Selvet, accepten og nåle

Jeg har set på mens folk er blevet tævet røde, gule og blå. Jeg har set på mens folk er sunket sammen i andres arme, lagt på jorden og vækket blidt igen, deres øjne fjerne og pupillerne udspilede af endorfinrus. Jeg har hørt råb, skrig, støn og den våde sang af den fedtede læderpisks smæld mod nøgen hud. Jeg har set blod trille over marmorblege balder og betragtet det blandes med svedperler.

Jeg har observeret og funderet over det virvar af ekstremer og radikaler der kan danne rammerne for et fællesskab. Ikke at det undrer mig eller forbløffer mig. Måske i starten, fordi jeg skulle vænne mig til at jeg kunne være vidne til handlinger som jeg ikke selv ville bryde mig om at være en del af. Men gradvist fandt jeg mere fred med det engelske ordsprog: ”your kink is not my kink and not my problem either”.

Det er tankevækkende, at de folk, hvis lyster og perversiteter er på den yderste kant af hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt, er de mest accepterende, fredfyldte og åbne mennesker jeg i min hidtidige færd gennem livet, er stødt på.

Min tid i BDSM-community’et blev indledt som det man typisk ville kalde ”dominant”, fordi jeg var for bange for at krybe til korset og indrømme at der var flere sider af mønten. Jeg var bange for at folk ville se endnu mere skævt til mig hvis jeg viste min underdanige, submissive side frem, den mere feminine, forfængelige side; den side som offentligheden i særdeleshed ville have svært ved at acceptere når nu mænd skal være bryske, stærke og handlekraftige, og ikke viljeløse, tøjlede og kontrollerede af andre. Jeg gik på dette tidspunkt jævnligt i til terapeut, men efterhånden som jeg kom dybere ind i BDSM-community’et blev det ligeså meget selvterapi. At finde et ståsted før andre kunne nå at vippe mig af pinden, at finde balancen inden næste skridt.

Da jeg begyndte at vække den sovende sub i mig var det med vaklende skridt og famlende hænder i retning af noget, jeg ikke var sikker på. Jeg frygtede omverdenens ”fordomme”, ”fordømmelse” og ”forkastelse” af den uafviselige del af mig, som jeg havde undertrykt i mange, lange år. Da den endelig så dagens lys stod det pludselig klart for mig, at det ikke handlede om andre folks reaktioner. Det gjaldt min egen selvindsigt og selvopfattelse, og mest af alt selv-accept. At det var ok ikke at være så mandig som omverdenen syntes jeg skulle være, at det var ok at være den lille fra tid til anden.

Det var en frydefuld aften i 2014, med stiletter, korset og med hvide englefjer fæstnet som vinger på min ryg med nåle. Jeg har aldrig smilt så bredt før den dag, da jeg accepterede mig selv.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s