det behøver jeg ikke at gå til psykolog for at håndtere.

Dog er der selvfølgelig nogle hårde oplevelser jeg ville ønske jeg kunne være foruden. Som fx. da jeg arbejde i fredags og to bøffer af nogle cisheteromænd der havde forvildet sig ind på G-bar omtalte mig som “den” hver gang jeg gik forbi dem. Heldigvis har jeg 3 bøffer af nogle søde dørmænd i ryggen hvis de giver mig problemer. Men problemet er jo i sidste ikke ende min kønsidentitet eller mit kønsudtryk, men når jeg møder folk der har et problem med det. Heldigvis morer jeg mig for det meste over, at jeg gang på gang skal forklare folk at jeg altså ikke er homoseksuel og at jeg faktisk skal “springe ud” som heteroseksuel. Som fx denne samtale jeg havde i torsdags:

“Jeg har snakket med din veninde og det er fordi.. Altså.. Er du, øhm.. Er du hetero?”

Det er en sjov verden at jeg engang skulle springe ud som lesbisk, og nu skal springe ud som hetero. Og fyr. Men som min bedsteveninde sagde; “Dine glitter negle er fabulous, men hjælper dig måske ikke med at skrige hetero.” Muligvis gør de ikke, men så er det godt jeg ikke prøver at passe ind 😉 tumblr_n5l83dj4sQ1qjm9bpo1_400

Advertisements

Påskefrokost

Jeg er træt i dag. Og jeg mener – virkeligt træt. Det har været en lang, men god weekend: Kaffeaftale med en ven og feministisk fredagsbar i fredags, påskefrokost i går og brunch og spil med venner i dag. Jeg kom i seng omkring kl. 4 i nat efter en lang frokost, og skulle op alt, alt for tidligt, da jeg havde aftaler i dag også. Derfor min træthed.

Men tilbage til påskefrokosten, for den var faktisk ret unik 🙂 Det var nemlig den første påskefrokost for aseksuelle i Danmark. Og den blev en stor succes.

Vi var 11 personer samlet – med vidt forskellige baggrunde, uddannelser, jobs, fritidsinteresser og historier i bagagen. Aldersmæssigt lå det fra 16 til de 48 år. Så alt i alt meget varieret 🙂 Som en af deltagerne bemærkede i vores tråd om arrangementet på AVEN (Asexual Visibility & Education Network) her i dag, så var det bemærkelsesværdigt (på den virkeligt fede måde), at samtalen gik så godt, idet vi var en så broget flok. Jeg synes, det var fedt at se, at det var sådan, og alle havde noget at byde ind med til de forskellige emner, vi diskuterede.

Det gik som vanligt til en påskefrokost – der var lige en introduktion, fordi de fleste ikke kendte hinanden, derefter mad og kaffe og kage iblandet hyggesnak. Selskabet brød lidt op i to grupper derefter (de yngre for sig, og de lidt ældre for sig), men samledes senere på aftenen til spil og hyggesnak. Jeg selv endte med at blive pænt pløret, og da jeg bliver fuld, bliver jeg oftest meget kærlig og vil gerne nusse folk. Heldigvis fandt jeg en cuddle buddie i en af de andre, og vi lå i et par timer på gulvet tæt sammenslynget om hinanden. Og det var det eneste, der skete – vi lå bare der, og af og til nussede den ene ryggen på den anden eller noget. Der skete ikke mere eller andet, for der var ikke mere i det end det.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis det var sket i et hvilket som helst andet selskab, så ville der nok ligge en forventning om andet og mere i det. Så ville det, at vi lå tæt og nussede være at anse som et art forspil til måske at kysse eller noget, og der ville være fokus på visse dele af vores kroppe frem for andre. Men det var det fedeste, ved det her – det undgik vi, i og med vi begge var aseksuelle, og vi begge var sådan: ”Jeg vil bare nusses”-agtig 🙂 That’s it, og så hyggede vi os med det og havde heller ikke lyst til andet end det. Kald det et one night cuddle 😉

Kropslig berøring kan virkelig noget, for jeg følte mig næsten helt høj, da vi holdt inde med det. Jeg tror endda, jeg strålede. Og det bare af at have holdt om et andet menneske.

Jeg føler mig stadig i et kærligt humør, men må lige nøjes med at nusse mig selv i dag – og så vil jeg gå tidligt i seng, for jeg trænger virkeligt til at sove efter en fantastisk weekend 🙂

Svigermor

Jeg skal møde kærestens mor officielt for første gang om et par timer.

