Selvet, accepten og nåle

Jeg har set på mens folk er blevet tævet røde, gule og blå. Jeg har set på mens folk er sunket sammen i andres arme, lagt på jorden og vækket blidt igen, deres øjne fjerne og pupillerne udspilede af endorfinrus. Jeg har hørt råb, skrig, støn og den våde sang af den fedtede læderpisks smæld mod nøgen hud. Jeg har set blod trille over marmorblege balder og betragtet det blandes med svedperler.

Jeg har observeret og funderet over det virvar af ekstremer og radikaler der kan danne rammerne for et fællesskab. Ikke at det undrer mig eller forbløffer mig. Måske i starten, fordi jeg skulle vænne mig til at jeg kunne være vidne til handlinger som jeg ikke selv ville bryde mig om at være en del af. Men gradvist fandt jeg mere fred med det engelske ordsprog: ”your kink is not my kink and not my problem either”.

Det er tankevækkende, at de folk, hvis lyster og perversiteter er på den yderste kant af hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt, er de mest accepterende, fredfyldte og åbne mennesker jeg i min hidtidige færd gennem livet, er stødt på.

Min tid i BDSM-community’et blev indledt som det man typisk ville kalde ”dominant”, fordi jeg var for bange for at krybe til korset og indrømme at der var flere sider af mønten. Jeg var bange for at folk ville se endnu mere skævt til mig hvis jeg viste min underdanige, submissive side frem, den mere feminine, forfængelige side; den side som offentligheden i særdeleshed ville have svært ved at acceptere når nu mænd skal være bryske, stærke og handlekraftige, og ikke viljeløse, tøjlede og kontrollerede af andre. Jeg gik på dette tidspunkt jævnligt i til terapeut, men efterhånden som jeg kom dybere ind i BDSM-community’et blev det ligeså meget selvterapi. At finde et ståsted før andre kunne nå at vippe mig af pinden, at finde balancen inden næste skridt.

Da jeg begyndte at vække den sovende sub i mig var det med vaklende skridt og famlende hænder i retning af noget, jeg ikke var sikker på. Jeg frygtede omverdenens ”fordomme”, ”fordømmelse” og ”forkastelse” af den uafviselige del af mig, som jeg havde undertrykt i mange, lange år. Da den endelig så dagens lys stod det pludselig klart for mig, at det ikke handlede om andre folks reaktioner. Det gjaldt min egen selvindsigt og selvopfattelse, og mest af alt selv-accept. At det var ok ikke at være så mandig som omverdenen syntes jeg skulle være, at det var ok at være den lille fra tid til anden.

Det var en frydefuld aften i 2014, med stiletter, korset og med hvide englefjer fæstnet som vinger på min ryg med nåle. Jeg har aldrig smilt så bredt før den dag, da jeg accepterede mig selv.

Advertisements

Rock stjerne

Selvom jeg har været aktiv i LGBT miljøet meget længe, så er jeg meget ny på queer-scenen. Det føles som at gå ind i musikbranchen med sit ny op startede band; ”Hej! Vi elsker at spille musik og det vil vi gerne leve af”. Hvortil man bliver mødt af en mur af x-factor dommere der skal belære en om, ”at det altså er mere sikkert at blive ejendomsmægler. I kan vel bare spille musik i fritiden, ikke?”. Her vil jeg dog bemærke, at jeg tror Thomas Blachmann er utrolig queer bag sit behårede bryst og skallede hoved (men det er et andet emne).
Mit band har hverken navn eller outfit, og det betyder at andre ofte konkludere mit navn og køn ud fra skæg hår og en dyb stemme. Hvilket er forståeligt i en verden med ejendomsmæglere og sygeplejersker, men super nedern når man er rock-stjerne.

