Rupaul’s Drag Race

Det har været nogen tid siden jeg har skrevet noget herinde. Siden nogen har skrevet noget som helst. Det giver måske lidt stof til eftertanke.

Vi skriver 2017. Der er sket en del i verden. Blandt andet er Donald Trump blevet præsident i USA. Jeg tror ikke vi kan komme udenom det faktum, og jeg har heller ikke lyst til at blive politisk af den grund, men det er sket. Så må himlen falde ned om ørerne på os, som de siger i Asterix.

 

Derudover har jeg haft lejlighed til at stifte bekendtskab med Rupaul’s Drag Race. Jeg var godt nok tilbageholden. Needless to say, jeg har været tilbageholden – og særdeles fordomsfuld – overfor drag queens i det hele taget. Det er sært når man tænker på, at jeg som queer burde kunne relatere. Det er sjovt når man tænker på, at jeg så siden hen er blevet oplyst nok til at lægge mine fordomme fra mig. None the less hang de stadig lidt ved da mig og min kæreste – nu forlovede ❤ – satte første sæson på og bingewatchede det hele. Jeg må nu alligevel sige jeg blev grebet. Ikke af deres interne drama-shit, fordi det var bare seertal der skulle pleases, men af deres kreativitet, af deres engagement, af deres styrke. Det var som om en ild brændte i alle deltagerne, i hver sin form og det var så fantastisk at se. Jeg er stadig ked af at Alexis Mateo ikke kom gennem nåleøjet men whatevs!

So, jeg tror det jeg vil sige er, at selv queer folk engang imellem kan være fordomsfulde. Jeg var i høj grad da jeg startede i community’et. Og er det måske stadig. Men jeg erkender mine fejl. Drag queens er ikke kønsforvirrede forfjamskede mænd. Beton-lebber er ikke hardcore kvinder der leder efter en måde at passe ind i en maskulin verden på. Vi er alle hver vores person og har hver vores måde at tolke verden på. Og ja, undskyld udtrykket beton-lebber. Det sidder fast, og jeg glæder mig til den dag det ikke længere gør, men det er bare en dum del af mine teenage-år.

 

Og ja, jeg er kommet videre. I den grad. Jeg havde selv fordomme om specielt MTF’er i sin tid, men efter at have været i miljøet og have mødt så mange søde og dejlige MTF’er som jeg har, så ser jeg tilbage på min uvidenhed som en del af en uddannelse. Dannelse hvis man vil. For man lærer altid noget nyt.

 

Ja, jeg er blevet forlovet. Jeg har lært at min kæreste betød mere for mig end jeg nogensinde selv ville have kunnet forestille mig. Vi har fået en kat mere, selvom jeg egentlig var meget imod det så har det bragt liv og glæde til vores lille familie her i Aarhus. Ja, jeg er gået hen og elsker min hobby med ball-jointed dolls, som er en umådelig kvindedomineret hobby, og jeg har vist også raget uklar med et par eller tre, men det afholder mig ikke fra at lave det jeg laver. Selvom jeg for tiden er sygemeld med depression og hjælper min kæreste på højkant med hendes lille dukketøjsvirkomshed, så nyder jeg tilværelsen. Lidt overvægtig, lidt for meget kolesterol i blodet, men masser af kærlighed og glæde.

 

Så må verden derude komme an. Jeg har dedikeret 2017 til at være et år for forandringer. Jeg vil hjælpe hvor jeg kan, når jeg kan. Jeg lider vel at mærke af angst men jeg vil ikke være bange længere. Vi har en heftig fremtid foran os og jeg vil ikke ligge på den lade side og sige “I told you so” når atombomben slår ned.

 

Jeg betaler min uvidenhed med mit engagement, dér hvor jeg kan og hvor det giver mening.

 

Cheers and hugs! xoxo

Advertisements

Queer is a five letter word

Men hvad betyder det?

Starbuck og jeg havde en samtale om dette for nylig, og vi har også før haft samtaler om samme emne, så nu føler jeg, det er tid at få nogle af mine tanker ned på skrift.

‘Queer’, som ordet i sig selv, betyder noget i retning af ‘Underlig’ og ‘Mystisk’.
Som identitet kan det betyde næsten alt, har jeg lært. Folk knytter det oftest til non-heterocisnormative individer, men jeg har set det brugt om begreber som race, tro, og musik. I det store hele lader det til, at Queer kan stilles op over for Normativ i en dikotomi…

Men det er en dikotomi, der er afhængig af social kontekst, og som kan fungere på flere sociale niveauer. Er du Queer på et makro-niveau, er du modsat det store statssamfunds Normativitet (e.g., på statsniveau er heteroseksualitet normativt), men på et mikro-niveau er du blot modsat familiens og vennekredsens normativitet (og her er heteroseksualitet ikke nødvendigvis normativt (jeg kender til familier, hvor det at være hetero er Queer)).

Dette betyder rent og skært, at ens Queer-status afhænger af den sociale kontekst, og hvilket social niveau, man færdes i. Når jeg sidder blandt mine venner og bekendte i LGBT Ungdom Århus, er jeg ikke Queer, for vi tilhører næsten alle den kategori, der hedder Ikke-hetero. Og dog er jeg stadig Queer, fordi de fleste er Ciskønnede, mens jeg selv er Transkønnet…og så alligevel, for kønsidentiteter er om noget flydende i den kreds, og jeg har aldrig følt, at min var noget specielt.
Men har vi diskussioner om stat og om andre højere sociale niveauer til vores hyggecafeer, bliver vi pludselig Queer igen på LGBT-kontoen, idet samtalen nu drejer sig om kontekster, hvor vi er specielle, på godt og ondt. Således er vi i den sjove situation, at vi er Queer for andre, men ikke for hinanden, og heller ikke for os selv. Vi er Queer for nogen, der slet ikke er til stede.

Jeg føler, det bliver lidt speget det her, men jeg undskylder mig med, at jeg har haft næsen dybt begravet i psykologiske tekster om personlige og sociale identiteter, og det er svært at stoppe…så….videre!