Han har snakket rosende om hende, men jeg er stadig lidt nervøs – det skal man vel egentlig også være?

Da vi begyndte at komme sammen, spurgte min kæreste, hvad han skulle sige til folk, når han snakkede om mig…eller rettere, hvad han -måtte- sige. Han ville på den ene side gerne have at hans venner og familie vidste at jeg er trans inden jeg mødte dem, så han først kunne vurdere deres reaktion, og ud fra den beslutte, hvorvidt det var sikkert for mig at møde dem. På den anden side ville han også gerne have at jeg var okay med at han fortalte andre at jeg er trans, fordi han ved, det ikke er noget jeg har lyst til at alle skal vide.

Og jeg er også splittet.

Jeg har ikke lyst til at blive set som hans “Transkønnede kæreste”. Jeg har egentlig ikke lyst til at blive set som den Transkønnede nogetsomhelst. Men jeg ved også at jeg nogle gange bliver nødt til at udtale mig som transkønnet. Nogle gange må jeg stille mig op og repræsentere transkønnede, og jeg risikerer ofte i de situationer at blive reduceret til et koncept, frem for at være en person. Det accepterer jeg, men prøver alligevel at få så meget af mig selv med, når jeg fortæller om transkønnede.

Foredrag og interviews er én ting, men når jeg indgår i almindelig social interaktion vil jeg ikke være et koncept. Jeg vil ikke være den transkønnede kæreste, den transkønnede ven, den transkønnede søster, den transkønnede kollega.

Og derfor fortæller jeg kun folk at jeg er trans, når jeg føler det er relevant. Det var samme svar jeg gav til min kæreste da han spurgte, hvem han måtte fortælle det til: Dem hvor det er relevant. Din familie er relevant at fortælle. Dine nære venner er relevante at fortælle. Men den tilfældige person, du møder på pub’en, er ikke relevant at fortælle.

Så…hans mor ved det, og hun har intet problem med det. Hans bror kommer også, og han har heller intet problem. Ingen af hans venner har givet udtryk for at have problemer med at jeg er trans. Hunden ved det ikke endnu, men mon ikke det går? 😉

Faktisk har jeg ingen forventning om at nogen af kærestens gode venner og familie ville have et problem med det, for han har valgt dem godt, og de er bare glade for at vi har fundet hinanden. Og det er sådan, jeg gerne vil have det.

Jeg er hans kæreste. Ingen tillægsord nødvendige. Bare at være hans kæreste er det største, jeg kan være.

Og nu vil jeg bare se frem til aftenens menu: flødekartofler og kød 😀

Der ligger en lejr

… i USA, for drenge, der godt kan lide at gå i pigetøj. Det er en sommerlejr udelukkende for drenge hvor de kan iføre sig pigetøj og opholdet afsluttes med et modeshow, til stor morskab for forældre og de små modeller. Beliggenheden er hemmelig, for det falder nok ikke i god jord hos alle, at mindre drengebørn bliver iklædt der modsatte køns klæder.

Fotograf Lindsay Morris har fået lov til, i 2013, at komme til lejren og tage billeder for at dokumentere den, i andres øjne, særprægede begivenhed. Det er blevet til foto-bogen “You are you”, udgivet af forlaget Kehrer. Billederne viser børn i forskelligt tøj og i forskellige situationer, men vigtigst, er de smilende og tilfredse. Ingen ubehag, ingen fordømmelse.

Alt imens sidder vi herhjemme og snakker om drenge skal have lov til at klæde sig ud som prinsesser til fastelavn, men pigerne til stadighed kan kravle sig ind på superheltenes område uden nogen så meget som løfter et øjenbryn. Måske er det også sværere at indlemme atypiske normer i hverdagsting såsom Fastelavn og/eller halloween fremfor en skjult sommerlejr.

Måske en dag, behøver vi ikke spekulere på den slags, for vi er frie til at gøre som vi vil?

Læs hele artiklen om lejren og se billederne, på Politiken: http://politiken.dk/fotografier/ECE2602352/de-er-drenge-de-er-paa-sommerferie—i-tyl-og-hoeje-haele/

I min seng

Dette er en blog skrevet af folk der identificere sig indenfor queer spektrummet i en eller anden grad. Dermed anerkender vi også, at vi skiller os udfra det heteronormative samfund vi lever i. Vi anerkender vores forskellighed, men vi understreger samtidige det hverdagsliv vi deler med resten af samfundet.