Her vil jeg nævne hvor mega sej Laura Jane Grace er fra ”Against Me!” der i en alder af 30 år sprang ud som transkvinde og har fortsat med at spille med sit band. I et interview siger hun; ”Jeg vil ikke ses som en trans-sanger, bare en sanger” – og sådan har jeg det også med mit solo-band. Så jeg er ikke ejendomsmægler eller sygeplejerske, men rock-stjerne.laura jane grace

Edderkopper

Hvis du er queer og ude af skabet, så er du engang (eller op til flere gange) blevet kaldt modig. Inspirerende, sej, vild. “Jeg forstår slet ikke at du tør altså, det må da bare være super hårdt…”
Når man lige sidder midt i sine kopnudler og dagens avis er det lidt en mærkelig én at få smidt i hovedet, at man på en eller anden måde skulle være specielt modig. Okay, jeg dræber edderkopper og lader som om jeg ikke er bange for dem når min kæreste er der. Men det er kun fordi jeg vil imponere dem og få dem til at tro, at jeg bare er tough og stærk og uha. I virkeligheden, når der sidder en edderkop i min vask, bruger jeg som regel meget lang tid på at stirre på den. Vurdere risici. Er det overhovedet så vigtigt for mig at bruge badeværelset? Kunne jeg, potentielt, bare finde et andet sted at bo? Indtil videre har jeg hver gang valgt at blive boende, tænde for vandhanen, og håbe på at edderkoppen drukner i afløbet … og ikke kommer kravlende tilbage. Åh nej. Jeg kan forestille mig det. Jeg står under bruseren, og pludselig er der noget der kribler under fødderne. Det er tusind edderkopper på vej op ad afløbet, hævntørstige, ondsindede…
Hvor var jeg igen? Nåja. Jeg var jo modig, sagde mister hetero i sin dynejakke og gummisko og hår, der sidder ligesom det gør på 60% af alle drenge i hans aldersgruppe. Modig, fordi jeg ikke finder mig i at skulle være kønskonform. Fordi jeg har taget en ørering med fjer i øret, fordi jeg har afbleget mit hår, fordi jeg har neglelak på. Fordi jeg  tør eksistere. Som mit autentiske selv. Ja hold da op, man skulle tro jeg var supermand, altså.

Sokker

Sokker
Vi har dem alle sammen. De er en del af dagligdags tøjvalg. Sorte, grå, hvide, farvede, mønstrede, uldne, tyndt vævede. Vi oplever gang på gang at vaskemaskinen eller tørretumbleren sluger dem som en magisk portal til Narnia, og vi gider ligesom ikke kæmpe mod det onde fnugfilter, partere maskineriet og rode rundt i monstrummet for at hive dem ud.
None the less er de en vigtig ting i alles liv. Vi kan bande og svovle over dem, vende vrangen ud af dem og tage dem på som vi vil, selv uden at bekymre os om venstre sok sidder på venstre fod eller omvendt – med mindre der selvfølgelig er direkte instrukser på sokkerne, men det er i de fleste sokkers tilfælde IKKE tilfældet. Ihvertfald ikke mine.
Og jeg har et godt sortiment. Ikke overvældende som de fleste sikkert vil have med andre beklædningsgenstande. Men der er store radikaler, måske kan man kalde det ekstremer, imellem hvilke sokker der ligger i min tøjskuffe i tøjskabet. Faktisk ligger der som regel kun mine sportsstrømper, mine orange ”Jeg er for lækker”- strømper, som min far gav mig og som jeg stolt bar da jeg var forlover til min veninde og kammerats hygge-bryllup, og diverse andre. For daily use. Ordinary use.
Ikke desto mindre begravede der sig et par netstrømper dernede forleden efter jeg havde sorteret vasketøj. Jeg stod lidt og kiggede ned i skuffen efter at have fisket strømperne op, lidt gået i baglås. Det var sært at se dem dernede, men samtidig følte jeg en tristhed over at jeg holdt tingene så adskilt. Normalt lå mine lidt mere kinky ting i min sportstaske eller i bedrolleren. Jeg ved ikke om det er en underbevidst adskillelse af min queer-tilværelse. Normalt flasher jeg det ikke tydeligt i offentligheden. Jeg kan lide at være diskret, men af og til kan jeg da vove et korset på sammen med mine baggy jeans. Jeg kan lide at sætte håret, lide at se godt ud.
Jeg fik medlidenhed med sokkerne. Deres adskillelse talte deres tydelige sprog. Jeg havde holdt dem i en skammekrog under sengen med alt legetøjet, skoene, læder-aggregaterne plus alt det andet der samler sig under sengen (kattehår, rodekasser etc.); en støvet ghetto fordi de var anderledes. Jeg gjorde mod dem hvad jeg ville hade blev gjort mod mig. Adskillelse. Fremmedgjort.
Så de ligger nu sammen med de andre. Som de skal. For de er alle ens, om de så er lavet af polyester, bomuld, alpacauld, er stribede, blå eller sorte.