Queer betyder mange ting. For nogle er det et symbol, for andre en identitet, for tredje en beskrivelse.
Ordet Queer er i titlen på denne blog! Her er betydningen igen ‘Ikke-normativ’. Læs om verden gennem ikke-normative folks øjne.
For nogle er det et skældsord. For nogle er det et kampråb. For nogle er det bare et ord uden særlige konnotationer.

Og så kommer vi til det endelige spørgsmål: Hvad betyder Queer for mig?

Det har jeg tænkt længe over. Jeg kaldte ikke mig selv Queer, før jeg joinede denne blog. Jeg var godt klar over, at jeg var det, fordi jeg var transkønnet og ikke-hetero, men det faldt mig mere naturligt at bruge de specifikke denotationer i stedet for det meget brede Queer. For, som skrevet, kan Queer betyde mange ting, og jeg føler ikke rigtigt, det fortæller folk noget om mig, at jeg er Queer, og så vil jeg alligevel skulle begive mig ud i de andre ord.

Jeg har aldrig haft en personlig historie med ordet, for det har aldrig været brugt til at definere mig, hverken på godt eller på ondt. Queer har altid bare været der, til når jeg skulle få lyst til det, men det har ikke krævet noget af mig, at tage det på mig. Der har ikke været nogen erkendelsesproces, ingen kamp, ingen lykke, ingen tvivl. Det har aldrig gjort mig glad at være Queer, og det har aldrig gjort mig ked.

At sige, jeg er Queer, føles for mig lige som en provokation for provokationens skyld.

Og dog er Queer, hvad jeg er, pr. definition.

For at illustrere, hvor lidt det betyder for mig…så betyder det mere for mig, at jeg er blevet kaldt Høj, Blond, Tynd…at jeg er Højrehåndet…tilsyneladende totalt ligegyldige deksriptorer, som alligevel har haft betydning for mig, og hvis betydning, jeg er klar over.

Jeg tror, jeg har det med det at være Queer, som jeg har det med at være Dansker.

Jeg er født og opvokset i Danmark, men jeg opfatter ikke mig selv som nationalist. Jeg nyder danske traditioner, men jeg udfører dem ikke fordi, jeg føler de cementerer min identitet som Dansker – jeg udfører dem, fordi jeg kan lide dem. Når jeg snakker Dansk er det ikke et udtryk for min Danskhed, men simpelthen bare min normale måde at kommunikere på. Jeg gør så mange Danske ting, men jeg gør dem ikke, fordi de er Danske.

Som jeg også skrev i et tidligere oplæg, er mange af de ting, jeg gør, Queer…uden at jeg nødvendigvis tænker dem som sådan.
Hell, når jeg som kvinde går i bad og vasker min penis, så er det en Queer handling. Jeg kan jo ikke lade være.
Jeg overvejede at deltage i årets nøgenløb under Kapsejladsen i Århus Universitspark, og jeg fandt frem til, at om jeg ville det eller ej, så ville det være en Queer handling, fordi min krop er Queer. Og det ville endda være en Politisk handling, fordi jeg har en Politisk krop. Hjælp!

Min pointe er, at jeg er Queer. Men jeg har ikke lyst til at tillægge det nogen betydning.

Hvorfor?

Fordi Queer/Normativ dikotomien har nogle, i mine øjne, negative konsekvenser for individet.

At være Queer på makro-niveau er at definere sig selv som værende uden for statslige strukturer. Queer er Anarki, og det kan ikke lade sig gøre for mig at være adskilt fra samfundet. Jeg kan godt lide samfundet, omend jeg ikke altid tilsutter mig normen. Jeg ønsker at deltage i diskussioner om verden, ikke melde mig ud med forklaringen “Det angår ikke mig!”. Jeg er ikke som Jer, på mange måder, men Vi er ens på så mange flere, og det er det, jeg vil holde fast i.
At insistere på, man er Queer, i alle dele af ens liv, virker for mig vældigt ekskluderende.

Selvfølgelig er det vigtigt for mig at definere mig selv, der hvor jeg ikke er som normen, fordi normen tvinger mig til at tage stilling til det. Jeg er opmærksom på, at jeg er transkønnet og ikke-hetero, især når diskussionen ikke går på mine mikro-niveauer.
Og jeg vil bruge det, også på et eventuelt meso-niveau, i en foredragssituation, men det vil aldrig blive på teksten “Jeg er speciel”. Jeg -er- speciel, men på samme måde som alle andre er det. At være transkønnet er ikke noget specielt. At være ikke-hetero er ikke noget specielt. At være menneske…det er noget helt specielt.

Når jeg ser folk online, der bedyrer deres Queer-ness, kommer jeg ofte til at tænke på de jokes, der var i min opvækst, om Emo’er, der samledes i flokke for at være helt unikke sammen, selvom de alle var helt unikke på helt den samme måde.
For jeg har set det hele før.
Intet, du gør, der definerer dig som Queer, vil få mig til at acceptere, at du ikke er som alle andre. Du er stadig en del af samfundet, og du må fungere inden for de rammer, det nu engang sætter (igen, justeret for socialt niveau).
At være Queer sætter dig ikke fri for ansvar, bare fordi du selv føler, du ikke hører til.

Måske er jeg i virkeligheden bare kedelig og konservativ, men jeg føler ikke, at provokation for provokationens skyld tjener noget formål. Gør hvad du kan lide, og gør det, fordi du kan lide det, men gør det i det samfund, du lever i, og efter de regler, der gør sig gældende, hvor du er.

Men Queer…Queer vil nok altid være lidt et tomt begreb for mig, fordi alt kan være Queer…og derfor fortæller det mig intet om dig, at du er Queer. Hvis Queer betyder Underlig, og at være Queer er at gøre Underlige ting, ja, så melder jeg mig ud af den klub. Jeg vil ikke bygge mit liv på at gøre ting, jeg selv synes er underlige. Det er muligt, folk ser mit og Starbucks forhold som underligt, men for mig er det det ikke. Hvis det var, ville jeg jo ikke være i det.