Der er ikke meget queer-pang-dang når man ligger syg i sengen kan jeg fortælle, for det er hvad jeg har lavet i dag. Der medfølger ikke et anti-virus program med queer pakken. Desværre. Det vil jeg dog bringe op til næste generalforsamling..
Men imens jeg har ligget og hostet kropsvæsker op, fik det mig til at tænke på nogle ting. Mere præcis min seng.

I min seng sover jeg med to dyner og en masse puder. Det er min bastaljion når mit værelse er koldt, eller jeg kommer træt hjem. Jeg gider ikke uddybe mine seksuelle gerninger i min seng, da de egentlig helt frivilligt er på et nulpunkt for tiden.
Det jeg derimod vil dele med jer som jeg ser meget “anti queer” agtigt er religion.

Det er ikke fordi man ikke kan være queer og religiøs, det er bare ikke noget jeg har set særlig meget udbredt – medmindre man fx er amerikaner. Religion er mange gode ting, men ligesom jeg i dag er ved at drukne i egne kropsvæsker, så går deres egne tilhængere imod den gode strøm.

I min seng beder jeg aftenbøn. Det er et lille rituale jeg begyndte for små 3 måneder siden da jeg blev forladt/single. Det er et øjeblik hvor jeg kan sige tak for hvad end godt der har budt mig, bede om styrke til forhindringer eller sige mine håb højt. Jeg vil ikke kalde mig religiøs, men alligevel retter jeg min bøn mod en “Gud”. Det er nok ligeså uforståegligt som hvis Pia Kjærsgaard skulle forstå min kønsidentitet, men måske ville hun forstå hvor klargørende en bøn kan være. Og bum, pludselig har jeg noget tilfælles med Pia!

Jeg vil ikke kalde mig kristen, men derfor jeg kan jeg godt bede en bøn ud i kosmos alligevel. Ligesom man sagtens kan støtte queer identificerede uden selv at være det. På en eller anden måde er det sværere for mig at vedstå min lille hemmelighed i sengen, end at vedstå at jeg ikke føler mig som hverken mand eller kvinde nogle gange.

cat_jesus_lol

Sex i samtalen – nej tak!

Jeg var til fest i går hos en af mine venner. Jeg var ikke i udpræget festhumør, men hyggede mig dog fint aftenen igennem. I starten af aftenen kom jeg i snak med en bekendt, jeg kender gennem min ven, der holdt festen. Efter lidt indledende småsnak spurgte han, hvordan det gik med kærligheden. Som sandt var, fortalte jeg ham, at der ikke rigtig skete noget på den front og ikke havde gjort det længe. Så kom det næste spørgsmål: Hvordan så med sex? Og så blev jeg pludseligt meget træt af samtalen…

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er jeg aseksuel, og i mit tilfælde er jeg én med en særdeles lav libido. Jeg har yderst sjældent behov for at få udløsning for at tækkes min krops fysiologiske behov, og jeg har ingen lyst til at have noget at gøre rent seksuelt med andre mennesker. Og er der noget, jeg hader af et gammelt, bittert hjerte, så er det, når folk går ud fra, at man ikke kan leve uden sex. Fred være med alle de, der har behov for det og elsker det, men jeg er altså ikke en af dem…

Så derfor blev jeg faktisk irriteret over hans spørgsmål, idet jeg vidste, at der i spørgsmålet lå en antagelse om, at det var synd for mig, hvis jeg ikke fik sex en gang i mellem. Lidt reserveret fik jeg fortalt ham, at jeg heller ikke havde fået sex i lang tid, og han reagerede da også som forventet – med ynk over min (ifølge ham) ulykkelige situation: For det ER da synd når man ikke får sex…!