Jeg var i Bilka..

..med min bedste veninde på det værste tidspunkt; d. 29 december. Der var mennesker overalt, men vi fandt fred i de hvide gange af skønhedsprodukter. De glitterende kasser fra make-up firmaerne fascinere mig som Fætter BR gjorde da jeg var barn, men jeg er på bar bund med hvad og hvor tingene egentlig skal bruges. Kun én ting ved jeg hvor skal bruge og som jeg /elsker/; Paillet neglelak. Idéen om at have små blinkende og lysende masse-farvet pailletter på mine fingre som krymmel på en bleg cupcake gør mit queer-hjerte helt varmt. Jeg har endnu ikke købt en neglelak, men jeg glæder mig til at få fat i en og kunne vise mine glitrende negle frem imens jeg hiver mig i mine stumper af skæg. img_3574

En gås i en hønsegård

Julen er en skøn tid, når man er sådan lidt queer i det. Det er en tid på året, hvor man kan opleve at omgås med en hel masse mennesker, der aldrig rigtig har mødt en homoseksuel eller hilst på en med næsepiercinger. I hvert fald ikke med vilje eller viden.
Jeg har en omgangskreds der næsten udelukkende består af ikke-hetero folk, og sådan har jeg det også bedst. Derfor føler jeg mig lidt som en undercover-spion, når jeg sådan kan sidde og lege Pæn og Normal overfor de fjernere dele af familien. Man får et sjældent autentisk billede af den kulturforskel, der alligevel findes. Men selvom det er enormt spændende at observere hvordan damerne får kram og herrerne får håndtryk, er det også i den slags situationer, hvor jeg føler mig mest anderledes. Ikke på en udelukkende dårlig måde, men jeg lever simpelt hen så isoleret i min lille homo-boble, at jeg kan have svært ved at forholde mig til at nogen mennesker ikke er bare, du ved. En lille smule homo. Bare sådan lidt. Ved disse lejligheder har jeg både følt mig undercover-hemmelig-agent skråstreg fascineret-forsker-agtig, men paradoksalt nok også meget udstillet. Bare lidt ligesom en gås i en hønsegård, hvor alle hønsene godt er klar over, at ham derovre er en gås og har sin gåsekæreste med til julefrokost, men hvor de alligevel synes at de skal snakke lidt om hvor provokerende gæs egentlig er med al deres smiden af tøjet på Rådhuspladsen en gang hver sommer. Okay, den metafor er vidst lidt tynd, men pointen er, at når hønsene er færdige med at diskutere gæssene indbyrdes, vender de sig over mod dén bestemte gås, som de vidst nok tilfældigvis er i familie med. Og så siger de, at de selvfølgelig ikke taler om netop den gås. At den gås jo er så Pæn og Normal, at den aldrig kunne finde på at tage tøjet af på Rådhuspladsen eller tage med til melodi grand prix. Og så må gåsen jo lidt sidde der og indrømme, at han faktisk har set Conchita Wurst næsten helt tæt på, og at han engang hang ud af en vogn med en lunken øl i hånden og sang med på “I will survive”. Og det er det øjeblik, det øjeblik hvor Moster Henrik og Farmor Jørgen indser, at deres Pæne og Normale gås ikke er helt så Normal, som de gik og troede.
Og så kommer spørgsmålene. Jeg er mega skrap til quizzer, men det er altså mærkeligt at sidde og skulle svare på alle mulige ting til Moster Henrik. Men så længe de spørger om hvorfor jeg er så provokerende, så glemmer de nok at komme til de helt farlige spørgsmål: Hvad skal jeg efter gymnasiet, har jeg lagt planer for fremtiden, hvordan går det med karaktererne? Brrr. Jeg får helt kuldegysninger ved tanken.
Så hvornår føler jeg mig mest queer? Når jeg er til familiemiddag.