Det at være Queer er, for mig, på et helt personligt plan, alt andet end Queer. Det er bare den, jeg er. Og den, jeg er, kan umuligt være andet end normativt for mig, for det er kun mig, der er mig.

Renskuret borgerskab møder 60’er lebbe

It’s been a while, I know.

Jeg har været til eksamen, fået ferie, flyttet og holdt mere ferie. Også har jeg løbet Nordic Race (et forhindringsløb) og blevet dækket af mudder og blå mærker – så fedt!
Derudover har jeg fået en diagnose mere (borderline) og holdt mere ferie for at tygge lidt på den.

Mest af alt har jeg prøvet bare at være mig. Og i dagens Danmark er det virkelig svært bare at være sig selv. Og det er det af den mest.. Forkælede grund.

For tiden spiller jeg med i HAIR som er en musical fra 60′-70’erne der forgår i New York baseret på alle oprørerne de havde. Oprørerne mod konventionerne, konservatisme, traditionalisme, sexisme, racisme, homofobi og alt det gængse. Alt det vi i dag har love imod og tager forgivet; At kvinder kan arbejde på ligefod med mænd (generelt set), det ikke er lovligt at diskriminere folk baseret på deres hudfarve eller partner osv. Alt det som gør, at normen er en bredere definition i dag end i 60’erne.

Hvis jeg skulle prøve at leve i et årti, så ville jeg nok have valgt 60’erne eller 70’erne. Så ville jeg flytte til København, bo i et besat hus og demonstrere imod alt det konventionelle, cisheteronormative og gængse. En skamplet for mine forældre, men en helt og pioner i nutidens historiebøger. Jeg ville havde været en korthåret lesbian med stort L og stort F for feminisme. Indædt hade patriarkatet, renskurede mænd og jeg ville sandsynligvis både få og give blåmærker i kampen for frihed. Nu ved jeg ikke hvordan jeg i realiteten ville havde været, men jeg ville håbe jeg var sådan. Og ja, enormt lesbisk. So gay.
Men hvis jeg nu faktisk var født som en mand på den tid så.. Ville jeg havde været en del af det renskurede borgerstand. En ganske almindelige cis, hetero og regellydig ung mand der ville gifte mig inden jeg blev 23 år og sandsynligvis få både villa, volvo og vovse + 3 børn. Og hvorfor ville jeg ikke gøre oprør? Fordi jeg ville passe ind i normen, og jeg ville føle mig tilpas i den. Tror jeg. Hvem ved hvordan eller hvem jeg ville være hvis jeg var født cis.

Men at være sig selv er også svært i dag. Normen for hvem du kan være er bred, men ikke ubegrænset. Men jeg er mest af alt en rimelig kedelig, gennemsnitlig, hvid dansk fyr. Den værste diskrimination jeg kan møde er at jeg skal vise ID for at bevise min alder når jeg går i byen. Vil jeg have grønt hår kan jeg få det, og stadig få et arbejde. Og jeg vil sandsynligvis ikke blive slået ned eller blive udsat for verbal provokation. Sandsynligvis, det er længe siden jeg havde grønt hår 😉

Det der er svært for mig er, at jeg kan være alt jeg vil. Ingen kan stoppe mig, sige det er forkert eller at det er unormalt. For med nettet ved jeg, at jeg aldrig er alene. Og med anti-diskrimination love og almen god opdragelse af befolkningen til at respektere folk tiltros for vores forskelligheder, er jeg i sikkerhed.
Og det giver min hjerne frit spil. Lidt ligesom en person med for meget fritid, er jeg blevet ekspert i at udtænke alle de forskellige personer jeg kunne være hvis ….
Og det betyder jeg konstant bliver bombarderet med idéer til hvem og hvad jeg kunne være.
Istedet for bare at være mig selv.

Og med en svag identitetsfølelse (mit symptom fra borderline) er jeg nemt påvirkelig. Og det resulterer i, at alle de personer jeg tænker jeg kunne være får mig til at være smørklatten i et super nedern få-fat-i-bolden-og-find-dig-selv-spil. Og jeg løber fra person til person uden at vinde hverken spillet eller selvtillid. Derimod står jeg med en konstant tvivl om mig selv konstant; “Er dét her mig, eller bare en idé?”, “Hvad nu hvis..”, “men det her er jo også fedt!”, “er det her virkelig mig?”.

Og pludselig bliver den konventionelle, almindelige og hvide fyr jeg ér ikke så tiltrækkende og spændende som de andre personer. Og at indse, at jeg er kedelig, konventionel og egentlig bare gerne vil have villa, volvo og vovse + 3 børn ikke den fedeste erkendelse. For pludselig er jeg en del af et renskuret borgerskab min indre 60’er lebbe slet ikke kan holde ud.

Så nu er jeg begyndt at gå lidt med skyklapper og ikke tænke for meget over hvem jeg kunne være, men hvem jeg egentlig ér.

It’s a work in progress. Men det virker som om jeg ikke er synderlig queer udadtil mere. Heller ikke i sengen. Faktisk har jeg en kink med konventioner og kønsnormer jeg måske ikke ligefrem er mest stolt af.. Men i det mindste kender jeg til mine privilegier, kampen der har været for mine rettigheder og har et indblik i at mange ikke har det så nemt som jeg har det – og dem skal jeg kæmpe for. Og måske kan den renskurede borgerskabs unge mand vinde lidt indpas hos 60’er-lebben. Du bor i hvert fald begge i mig, og her skal der være plads til alle. comics-Cyanide-and-Happiness-boy-pedophile-440182.png

 

Anmeldelse: Mapplethorpe og Perry, Aros

Jeg havde den udsøgte fornøjelse i sidste uge, at besøge Aros og se de to nuværende udstillinger af hhv. Robert Mapplethorpes fantastiske fotografier og Greyson Perrys spraglede keramik/broderi/alt muligt. De to herrer er på hver sin vis led i en nutidig gentænkning af køn og seksualitet. Robert Mapplethorpe har selv været aktiv som bøsse i det New Yorkske SM-miljø og Greyson Perry er crossdresser. Begge udstillinger var på hver sin måde sublime i deres fortælling om menneskelige aftryk og hvad der fundamentalt rør sig i vores indre når vi snakker om gensidig kontakt og forhold til hinanden, om det er på et platonisk eller intimt plan.