Heldigvis drejede samtalen ind på andre emner, og han gik ikke i dybden med det, og jeg havde på den anden side heller ikke det store behov for at fortælle ham, hvordan tingene hang sammen. Nærmest tværtimod, fordi jeg har en kraftig fornemmelse af, at han ikke vil kunne forstå det. Men det efterlod et indtryk hos mig af, at jeg (sikkert i manges øjne), ikke er ”komplet”, idet jeg ikke har en drift mod at have sex med andre (eller med mig selv, for den sags skyld). Det minder mig om dengang, jeg tænkte, at der var noget galt med mig, idet jeg ikke lignede andre mennesker på dette punkt – og det er helst ikke en tid, jeg vil tilbage til 😦

Jeg endte med at gå tidligt hjem fra festen (fordi jeg ikke var i humør til fest, ikke på grund af hans spørgsmål, skal jeg lige pointere), og da så jeg, jeg havde fået mail fra én, jeg stort set lige har lært at kende. En, der ligesom mig, er aseksuel. Og så blev jeg glad igen 🙂

Ser du, vi har gang i en (meget) lang brevveksling, og skriver frem og tilbage med hinanden flere gange i løbet af en dag. Og det er ikke korte beskeder, tværtimod. Vores sidste udveksling fyldte mere end 7 A4-sider til sammen! Det tager os typisk 1½ time at svare på den andens besked, fordi der er så meget at kommentere på og skrive om. Og idet vi begge er aseksuelle, så bliver der netop ikke nævnt noget som helst om sex i samtalen 🙂 Tværtimod er der fuld forståelse for situationen, og selv om vi kommer ind på mange ting i vores samtale, så dukker der aldrig kommentarer op, der trigger tidligere tiders tro på ens ”forkerthed”. Tværtimod 🙂

Så selvom den første samtale åbnede op for nogle for mig ømme sår, så endte dagen med en, der hjalp til at hele dem. For er der noget, jeg meget gerne vil undgå at tale om (med seksuelle mennesker), så er det sex – dertil er vores holdning til det alt for forskelligt.

(Og så slutter jeg af med et billede, hun tegnede for nogle dage siden – og for lige at forklare det, så forestiller den pokemon, der er på billedet, mig 🙂 Det er en intern joke mellem hende og et par venner om, at jeg åbenbart ligner en pokemon – så hun endte med at tegne mig sådan. Jeg har kun én gang før oplevet, at nogen har tegnet mig (se mit forrige indlæg), så jeg blev rørt over det 🙂 Det passer også fint, i og med jeg ser lige så glad ud i låget, når jeg skriver med hende. Go’ søndag!)

QT4

Straight

“Let’s get one thing straight: I’m not.” 😉

Jeg havde en sjov oplevelse forleden. Jeg kørte i bil med min far på vej mod Århus, og vi talte som vi plejer – vores forhold er faktisk blevet bedre efter jeg sprang ud som trans, men det er en anden historie. Jeg havde netop været på en weekendtur med en flok venner, og jeg yndede at fortælle folk at det var en lesbisk hyttetur, fordi de fleste var piger, jeg kendte gennem LGBT miljøet. I virkeligheden var kun lidt over halvdelen af de medvirkende tiltrukket af piger, men shush.

Anyway, jeg fortalte min far om turen, og han spurgte “Hvorfor var du så inviteret?”. Jeg bad ham uddybe, og han svarede “Du er jo ikke lesbisk.”

Han har for så vidt ret; Jeg er ikke lesbisk. Jeg er tiltrukket af alle køn. Ordet ‘Panseksuel’ eksisterer næppe i min fars ordforråd, men mon ikke han kender til ‘Biseksuel’? Jeg tror at essensen i min fars udtalelse var, at han forstår mig som værende tiltrukket af mænd. I hans verden er jeg Straight. Og jeg forstår for så vidt godt, hvorfor han har den opfattelse, idet jeg er i et seriøst forhold med en person af hankøn, der præsenterer maskulint, og som ikke har givet udtryk for en kønsidentitet, der modsvarer hans ved fødslen tildelte køn. En Cis Mand, kort fortalt. Enhver, der mødte os på en bar, ville antage, at vi var et Straight par. Men det er vi ikke. Ingen af os er Straight. Jeg er faktisk også i tvivl om vi kan kaldes heteroseksuelle, idet vores biologiske køn for så vidt er ens…bortset fra mine hormonniveauer, selvfølgelig 😀

Folk overraskes ofte, når jeg fortæller dem, at jeg som transkvinde ikke kun er tiltrukket af mænd. Selv den kendte sexolog Joan Ørting har overmåde svært ved at forstå det. Gad vide, om det handler om, at transpersoner i højere grad skal opfylde kriterierne for “Rigtig Kvinde” og “Rigtig Mand” end cispersoner for at blive accepterede, og at det at være Straight stadig anses som værende “Rigtigt”? Dunno. Det er vel egentlig ret normalt at antage at personer er Straight. Forskellen er dog, at når folk møder en transperson, så spørger de 😉