 

 

En helt speciel følelse

Det hiver lidt da elastikken strammes omkring huden. Netmønsteret adskiller de små udvoksende hår og jeg bider mig lidt i læben og vænner mig til følelsen. Plateauskoens rem spændes om anklen. Sålen knækkede af plateauet under sidste års Pride Parade og er nødtørftigt lappet med en omgang sort gaffa. En detalje der tilføjer det der ”slutty” udtryk. Alting lige på nippet til ingenting.
Den gennemsigtige plateau er svær at få med i mine billeder selvom jeg ihærdigt forsøger at få et ordentligt ét taget i badeværelsesspejlet. Mit garterbelt sidder godt og afslører lige nok af min jockstrap og min packers velkendte bule, en glimrende substitut for hvad der en dag kommer til at blive lavet kirurgisk. Korsettet er også kommet på men presser desværre mine stadig kvindeligt formede bryster opad. Jeg må tage det eller lade være, og jeg tager det. Et gys går igennem mig da mit jernhalsbånd klikkes på plads og lædermanchetterne glider omkring mit håndled.
Der er fest dernede i aften. Jeg glæder mig til at se folk jeg kender og måske også falde i snak med nogen jeg ikke kender. Jeg glæder mig til at se lak og latex glide imod hinanden i det dæmpede lys, drikke et glas vin i de sorte og røde lædersofaer og betragte det flakkende stearinlys’ skygger danse på de røde vægge med deres sorte paneler mens jeg lytter til snak, latter, støn og gisp. Det tænder en gnist i mellemgulvet. Måske er jeg selv heldig at få tid til at lege lidt? Nervøsitet er erstattet med iver. Jeg er ikke bange men spændt.

Mit frirum, mit fristed, kalder.

Det er tirsdag eftermiddag..

..og jeg står i et prøverum på strøget, som ofte er det et sammensurium af såkaldte herre- og dame afdelinger der er blevet gennemledt, og størrelsesrammen går fra small til large, eftersom at herre afdelingen laver større størrelser. For mig er det fandme et helt eventyr at købe et ordentligt sæt tøj. Det har altid heddet sig at jeg kun hører til i dame afdelingen -men sådan er det bare ikke. Jeg må dog indrømme at jeg nyder at forvirrer og måske forandre butikmedarbejderne i butikken, når de kigger ind til mig i prøverummet og jeg står med bragende rød læbestift og cat-eyes, baggy pants, herreskjorte og en cap med skriften “stud” syet på. Endnu mere nyder jeg at få spørgsmålet: “Er du ikke gået forkert, det er herrernes prøverum du befinder dig i” efterfulgt af: “hvis det er til din kæreste kan jeg sagtens vejlede dig i den retning” hvortil jeg forklarer at min garderobe, praktisk nok indeholder lige dele feminint og maskulint tøj. Og afspejler min kønsidentitet såvel som mit kønsudtryk. Og derefter spæder jeg op med: “forresten er det meget billigere for mig at købe tøj i børne-drengeafdelingen, men at deres prøverum er for små”. Den stakkels mand var meget forvirret, og sagde “øhm.. Øhm jeg tror prøverummende er samme størrelse. – han forstod tydeligvis ikke min joke. My bad!

En introduktion

Velkommen til Queer tider!

Dette er en upolitisk og useriøs blog om livet som queer i en til tider heteronormativ verden. Du kan læse om os forfattere under siden “Forfattere” og senere finder vi ud af hvordan I kan følge os.

Vi glæder os til at skrive for jer!