Men en ting ad gangen. Her følger en lille beretning om mine indtryk af de to udstillinger.

20160210-lens-robert-slide-8gvp-superjumbo

Two men dancing – af Robert Mapplethorpe

Rober Mapplethorpe burde være fotografiens gud. Han døde desværre i en alt for tidlig alder af 42 år, og jeg er næsten sikker på at med nyere tiders medier ville han kunne have rakt op og trukket stjernerne ned til os. Han har arbejdet både med mennesker men også skulpturer, blomster og sidenhen SM-relaterede kompositioner.

For mit vedkommende havde jeg faktisk ikke stiftet bekendtskab med hans værker før jeg læste en anmeldelse selv, og blev hooked på at se hvad han kunne fremtrylle af kunst eftersom Aros vælger at udstille hans X-portfolio (den frække). Det var dog ikke den, der greb mig mest i hans visuelle æstetik. Det var nærmere hans sans for dynamik og harmonien mellem kroppen og måderne den kan komponeres på, som en dirigent med et orkester. Han formår at række ud og stille et menneske frem så man knap kan kende forskel på de marmorskulpturer han også har taget billeder af, og menneskene. De homoerotiske toner er legende ophidsende, sensuelle men stadig fjerne nok til at en beskuer ikke ville føle sig for udsat i sin egen normative seksualitet. Der er måske 3 billeder i hele samlingen der har farve, ellers er hans arbejde overvejende i gråtoner og sepia, og det er jeg sgu lidt en sucker for. Derudover blev jeg som grafiker helt blød i knæene af kvaliteten af hans billeder. Ikke en firkantet pixel var der at skimte på de store værker. Man føler sig lidt mindreværdig når man skal kæmpe for at få en A3 plakats billeder til bare at se nogenlunde pæn ud.

Hans X-portfolio hænger i et rum for sig, og der er gjort en del ud af at advare om det explicitte indhold. Bevares, der var et par små knægte på 10-12 år der alligevel havde forvildet sig derind, men hvad der hang på væggene var forholdsvist harmløst. De mere ekstreme billeder var udstillet i glasmontre som man skulle have en vis højde for at bøje sig ind over og se. None the less ødelægger det en del af stemningen at en flok unge, spanske studerende og nogle måske lidt reserverede, ældre tyskere fnisende går og kommenterer billederne. Respektløst, vil jeg sige, og som min kæreste og jeg bagefter sagde til mine forældre, der betalte turen: vi er sgu nok blevet en smule hårdhudede overfor den slags motiver.

Pause efter Mapplethorpe med mad og en øl i caféen omringet af turister.

p01l9pd2

Greyson Perry som Claire.

Videre ned til Greyson Perry, der var endnu en ukendt, men dog nulevende, kunstner på programmet. Hans univers cirkulerer omkring en bamse ved navn Alan Measles og hans alter-ego Claire, og hans fabulerende håndværk spænder vidt fra støbt jern til broderede vægtæpper, klassiske keramikvaser, en lyserød motorcykel og et væld af kjoler. Han er ikke blu for at vedkende sig sin transvestisme og sine erfaringer indenfor bondage og sadomasochisme. Hans univers svømmer over af ærlighed, som et barn der fortæller direkte fra hjertet, bramfrit og uden at hævde, at historierne er falske. Jeg bed specielt mærke i læder skåret som blonder med nitter som blondehullerne, hans samfundskritiske undertoner i sin egen pilgrimsfærd samt det helt overdådige tag-selv-bord af symboler og analysérbare elementer der går igen, og fortæller en historie om en mand, der ved hvor han står, hvor han har været og hvor han vil hen. Der er en fantastisk spændevidde både kunstfagligt og spirituelt.

Vi sluttede vores besøg med en obligatorisk tur op i Aros’ regnbue. Udsigt til TV2’s Sommerbold-studie nedenfor Musikhuset og ude i periferien kunne vi se vores eget lejlighedskompleks og endda vinduet til altanen. Alting skal være så fucking perfekt, tænkte jeg, og hvor jeg dog savner at flere museer går planken ud sådan som Aros har gjort det, og får fat i de skæve men livsbekræftende kunstnere, som Mapplethorpe og Perry er.

Anmeldelse: 5* ud af 6* til begge udstillinger. Se dem. Dem skal man ikke gå glip af.

Sorg

Jeg har ikke lyst til at skrive dette indlæg.
Men nu gør jeg det så alligevel.

For halvanden uge siden, klokken 2 om natten d. 12/6 2016, blev 49 mennesker dræbt og 53 såret på en natklub i Orlando, USA. Gerningsmanden tiltvang sig adgang med våben, og begyndte at skyde på de tilstedeværende.

Det ved I alle sammen godt. I har hørt om det. Det var over hele internettet og i nyhederne. Det er det stadig, halvanden uge efter, og med god grund. Over hundrede mennesker blev skudt, og halvdelen af dem døde. Det er det største masseskyderi begået af en enkelt person i USA nyere tid.

Jeg har ikke lyst til at skrive det her, fordi jeg ved, jeg ikke bare kan forholde mig til kolde fakta…

Jeg er ikke god til tragedier.

Jeg er en af de personer, der græder nemt, når noget er smertefuldt eller smukt, også selvom det ikke sker for mig selv, men for folk i fjernsynet. Jeg græder over sørgelige film, og jeg græder over opløftende fortællinger.