Men min far behøver ikke spørge. Han ved, at jeg forud for min transition var i et seriøst forhold (4 år!) med en kvinde, og han ved også, at jeg endnu før det var tiltrukket af mænd. Eller…jeg sagde det aldrig til ham, men både han og min mor troede jeg var bøsse (har hun fortalt). Måske tror han, at det har ændret sig, men faktum er, at han ved, jeg har haft forhold med både kvinder og mænd. Hans opfattelse af mig som Straight kommer måske af, at jeg var sammen med en kvinde, da han så mig som mand, og at jeg er sammen med en mand, nu hvor han ser mig som kvinde. Straight. Hele vejen. I hvert fald på overfladem

Jeg har aldrig snakket med min far om min seksualitet. Jeg tror ikke, han ville forstå det, og jeg er ærligt talt lidt bange for at han vil bruge det, at jeg ikke er Straight, til at delegitimisere min kønsidentitet (selvom det lyder dumt). Hvis jeg ender med en gang at få en kæreste, der ikke er en mand, må vi tage den derfra – indtil da er jeg sådan set okay med at være Straight i hans øjne 🙂

Lille bonus-historie: Da jeg var til Julefrokost med min fars familie 2. Juledag, fortalte jeg min fætters kone om min nye kæreste, og hun spurgte “Hvad laver de så?”. ‘De’. Ubestemt køn. Det gjorde mig virkelig glad at hun ikke antog min kæreste var kvinde (på grund af mit tidligere forhold) eller mand (på grund af min kønsidentitet), men at hun lod mig selv fortælle, hvem han var, uden at jeg skulle rette på hendes antagelse 😀

Det store hjerte

Det har taget sin tid at komme hertil, her, hvor jeg står nu. Det er ikke altid lige let at se tilbage. Midt i flytterod og kaos finder man glemte ting og sager. Efterladt af en fortid, der ikke synes reel længere, men som har haft en stor betydning i éns liv, ens tilværelse. Uddannelsespapirer med et sjovt navn på, kontoudtog til et andet cpr-nummer, eks-kæresters kvitteringer for Wii’en man købte sammen, en gammel telefon fra før knapperne blev integreret under skærmen, dankort-papirer der annoncerer at de nu har en chip. WAUW! De fleste ting ryger ud, men nogle bliver.

Såsom det fotoalbum jeg fandt her til aften da jeg sad og skulle sortere i gamle papirer. Det ene havde hovedsageligt gamle børnebilleder i op til 14-års alderen, den anden endte ved 15-års alderen. Jeg bladrede igennem dem, så på dagplejebilleder, så på skolefotos, så på mine tossede photoshoots med min roomie på efterskolen. Og så pakkede jeg dem tilbage ind i reolen.

De står der lige nu, men jeg regner med inden for ikke så længe, at integrere dem i det jeg kalder “mit hjerte”. Det er en stor kasse, ca 40x60cm, og den står under min seng. Den har stået der længe, samler støv i revnen hvor kassens øverste flapper lige akkurat ikke mødes, men den er der. Tung og heftig i sin fremtoning dernede. Den har ikke altid stået der. Det var faktisk først min anden kæreste, der introducerede mig til fænomenet, for hun havde en selv. Relativt meget mindre, da hun også var en del yngre end mig.

Kassen behøver ikke være pæn eller ny. Den kan være fra IKEA, den kan være fra en genbrug og have ingen som helst værdi for dig. Det der er vigtigt, er indeni. Ligesom med mennesker. På bunden af min ligger operationsrapporter fra mine mange besøg på Rigshospitalet som spæd, der er en gipsafstøbning af min hånd som 4-årig, der er en sort nonfirmationskjole (I was that rebellious, yes), min studenterhue, breve, tegninger, småting. Alt sammen har det til fælles, at de tilhører min fortid. Den er manifesteret ganske reelt i dens omfang, og den vokser for hver gang jeg flytter et nyt sted hen, hvor jeg inden da skal vurdere indholdet af min nuværende lejlighed og bestemme hvad der skal med og hvad der ikke skal.