Jeg har ikke grædt over Orlando endnu. Ikke fordi, jeg ikke er ked af det, der er sket, men fordi, jeg har været bange for at lade det komme for tæt på. For det -er- tæt på.
Natklubben, Pulse, var en af Orlandos bedst kendte LGBT-klubber, og størstedelen af ofrene for skyderiet tilhørte miljøet.
Den pågældende nat var natklubben vært for et Latinx-arrangement. Latinx refererer til folk, der foruden at være latino også falder uden for det binære kønssystem.

Ofrene var Latino. Non-binære. LGBT+ eller allierede.

Mandag morgen blev jeg ringet op af TV2 Midtjylland. De ville gerne have en udtalelse omkring skyderiet, og fordi jeg tidligere har medvirket i medier, og har en plads i Danmarks primære politiske organ, når det kommer til LGBT, ringede de til mig. Klokken var 8.20, og min weekend havde allerede været fuld af billeder og reportager fra Orlando.

Jeg fortalte dem, at de skulle ringe til en anden. Jeg havde intet at sige.

Men det havde jeg. Jeg var bange. Ikke så meget for mig selv, men for så mange andre. Jeg var bange for, hvem denne gerningsmand ville inspirere. Jeg var bange for, hvad folk ville bruge skyderiet til af politiske agendaer. Jeg var bange for, at det ville splitte minoriteterne endnu mere end de er i forvejen.

Og jeg var vred. Mest af alt, var jeg vred. Og det er jeg stadig, men nu også af andre grunde.

Der er altid et spørgsmål om skyld i disse situationer, og folk prøver ihærdigt at finde en simpel forklaring på, hvordan det kunne ske, så de kan forsøge at ændre denne lille faktor, i håb om at det vil forhindre fremtidige tragedier.

Der er ingen simpel forklaring. Men folk prøver alligevel. For gerningsmanden er død, og folk har brug for at kunne vende deres vrede et sted hen, nu hvor han ikke kan modtage den. Det forstår jeg godt.
Men jeg har ikke lyst til at analysere gerningsmanden, og jeg har slet ikke lyst til at vende vreden mod andre, der deler hans træk på den ene eller den anden måde. Jeg ville helst bare kunne glemme, at det her er sket. Jeg ville helst bare kunne lukke øjnene, og vente til det er overstået. Jeg ville helst bare kunne tro på, at sådan noget ikke sker i virkeligheden.

Men det kan jeg ikke.

TV2 spurgte mig, om jeg var bange for, at noget lignende kunne ske i Danmark. De fik ikke mit svar, men det gør I nu.

Ja. Det er jeg. Jeg er bange.

En uge før Orlando gik jeg til Århus Pride med min kæreste, Starbuck, ved min side. Søndag d. 12/6 sad jeg og så nyhederne med mine forældre, og jeg kunne mærke bekymringen i deres stemmer, når vi snakkede om det efterfølgende.
Jeg har aldrig været bange for at tage Starbucks hånd, når vi går sammen, selvom jeg godt ved, der er folk, der ser skævt til os. Jeg tager ikke Starbucks hånd for at bevise noget, hverken over for mig selv eller over for andre. Jeg tager den, fordi den er tryg og varm. Kærlighed er det naturligste i verden, og jeg udtrykker min, som jeg nu en gang har lyst til.

Men jeg er også blevet lagt for had. Jeg er blevet spyttet på, jeg er blevet truet, jeg er blevet seksuelt forulempet (for at sige det mildt), op til flere gange, fordi jeg er anderledes. Nogle gange fordi jeg er transkønnet. Nogle gange fordi jeg ikke er heteroseksuel. Nogle gange fordi jeg er kvinde. Jeg har oplevet had, og de værste sider af mennesker. Og jeg prøver, virkelig prøver, ikke at lade de ting røre mig. Jeg prøver at fortælle mig selv, at det kun er trusler, at jeg ikke skal frygte for min sikkerhed…

Men jeg er bange. For at tilråbene en dag skal blive til vold. For at hadet en dag skal blive til handling. For at jeg skal blive målet for endnu et ondt menneskes forsøg på at ændre verden med mord.

Som ofrene i Orlando blev det.

Jeg blev en gang jagtet af en hund. Den så helt forfærdelig ud, som om den ville slå mig ihjel. Ejeren kom og reddede mig, og fortalte mig med et smil, at hunden altså ikke var farlig (men at han nok skulle holde den indendørs eller i snor fra nu). I lang tid herefter var jeg bange for hunde. Alle hunde. Jeg stolede ikke på min fætters hund. Den var voldsom, slet ikke som deres gamle. Legesyg. Utilregnelig. Den bed min fætter i ansigtet. Så fik de en ny, der gøede hele tiden. Den stolede jeg heller ikke på.
Jeg gik med reklamer, og mødte hunde hele tiden. Jeg gik aldrig op til huset med hunden, der havde jagtet mig. Hvis der var en hund i haven, fik det hus ingen reklamer den dag.
Jeg blev jagtet af andre hunde siden, som bare ville lege. Jeg flygtede, for jeg vidste jo ikke, hvad de havde tænkt sig. Når jeg mødte hunde i snor, og de knurrede af mig, fik jeg at vide, det var fordi, jeg sendte signaler om frygt, og hunden reagerede på det. Den er mere bange for mig end jeg er for den, sagde de. Nå ja, det kan godt ske, men den står klar til angreb med blottede tænder. Selvom den er mere bange end mig, er det den, der er klar til at skade mig. Måske var det -fordi- den var bange, at den ville skade mig.
Jeg stoler stadig ikke på hunde generelt, og jeg går aldrig hen til en hund, jeg ikke kender, hvis jeg er alene. Jeg går aldrig ind på en hunds område.

Og jeg har haft det på samme måde med mennesker. Jeg har haft svært ved at stole på dem, fordi jeg aldrig helt følte, jeg kunne vide, om de ville skade mig…og det virkede som en ret stor risiko at løbe.

Jeg er større nu. Jeg er ikke længere bange for alle hunde. Og jeg er ikke længere bange for mennesker. Jeg kan ikke leve mit liv i frygt for, hvad ondt en enkelt person måske kunne gøre, og derved gå glip af alt det gode, en anden kunne gøre.