Mine gamle fotos ryger nok ned i hjertet. Ikke glemt, ikke afvist fra min historiske tid. Men de kommer derned og mænger sig med det, der engang var. Nogen vil måske kalde det eskapisme eller projicering. Jeg losser min fortid ud i en kasse som bare står og står og gør ikke så meget andet. Men jeg kan betro jer, det er det bedste jeg har gjort, for at få styr på min tilværelse. At have noget håndgribeligt, noget samlet, som jeg af og til trækker frem og viser mig selv eller bekendte, som jeg er fortrolige nok med til at vise hvem jeg engang var. Jeg har nok ar på krop og sjæl til at jeg ikke behøver at have min fortids tyngde til at trække mig mere ned i min hverdag.

Derfor er det rart at have det store hjerte, stadig med en navlestreng til mig, for den er ved det helligste i mit hjem, min seng, hvor jeg drømmer og ser ud i mørket når alle omkring mig er gået til ro.

Ekspedition begge afdelinger

I fredags havde jeg lidt tid til at købe tøj. Jeg gik målbevidst hen i H&M i Bruuns Galleri på 2.etage, da de har et meget “ungt” udvalg. Derudover så lader ekspedienter i H&M altid kunderne være i fred, og det havde jeg netop brug for. For jeg havde sat et mål om, at jeg ville ind i både herre og dame afdelingen.

Det gik nogenlunde sådan her:

Jeg gik raskt ind i butikken og over i herreafdelingen for liiiige at varme op. Desuden ville jeg også se hvad de havde fået at nyt der. Umiddelbart sprang intet af mig i øjnene så efter en lille runde, gik jeg mod kvinde afdelingen.

Mit hjerte bankede hårdt og hurtigt, og ikke kun min vinterjakke fik mig til at svede, men også en piblende nervøsitet.
Jeg har været i kvinde afdelingen mange gange i mit liv, og engang var det herre afdelingen der fik min krop til at dirre af spænding. Det grinte jeg lidt nervøst over, indeni altså..

Blonder. Meget flotte blonde trøjer. Hvilken størrelse er jeg? Var jeg ikke en 40 engang? Men der vejede jeg selvfølgelig 10 kg mindre..

Jeg gik i panik over blonderne og vendte tilbage til herreafdelingen for at samle mod igen. Det må have set sjovt ud for andre; Jeg går stille og roligt over til kvindeafdelingen, for så hurtigt at haste tilbage til herre afdelingen som et forskræmt dyr.

Nå. Her er alt som det plejer. Og planen var jo at gå i dame afdelingen. Suk. Jeg går en lille runde igen og finder en farverig t-shirt som jeg egentlig ikke synes er pæn, men som vil kunne dække eventuelle ting jeg finder ovre i dame afdelingen. Som jeg indtil videre kun er flygtet fra.

Dyb vejrtrækning.

Jeg går over i dameafdelingen igen. Hvis jeg nu bare lader som om jeg er ude efter en gave til en.. Men hvordan lader man som det? Piger går forbi mig og jeg gemmer mig med røde kinder. Det er virkelig fjollet det her.

Flere blonder. Den ene er lidt pæn. Den prøver jeg. Er størrelse 42 stor nok? Jeg prøver. Er jeg klar på at prøve en kjole? Hvorfor er de alle sammen så korte?! Og pæne?! Men til mig? Nej, ingen kjoler denne gang. Jeg går lidt videre ind i dybet af kvinde afdelingen. En ny verden af sort, grå og.. Neonfarver? Og flæser? Hvem går med flæser?!

Fuck. Der er en ekspedient. Spil cool, hvis hun spørger er du ude efter en gave. Hun spørger ikke og jeg lister videre. Herreafdelingen er langt væk nu, så nu er der ingen vej tilbage. En blomstret lyserød t-shirt med teksten “Just love” – den skal prøves. Jeg går forbi nogle lange flotte sorte kåber jeg aaaaaltid har synes er mega pæne. Men holy-shit den er obvious bag den farverige herre t-shirt der nu dækker flere stykker tøj.

Pleeeeease sig der ikke er nogen ekspedient i prøveafdelingen. Det er der. Pis. Endda en sorthåret træt solariepige. Jeg har 5 stykker tøj, nej, øhm, 6, siger du? Øh, tak. Pis. Så hun hvad jeg havde valgt eller talte hun kun bøjlerne?

Endelig i sikkerhed i prøverummet. Alene. Jeg kan endelig tage min vinterjakke af og rammes af lugten af nervøs sved. Og ser mine røde kinder i spejlet. Åh gud, hvorfor kan jeg ikke bare være cool med det her?!