Og derfor vil tragedier som Orlando heller aldrig få mig til at gå i skjul. Men jeg vil nok aldrig slippe helt af med tanken om, at det kunne ske for mig. Og jeg vil nok altid være bange for de folk, der sviner mig til og truer mig, ligesom jeg er bange for hunde, der knurrer.

Men jeg er i sorg over Orlando. Det påvirker mig. Og jeg er mere bange i dag, end jeg var for to uger siden. Og det er okay at være det. For selvom jeg er bange, står jeg stadig frem. Selvom jeg er bange, går jeg stadig ud og udfordrer verden.

Jeg er i sorg. Jeg er vred. Jeg er bange.

Det var det.

16 år igen

For nylig er jeg flyttet og jeg har nu efterladt Åbyhøj til fordel for et værelse i en lejlighed midt i Aarhus C. Jeg kunne ikke være gladere og jeg nyder min sommerferie her i mit nye værelse med lyden af byens susen udenfor mine vinduer. For nylig fik jeg også en kæreste og vi har nu gjort det officielt på Facebook, så nu kan hverken jeg eller hun løbe fra, at vi er glade for hinanden 😉

Vi smed os på sengen efter flytningen og brugte hele aften der. Og putningen blev mere og mere intens i løbet af aften. Mit gamle værelse var i et hus hvor der boede andre mennesker, men jeg blev aldrig venner med dem. Hovedsageligt fordi de der boede der havde en tendens til enten at ryge meget hash, drikke for meget alkohol eller skændes højlydt med hinanden. Ikke lige min slags mennesker. Så dem var jeg ligeglade med om de hørte mig have sex.
Men her i mit nye værelse deler jeg lejligheden med en kollega og en sød pige, og jeg har på ingen måde et behov for at mine venner skulle høre os have sex.

Så vi prøvede at begrænse lydniveauet så mine kære roommates ikke skulle høre os. Men det var meget nyt for os og vi ikke kunne lade vær med at grine lidt over situation. Det var som om vi var 16 år igen og var på efterskole, og vi blev nødt til at være stille så hverken roommates eller lærere skulle opdage os. Og hvert øjeblik det skulle være så kunne føromtalt træde ind ad døren og fange us in the moment.

Jeg havde ikke sex da jeg var 16 år, og slet ikke på efterskolen og langt fra som en fyr. Men det er jeg nu, altså en fyr, og følelsen af at være 16 år og skulle være stille for ikke at blive opdaget gjorde ikke kun sex’en bedre (som er god som den er!), men blev også en helt speciel oplevelse. For pludselig fik jeg et minde om sex som en 16 årig fyr på efterskole med min søde kæreste. Det var ikke virkeligheden, men følelsen var ægte, og jeg fik pludselig foræret et mindre jeg aldrig havde troet jeg kunne få.
Og jeg elsker de øjeblikke. Øjeblikke hvor jeg pludselig får foræret oplevelser og minder som fyr, som jeg aldrig havde troet jeg kunne få. Det er ikke kun med sex, men også andre oplevelser som gør at jeg føler mig som en hel ung fyr. Og for en stund er jeg bare dét; En ung fyr. Ikke en pige, transkønnet, transmand, anderledes fyr. Bare en ganske gennemsnittelig fyr. For andre ciskønnede er sådanne oplevelser sandsynligvis hverdagsting som de ikke lægger mærke til. Men jeg mærker dem og hver gang føler jeg mig “almindelig” – på en god måde.

Hvem skulle have troet at følelsen at være 16 år på efterskole og ved at have hemmelighedsfuld sex med ens kæreste kunne være andet end bare frækt, men også en bekræftende identitetsoplevelse? Nu håber jeg bare ikke mine naboer hørte os og føler de ufrivilligt blev en del af oplevelsen!…

 

 

Tisseperson

Jeg har gået og tænkt over kønsneutralitet.

Okay, jeg skal nok uddybe! Sheesh!

Man hører for tiden meget om kønsneutrale opdragelser, kønsneutrale børnehaver, kønsneutrale toiletter, forretninger, osv..

Kønsneutrale mennesker og kønsneutrale børn. Det kan være, jeg skriver noget om det en dag, men i dag vil jeg gerne snakke om noget helt andet.

Tissemænd. Og tissekoner.

Hvad er en tissemand/kone?

Jeg er udmærket klar over, at der findes et væld af slang, synonymer, eufemismer og dysfemismer omkring kønsorganer, men det sjove ved dem (eller i hvert fald de fleste af dem) er, at de knytter sig til selve organet, som kategori og koncept, adskilt fra hvad end kvaliteter indehaveren måtte have.
At en person har en penis siger i min opfattelse intet om dennes køn.

Men tissemænd og -koner er mere kønnede begreber.

Nu er mine kønsorganer ikke længere kliniske og neutrale, men har i stedet et iboende køn! Min tisser er en mand! Send hjælp!

Men det er den jo ikke. Den er ikke engang et mandligt kønsorgan, for den sidder på mig, en kvinde. Den er for så vidt heller ikke kvindelig, for mange mænd har også en (nogle har endda flere), og hvis min er noget, er deres det også.

Nej, en penis er ikke noget, mænd eller kvinder har. Det er noget personer har. Noget mennesker har. Den er ikke mandlig eller kvindelig. Den er personlig. Den er menneskelig.

Og det samme gælder selvfølgelig for vaginaer 😀

Men vi er så vant til det synonym, ’tissemand’, at alle ved, hvordan sådan en ser ud.

Men…hvis jeg en dag besluttede mig for, at jeg ønskede vaginoplastiske operationer, så ville min tissemand blive en tissekone??? Hvordan? Den er stadig lavet af det samme hud og de samme nerver, bare sat sammen på en lidt anden måde. Er det bare på grund af den måde, den ser ud?