Blonde-trøjen sidder MEGET tæt. Hvordan skulle man kunne have bryster på under den?! Mine arme stritter ud til hver side som en pumpet fyr. 42 er helt klart for småt.
Den blomstrede lyserøde t-shirt er meeega fed. Den ryger i måske bunken.
Jeg kan ligeså godt prøve den farverige 80’er T-shirt der var mit cover. Den er faktisk overraskende fed. Jeg beholder den på og går videre til den lange sorte kåbe som jeg er meget spændt på. 

Kåben er sort og tynd, og sidder tæt om mine arme. Den har en lidt ubrugelig hætte som jeg på ingen måde kan bære over hovedet, men den ligger fint på ryggen. Den er godt nok lang, den er sådan helt kappe-agtig. Jeg snurrer lidt rundt i den, samler den op, og giver slip på den igen. Den er faktisk rigtig fin. 

Jeg prøver den lyserøde blomstrede t-shirt igen, men beslutter mig for, at den er for stor og jeg ikke har mod til at gå ud igen og finde en ny, for så at konfrontere solarie-ekspedienten igen. Desuden koster kåben 250 kr og 80’er T-shirten 80 kr. 

Jeg lister ud med bunken af tøj og smiler til solarie-eskpedienten og hænger hurtigt blonde trøjen osv. på stangen MIDT i rummet. Tak for diskretionen H&M.. Jeg forsvinder hurtigt mod kassen uden at se solarie-ekspedienten i øjnene. 

Kåben er heldigvis meget neutral umiddelbart, og jeg tror mere pigen i kassen kæmper med at folde den pænt sammen end at hun lægger mærke til hvilken afdeling den er fra. Jeg får betalt og prøver at smile heeeeelt cool, selvom mit hjerte stadig banker hurtigt. Jeg slapper først af da jeg har forladt butikken med min nyerhvervelser i en neutral pose. 

Jeg kan nu fortælle, at man skal være meget opmærksom når man bærer lange kåber, fx. Når man skal på toilettet eller generelt være i bevægelse. Specielt når der er ild omkring en. Én lille gnist og jeg er flaming hot i den, bogstaveligt talt.

Ps. Sådan her så jeg ud HVER GANG min mor købte tøj til mig som barn:

trying-on-clothes-as-a-child

Forelskelsessyge

carpe_diem_by_vampyrus_azarus_mini

Det bliver ret personligt i dag, for jeg kom i et nostalgisk humør i går, og kombineret med et savn efter romantik og kærlighed i mit liv, kom jeg til at tænke på sidste gang, jeg havde fornøjelsen af at være forelsket (og have den gengældt):

Det var små to år siden, og det endte (desværre) med at være en kortvarig affære. Vi mødtes i byen en aften gennem fælles venner, og vi klikkede godt sammen fra første øjeblik. Vi endte med at kysse, og skiltes med hinandens numre på mobilerne. Allerede der var jeg i et lykkeligt humør.

Dagen efter begyndte vi at skrive med hinanden, og hvad der startede ud med et simpelt: ”Hej :)” blev til lange beskeder frem og tilbage, hvor vi hurtigt fandt ud af, at det ikke kun var et tilfælde, at vi klikkede så godt sammen. Hurtigt blev det til, at vi skrev sammen døgnet rundt – så det blev til mange sms’er i løbet af en enkelt dag.

En uges tid efter aftalte vi at tage på en date, og selvom det gik hyggeligt nok, så endte den hverken godt eller dårligt. Jeg kunne mærke, han tøvede en del og jeg tænkte, der måske var tvivl omkring vores relation, der gjorde, at han trak sig lidt tilbage? Få dage efter fik jeg da også en tekst om, at der var en del ting, han tumlede med, og at han ikke var parat til noget, så det ville ikke blive til flere dates – men han ville gerne stadig skrive med mig, da vi efterhånden havde lært hinanden godt at kende og havde meget til fælles.

Det gik jeg med til, og vi fortsatte skriveriet – uden at tonen ellers ændrede sig. Vi flirtede stadig en hel del med hinanden, men som aftalt talte vi ikke om dates eller noget. Det stod på i en måneds tid, og vi fandt til stadighed flere og flere aspekter af os selv eller spændende oplevelser, som vi delte med hinanden.

Og det var så i løbet af den måned, jeg endte med at falde totalt for ham. Hovedet befandt sig mellem skyerne, vi skrev frem og tilbage konstant, og hurtigt kunne jeg ikke tænke på meget andet. Jeg var overbevist om, at der var noget i det her – at det et eller andet sted var ”meant to be”. Jeg tænkte, det ikke kunne være et tilfælde, at vi klikkede så godt sammen.