Nej…for så ville enhver ting, der ligner en tissemand også være det. Form, funktion, det har intet at sige. Du kan sagtens have et kønsorgan, der ligner en tissemand, men som ikke fungerer som en, og et kønsorgan, der fungerer som en tissemand, men ikke ligner en.

Og så alligevel…

Jeg har hørt folk referere til en packer som deres pik. Jeg har hørt folk refere til anus som deres fisse. En penis kan være klitoris og omvendt. Der er også på dette område en masse muligheder for selvbestemmelse i kraft af sproget, og det synes jeg er dejligt. Bevares, hvis du en dag kommer slemt til skade med dit skridt, er det smart at du bruger de korrekte kliniske termer over for lægen, der skal redde dig og dit vedhæng (en vagina er også et vedhæng ifølge Starbuck), men når du sidder og snakker med fremmede, er der intet i vejen for, at du kan bruge hvilket som helst ord, der passer dig, hvis de spørger til dine kønsorganer.

(Pro-tip: Lad være med at spørge til folks kønsorganer. Det er suuuuuper creepy!)

Og nu er vi så kommet frem til min pointe!

Kan jeg godt kalde min penis for en tissekone?

Ikke at jeg har lyst; jeg synes penis, pik, lem, bukseslange, skaft, Queen Mary of Scotland, langejan, etc. er udmærkede ord for den 🙂

Men står det egentlig ikke i min magt selv at definere den, som det gør med så mange andre dele af mig? Og hvis min definition ikke passer på den gængse, så er det måske den gængse, der er utilstrækkelig. Kan vi gøre kønsorganer kønsneutrale?

Måske en dag.

I sidste ende, hvis du spørger mig, hvad jeg har mellem benene (pro-tip, lad stadig være), vil mit svar være som tidligere nævnt:

“Noget personligt og menneskeligt.”

…eller det her 😛

what-are-you-evil-whats-your-gender-villan-whats-in-your-pants-doom

Hårvækst anekdote

Jaja, alt er godt, alt er fint. Woopeeei, hormones here I come. Et år, to år, tre år! Det går strygende. Frisk og frejdig. Og dog!!
Imorges sad jeg og spiste morgenmad med min kæreste i køkkenet. Hun stoppede op og så på mig.
“Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her på en pæn måde,” sagde hun. Jeg så op fra mit rundstykke, stadig i færd med at tygge tredje bid.
“Hvad? Har jeg krummer om munden?” spurgte jeg med munden fuld af rundstykke. Hun skuttede sig lidt med et skælmsk smil.
“Du, ehh, du har altså et ret langt næsehår der stritter ud til siden,” sagde hun.
“Hah, really?” jeg lod mig ikke mærke af det før jeg var færdig med maden, skjult greb mig til næsen og styrtede ud på badeværelset.
Yes. Næsehår.
Dagens morale er: Trans-Guys, beware. Man nyder måske hårvækst steder man ikke før havde hår, men næsehår er , set fra mit synspunkt, ikke videre charmerende. Der kommer en tid hvor man måske kan lade det gro sammen med overskægget, men jeg har ikke overskæg, så en dusk, så at sige, fra næsehule til overlæbe er værd at undgå.
Peace out!
3278740-til-bt

Alle de seksualiteter

Aarhus Pride står for døren. Jeg, som forholdsvist fast parade-medlem for SMil Aarhus, har med glæde deltaget nogle år, og set mangfoldighedens regnbuer spættet med forskellige symboler på kryds og tværs, for at signalere de mange forskelligartede seksualiteter man støder på i nutidens moderne samfund. Jeg har ikke luftet mine gevandter i andre byers prides, jeg er måske for meget en tryghedsnarkoman til at gide at rejse hele vejen til København, Berlin eller London for at svinge en fane, som jeg egentlig ikke går voldsomt meget op i til daglig, men når jeg går med SMil Aarhus har jeg følt, at jeg hørte til. At der var en grund til min tilstedeværelse.

Og det er her min fundering kommer ind. For kan man sammenligne SM med andre seksualiteter såsom homo- , bi- eller heteroseksualitet?

Jeg har fået mig fortalt, jeg nævner ingen kilder, at måske ikke alle i LGBT-miljøet i Aarhus anerkender SM som en seksualitet, og derfor ikke mener at det er en passende del af et Pride-optog. Jeg må respektfuldt modsige dem, for hvis ikke det er en seksualitet, hvad er det så? Er det ord mod ord mellem en sadomasochist og en ikke-sadomasochist? Det må vel være svært at kunne forstå en seksuel dragen til et markant anderledes drive for en anden persons libido. Underkastelse, dominans, smerte og ydmygelse ligger så langt fra de flestes opfattelse af seksualitet, lyst og fysisk stimulans, at det er klart der må være modvilje imod nogle af disse udfoldelser. Og ja, det er der, selv i et miljø som LGBT-miljøet, hvor accept og respekt næsten er et mantra.

Jeg forstår det på sin vis godt. Ikke alle kan lide den samme mad, ikke alle spiser ost, ikke alle kan lide roser. I SM-miljøet er der en forkortelse, der siger “YKINMK – ATO”, mere forståeligt udtalt som: “Your Kink Is Not My Kink – And That’s Ok”. Det kan spredes ud i flere vifter over flere forskellige miljøer, men netop i betydningen ligger accept og respekt forankret som en konstant reminder om, at man ikke skal begynde at dømme nogens seksualitet – med mindre man selvfølgelig ligefrem tigger efter et slagsmål med piskesvingende Dom(ina).

Jeg ser selv SM som min seksualitet. Man kan også kalde mig queer pga min cross-dressing og skofetish. Man kan kalde mig transmand fordi jeg er FTM. Men de typiske missionærstillinger duer ligesom ikke for mig. Hverken som en lystfuld tanke eller som en fysisk handling da der altid skal være sexlegetøj involveret når man ikke selv er udstyret fra naturens side. Så kan man ligeså godt kaste håndklædet i ringen og holde op med at prøve at have et normalt sexliv, når der nu også er en kæmpe stor verden derude af sjove ting, der kan vise sig at være tusind gange bedre end end ål i en grotte, der glider ind og ud, alt for hjemmevant til at nyde noget som helst.