Et par uger senere aftalte vi at mødes. Og ikke bare at mødes, men at mødes hjemme hos ham, da han var alene hjemme en hel uge. Vi aftalte at lave mad sammen, se film og ellers bare hygge.

Surprise, surprise… Vi foretog os da de ting, men det var bestemt ikke det, vi brugte mest tid på… Vi havde ikke sex, men foretog os stort set ikke andet end ”cuddling and kissing” i de timer, vi var sammen. Han havde allerede bestemt sig for, at jeg ikke skulle overnatte, så det var i et på samme tid lyksaligt og bedrøvet humør, jeg tog hjem til mig selv sent om aftenen – høj på dagens oplevelser. Allerede der savnede jeg at kunne holde ham ind mod mig og at kunne kysse ham igen. Jeg var smaskforelsket – og det bedste af det hele var, at jeg kunne mærke og høre på ham, at han syntes om mig på samme måde.

Men… Ingen træer gror ind i himlen, og det skulle snart ende. Den samme tvivl, jeg opfangede på vores date, opfangede jeg igen en gang i mellem i løbet af de næste par måneder. Den forsvandt aldrig rigtig, men kom ligesom i bølger. Nok på grund af det, kom jeg en dag til at tænke over, om det ville betyde noget for mig, hvis han nu besluttede sig for ikke at ville være ”ham”, men ”hende”. Ville det betyde noget for min forelskelse, hvis jeg skulle forholde mig til en kvinde frem for en mand? Det tog mig få sekunder at finde frem til, at det ikke betød noget for mig. Det ville i så fald selvfølgelig være en proces at kalde et andet navn, end det, jeg var vant til, men jeg kunne ikke se, jeg ville synes om ham på anden måde, hvis han var en kvinde.

Jeg nævnte det dog aldrig for ham, da der ligesom aldrig kom en lejlighed til det. Og rigtigt nok, så endte han kort tid efter med at afbryde det, vi havde gang i (hvad pokker det så end var), og vedkendte sig det ved fødslen tildelte navn og kaldte sig en kvinde igen. Tonen mellem os ændrede sig – der var ikke længere nogen spor af noget flirtende at spore – og vi mistede over noget tid eventuelt kontakten.

Om der var noget, jeg kunne have gjort anderledes, ved jeg ikke. Efterfølgende ønskede jeg enormt mange gange, at kunne ændre på lige det, jeg sagde dengang i det øjeblik, eller det, jeg gjorde lige i den situation, men det var – netop – kun ønsketænkning. Jeg var som sådan ikke knust, idet jeg havde et stædigt håb om, at vi ikke var færdige med hinanden. Og som sagt, så gjorde det mig ikke noget, at det denne gang var med en kvinde.

For at sige det lige ud – jeg savner hende, og jeg savner det, vi havde. Det var en så enormt god oplevelse for mig – jeg tør næsten sige, jeg ikke har haft det sådan med nogen andre, sådan som jeg havde det med hende. Når jeg tænker over det, mindes det, der skete eller de ting, vi skrev til hinanden, så er det med et smil på læben, der vidner om både sødme og bitterhed. Jeg er taknemlig for de måneder, vi havde sammen, men ville til den dag i dag ønske, at vi kunne have haft mere.

(Og lige som jeg skriver dette, kommer Burhan G.-sangen ”Din for evigt” på i radioen. Det er en sang, jeg altid forbinder med hende, så dér kom jeg lige til at tænke på hende igen.)

Mindet om hende går ikke væk lige med det samme – og det kommer sig nok også af, at hun allerede aftenen efter, vi havde mødt hinanden (hvilket jeg syntes var enormt sødt), tegnede mit portræt. Det er det billede, der ledsager denne post. Efterfølgende lagde jeg det ind som baggrundsbillede på min mobil.

Dér ligger det stadig, og jeg kigger på det utroligt mange gange i løbet af en enkelt dag. Oftest tænker jeg ikke på det, da jeg er blevet så vant til det, men en gang i mellem fanger det mine øjne, og minder om nogle fantastiske måneder springer frem for øjnene på mig. Og endnu en gang dukker min forelskelsessyge op, og jeg tænker over, om jeg overhovedet er kommet videre, eller en dag kommer det…