For mig er SM en seksualitet, og derfor synes jeg også den skal repræsenteres i en Pride. Jeg kunne ikke forestille mig noget andet sted hvor det hører hjemme. Jeg har gennem min tid som sadomasochist mødt mere imødekommenhed og åbenhed i SM-miljøet end jeg har mødt i LGBT-miljøet. Jeg ved ikke hvorfor. Faktisk er SM-miljøet det sted jeg har følt mig bedst tilpas, mest fri og mest velkommen end noget andet sted – måske på nær mit eget hjem. Who knows. Måske får vi svaret en dag på hvorfor det forholder sig sådan.

Men indtil da vil jeg se frem til dette sommers Pride i Aarhus med glæde. Lørdag den 4. juni bliver en festdag hvor vi skal kaste alle hæmninger og nyde os selv, vores liv, vores kroppen, hinanden og det, der binder os sammen. Og jeg, som den cross-dressing, sadomasochistiske transmand med en skofetish jeg er, vil stolt stå klar.

Go’ Pride!

Gensyn med fortiden – Mødet

Det er dagen derpå. Vejret var godt, og solen skinnede. Jeg burde nok have følt nervøsitet, men nej – af en eller anden grund var det fraværende. Vi mødtes, fik en kop kaffe og gik en tur. Og så skiltes vi. Det var så det (indtil videre).

Jeg følte mig tom efterfølgende. Der var ingen glæde eller opstemthed, ej heller (heldigvis) ingen skuffelse eller sorg. Jeg følte mig bare fuldstændig følelsestom. Som at befinde sig på en øde slette uden lyde fra nogen dyr og ikke en vind, der rører sig. Fanget i et vakuum.

Det var ikke fordi, det gik skidt. Vi skulle lige i gang med samtalen først, men så gik det til gengæld også ret godt derfra. Vi fik fulgt op på nogle af de ting, vi havde skrevet sammen om via Messenger, og under vores gåtur var vi det ene øjeblik muntre og lavede sjov med hinanden, og det andet alvorlige og talte om de prøvelser, vi hver især havde været igennem de sidste par år.

Det var heller ikke fordi, det gik godt. Eller – det kan jeg ikke rigtigt fornemme. Jeg er meget dårlig til at læse andre folks signaler, så jeg ved aldrig, om jeg er i gang med at kede dem eller interesserer dem med den historie, jeg er i gang med at fortælle. Så jeg gik derfra uden at blive klogere på, hvad han egentlig følte om det hele.

Og denne følelse af tomhed forvirrede mig. Hvis jeg ikke var kommet mig over ham, og hvis jeg stadig havde følelser for ham – burde det så ikke have trigget et eller andet at se ham igen efter så lang tid og tale med ham igen? Burde det ikke have haft en effekt på mine følelser, at vi kom bedre ud af det nu, end vi gjorde det dengang? Jeg kan mærke, jeg har nogle følelser for ham, men kan ikke konkretisere, hvad er det for nogle, og hvad de tager udgangspunkt i…

Er mine følelser reelle, eller er det fortiden, der spøger? Er det fordi, mine oplevelser med ham oplevedes så positive, og det i virkeligheden er intimiteten, jeg ønsker tilbage – og min hjerne så fabrikerer følelser for ham, der i virkeligheden har mere at gøre med nærværet og intimiteten frem for reelle følelser for lige netop ham?

Eller kan det være, at min hjerne spiller mig et puds? Mit liv er vitterligt kedsommeligt for tiden uden de store udsving i hverken den ene eller den anden retning, og da jeg havde en god tid med ham dengang, så imiterer den måske følelser for ham for at prøve at tilføje lidt ekstra krydderi til tilværelsen? Som en form for desperat handling i håbet om, at det vil gøre min tilværelse mere spændende?

Så forvirringen er total – jeg føler noget, når jeg er alene, men føler åbenbart ikke noget, når jeg er sammen med ham, og er usikker på, om jeg i det hele taget føler noget, eller om det er opspind…

Det er dog ikke helt sandt, det med at jeg ikke følte noget… Der var et enkelt øjeblik, hvor der var et eller andet i mig, der begyndte at gnistre. Da vi havde sat os inden for og han tog solbrillerne af – jeg havde næsten glemt, hvordan han så ud, og fra da vi mødtes til vi kom over til caféen kunne jeg ikke se hans ansigt ordentligt pga. solbrillerne. Det kunne jeg til gengæld der, og det bragte et lille sug i maven med sig.

Det bragte mig tilbage til dengang, vi mødtes – det var en aften ude i byen, hvor jeg mødte ham gennem fælles venner. Til at starte med, så gjorde han ikke rigtigt noget indtryk på mig, men på et tidspunkt faldt vi i snak, og så skete der pludselig noget… Jeg kan bedst beskrive det med et citat fra Dr. Who, som meget godt forklarer, hvad der skete:

AmyQuote

Citat af Amy Pond (Dr. Who).

Da vi tog afsked med hinanden den aften, så jeg ham som et af de skønneste væsener på jorden, og i tiden efter forstærkedes den følelse kun. For mig at se var han en af de smukkeste personer, jeg nogensinde har kendt, og den dag i går kunne jeg mærke, at jeg stadig ser sådan på ham. Et øjeblik, i hvert fald.

Så det følte jeg dog – jeg kunne stadig se skønheden i ham, og det fik i nogle få sekunder en sommerfugl til at flakse lidt med vingerne i maven på mig. Det var dog en forbigående følelse, og efter det øjeblik kom det ikke tilbage.

Så ja – forvirring er det, der præger tiden nu. Kan være, jeg skulle bruge pinsen som en kærkommen lejlighed til at rydde ud i det morads, der er mine følelser, og se, hvad jeg ender ud med. Måske det bare er tid, der skal til før det falder på plads?